Roma-instruktør Alfonso Cuarón: »Som barn ser man ikke sin mor som et menneske med sexliv, drømme og håb«

Alfonso Cuaróns erindringsfilm »Roma«, der har biografpremiere i dag og fra 14. december kan streames på Netflix, har vundet Sølvløven i Venedig og er blevet kaldt et mesterværk. Det kom bag på den 57-årige mexicanske instruktør, som AOK har mødt til en snak om hans mest personlige film til dato.

07BKUTOPSHOT-ITALY-CINEMA-V.jpg
Alfonso Cuarón modtog Sølvløven i Venedig i år. Foto: Filippo Monteforte/AFP Fold sammen
Læs mere

Du lavede »Y Tu Mamá También« (på dansk »...Og din mor!«) i 2001, og det er altså 17 år siden, at du senest instruerede en film på spansk i Mexico. Hvordan var den oplevelse?

»Jeg havde næsten et biologisk behov for at vende tilbage. Det var utroligt, for jeg tror ikke på patriotisme eller nationalisme, men jeg tror på kulturelle rødder, og det var en livsredning for mig at vende tilbage og udtrykke mig på mit modersmål.«

Filmen er baseret på dine erindringer fra du voksede op i bydelen Colonia Roma i Mexico City i 1970erne. Havde det en form for rensende funktion at lave denne film, og i hvilken grad har disse oplevelser i din fortid – og minderne om dem – gjort dig til den, du er i dag?

»Hvert eneste minde er med til at forme dig som den, du er som menneske. Det er med fortiden som med sommerfugleeffekten: Man kan ikke trække vejret, uden at det påvirker miljøet omkring dig. Så hver eneste erindring har skabt helheden. Jeg var ikke bevidst om, hvilken form for helende funktion det ville have, da jeg begyndte optagelserne. Det var først efter, vi havde filmet to eller tre uger, hvor alt var begyndt at falde på plads, og vi havde vores locations, at jeg blev bevidst om, hvad det var, jeg lavede. Og det blev freaky fra det øjeblik for at sige det mildt. Jeg vendte tilbage til min fortid med mennesker, der lignede min familie i tilsvarende lokaler med møbler magen til, og jeg genskabte scener, hvoraf mange var meget smertefulde.«

Du har lavet film som »Gravity«, hvor tempoet er hurtigere. Men i »Roma« tager du dig god tid. Var det et bevidst valg, eller skete det naturligt?

»Dette var det første manuskript, hvor det blev til baseret på min hukommelse. Jeg skrev bare løs uden at stille spørgsmålstegn ved det. Jeg begyndte også at filme uden at stille spørgsmål. Jeg vidste ikke, hvor lang filmen ville blive, da jeg optog den. Jeg forestillede mig, at den ville ende med at blive fire timer lang (filmen har en spilletid på 135 minutter, red.).

»Roma« kan streames på Netflix. Læs anmeldelsen af filmen her i AOK i morgen. Alfonso Cuarón har tidligere instrueret anmelderroste og Oscar-nominerede film som: »Gravity« (2013), »Children of Men« (2006), »Harry Potter og Fangen fra Azkaban« (2004), »...Og din mor!« (2001). Fold sammen
Læs mere
»Roma« er som nævnt en erindringsfilm. Hvad er dit smukkeste minde fra din barndom – og hvilket er det mest smertefulde?

»Det er svært at sætte fingeren på det lykkeligste øjeblik i min barndom. Hukommelsen er ikke ærlig, hvad det angår. Jeg kan have meget klare visuelle erindringer, men følelsen forbundet med de øjeblikke er mere generelle. Hvis jeg tænker over de mest smertefulde øjeblikke, jeg oplevede, så er de repræsenteret i filmen, men når jeg tænker på lykkelige og glade minder, fra jeg var meget lille, så er det forbundet med selve livet i vores køkken, for der var megen omsorg. Det handlede om at blive værdsat som barn.«

Filmen er først og fremmest fortalt fra barnepigen Cleos perspektiv. Der er en scene i filmen, hvor moren, Sophia, der er midt i en skilsmisse, siger til hende: »Kvinder er altid alene«. Er det din erfaring?

»Det ville være indbildsk af mig at tro, at jeg kan svare på det. I 1970erne var det at blive skilt i Mexico, ligesom hvis man blev skilt i USA i 1930erne. Det var en skamplet. Der blev set ned på en kvinde, der ikke kunne holde sammen på sin familie. Jeg husker, at min mor var fuldkommen fortabt, og at hendes bror kun bebrejdede hende. Jeg fortalte altså om to kvinder, som jeg kendte. Men det ville være indbildsk af mig at generalisere om kvinders oplevelser og erfaringer. Jeg er ikke kvinde. Set udefra kan jeg selvfølgelig se, at det uden tvivl, rent socialt er meget mere udfordrende at være kvinde end mand. Jeg synes, at det ville være absurd at benægte det.«

Barnepigen Cleo og moren Sophia er altså i fokus. Men det er især barnepigen Cleo, som de fire børn i filmen har et nært forhold til. Hvorfor det?

»En hushjælp har mange forskellige roller. De vasker, gør rent, laver mad og går på indkøb, men de overtager også mange gange forældrenes roller. De bliver også bebrejdet og straffet for, hvad der sker i hjemmet. Jeg voksede op i dette miljø, og jeg var så velsignet, at Libo, som karakteren Cleo i filmen er baseret på, blev en del af mit liv, fra jeg var en måned gammel. Jeg kaldte hende mor, og det gjorde mine søskende også. Da vi blev lidt ældre, så var det ikke længere »mor« – så var det: »Jeg vil giftes med dig«. Men det var først, da jeg lavede denne film, at jeg begyndte at kende Libo i form af Cleo, og det er ikke, fordi hun var hushjælp, men fordi man som barn ikke ser de mennesker, man elsker, som dem, de i virkeligheden er. Ens mor er ikke en kvinde med et sexliv, drømme og håb. Det ønsker man ikke at tænke på. Man ønsker kun at tænke på den del, der er forbundet til en selv. Under denne proces er jeg blevet tvunget til at se hende som en kvinde – som en kvinde, der kom fra en anden social klasse, der ikke havde mange privilegier og var fattig.«

Havde du flere af den slags åbenbaringer?

»Jeg optog en scene, hvor min far forlader min familie, og jeg har altid bebrejdet min far. Men her gik det pludselig op for mig, at denne mand følte, at han var ved at blive kvalt. Det betyder ikke, at han ikke var egoistisk, men jeg havde aldrig set det fra den synsvinkel og forstået, hvad han følte.«