Rosa fra Ramasjang: Et privilegium at gøre børn glade

Rosa Gjerluff Nyholm er kendt af danske børn som Rosa fra Rouladegade på DR’s Ramasjang. Hun har netop udgivet cd’en »Ryst dit sovedyr« med originale børnesange.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det seneste jeg købte

var et par lyserøde glimmersokker til min veninde, der har fødseldag. Det er sådan nogle designer-strømper, der koster 200 kroner, som vi så sammen i et butiksvindue. Vi blev enige om, de var meget flotte og alt for dyre. Man ville jo aldrig bruge så mange penge på sokker til sig selv! Netop derfor er det en god gave, synes jeg.

Jeg vil gerne læse

alle mine yndlingsbøger igen – men for første gang. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne nulstille hjernen og bare begynde helt forfra på bogreolen. »Middlemarch« af George Eliot var en stor oplevelse for mig. Det var flere dage, hvor jeg var helt opslugt af en lille engelsk provinsby i 1800 tallet. Efter en bog som den føler jeg mig lidt tom, savner personerne og tænker »gid jeg kunne læse den igen for første gang.«

Jeg ville gerne have mødt

Astrid Lindgren. Hun gjorde så meget for den måde, vi taler til børn og henvender os til dem med kultur og underholdning. Hun var med til at lære os at tage børn seriøst. I værkerne kan man mærke, at hun har gjort sig mange tanker om, hvad børn har brug for at høre om, for mange af de emner, hun tager op, bliver ikke behandlet så ofte. Tag bare »Brødrene Løvehjerte«, hvor de to hovedpersoner slås ihjel i første og andet kapitel. Utroligt, at hun turde.

Jeg træner

løb af og til. Men lige nu træner jeg allermest julesange til min juleforestilling på Nørrebro Teater. Så står jeg herhjemme på stuegulvet og synger julesange om og om igen. Jeg tror, min kæreste er ved at være lidt træt af det. Særligt, fordi det kun er november.

Min bedste madoplevelse

er, når jeg holder pizzafest. Det går ud på, at vi inviterer alle vores venner hjem og beder dem tage alle rester fra deres køleskabe med. Jeg har lavet dej i forvejen, og min kæreste har lavet pizzasauce. Så finder vi på en pizza ad gangen og drikker rødvin, mens alle står og venter på, hvordan den her pizza med kylling og peanuts bliver.

Jeg gider ikke

haste igennem livet. Jeg har mange venner, der går på universiteterne, og alle de reformer, der bliver lagt ned over dem, gider jeg ikke. Folk bliver presset ind på studierne lige efter gymnasiet og drevet ud igen. Danmark skal leve af viden – men hvordan kan vi gøre det, når vores unge ikke får lov til at komme ud i verden og opleve noget?

Jeg vil gerne rejse til

min ødegård. Min far har købt en ødegaard i Sverige, hvor jeg håber, at vi skal holde jul. Den ligger midt på en juletræsmark.

Min kæreste ejendel

er mit køkken. Vi har selv ligget og savet og spartlet og bygget på det, og netop i dag er det blevet færdigt. Det var et lillebitte Nørrebro-køkken, og nu er det blevet et lidt større Nørrebro-køkken.

Min største last

er , at jeg er så distræt. Hvis jeg får en god ide eller kommer i tanke om et problem, kan jeg tune ud af en samtale uden at opdage det. Det er ikke så fedt, når man gerne vil være et kærligt og nærværende menneske hele tiden.

Et af de mennesker

der har gjort størst indtryk på mig, er fiktivt. Det er faktisk Charlie Chaplins vagabond-rolle. Han gør altid et meget stort indtryk på mig. Hele figuren – blikket, fysikken – er som det lille barn, vi alle sammen har indeni. Han er det helt uskyldige pakket ind i en voksen mand med skæg og stok. Chaplins film er nogle af dem, der får mig til at græde og grine på samme tid, hvilket er helt særligt.

Jeg sætter pris på

når jeg kan tale med mine venner om bøger. En veninde og jeg har vores egen lille bogklub. De samtaler vi har, er en genvej til alt muligt i vores liv. Man glemmer sig selv, mens man læser, og så genkender man sig selv på ny, når man er nået 100 sider længere frem.

Sidst jeg gjorde nogen glad var

for lidt siden. Det spørgsmål er næsten for let, for jeg har et job, hvor det mere end noget andet gælder om at gøre børn glade. Jeg er nærmest en fiktionsfigur for børn, så de bliver så glade for at se, at jeg findes i virkeligheden. Det er faktisk en virkelig privilegeret situation at være i.