Rokoko Classic: Iskiaspatienter skammer sig: Vi fortæller folk, at vi er fulde

Mennesker med iskiassmerter begrunder ofte deres opførsel med et alkoholmisbrug. Men måske kan kommissionsformand Jean-Claude Junckers ærlighed være med til at bryde tabuet.

20BKUBELGIUM-EU-COMMISSION-.jpg
Jean-Claude Juncker. Olivier Hoslet/EPA Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Forleden var Anton J., hvis fulde navn er redaktionen bekendt, til en større konference i udlandet. Den første dag kom en kvinde hen for at vise ham, hvor han skulle holde sit oplæg.

»Pludselig kan jeg mærke, at min iskias begynder at te sig. Det jager ned i mit højre ben, og idet jeg skal give kvinden hånden, ryger begge mine arme op på hver side af hendes hoved, så hendes hår flyver til alle sider. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre, for mine hænder kan ikke komme ned igen, og jeg ender med at give hende et akavet kys på kinden,« siger Anton, der har døjet med iskiassmerter i knap ti år.

Som mange andre iskiaspatienter skammer Anton sig over sin lidelse og de pinlige optrin, som den forårsager. Han finder derfor på undskyldninger for, hvorfor han eksempelvis purrer op i fremmede menneskers hår eller giver dem umotiverede lussinger.

»Jeg ringer tit folk op, efter at noget pinligt er sket, og fortæller dem, at jeg var voldsomt beruset, og at jeg har et alkoholproblem. Det forstår de som regel godt og kan sagtens tilgive mig,« fortæller Anton, der dog har svært ved at tilgive sig selv.

»Det er ubehageligt at lyve konstant, fordi skammen over min ryglidelse er så stor. Men jeg trøster mig med, at vi er mange derude, og at en mand som Juncker ikke skammer sig.«

Anton J. henviser til kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der flere gange har stået offentligt frem og talt om sine iskiassmerter.

»Jeg har tit kigget på ham og tænkt, at når en mand i så høj en stilling kan indrømme, hvordan det virkelig står til, kan jeg også sige sandheden og bryde tabuet,« siger Maria, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt, og som tidligere er gået langt for at skjule sin ryglidelse.

»Jeg opholdt mig i seks uger på et afvænningscenter for alkoholikere, selvom jeg næsten ikke drikker. Det var ikke sjovt at være væk fra mine børn så længe, men alternativet var at fortælle dem, at deres mor altså døjer med iskias. Det kunne jeg ikke byde dem.«

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 18/12 2018)

Forfatterkommentar af Marta Sørensen:

Nu hvor Jean-Claude Juncker er på vej ud af vagten, synes jeg, vi skal mindes den 64-årige luxembourger og hans høje underholdningsværdi. Hvem finder på at hilse på et internationalt udvalg af politikere ved at smaske dem i hovedet? Hvem siger hej til en kvindelig kollega ved at lege lidt med hendes hår? Jean-Claude!

Intet kunne ligge mig fjernere end at antyde, at hans særprægede fetich for den taktile hilsen har med andet at gøre end pludselige iskiassmerter. Derfor er det nok meget godt, at Jean-Claude nu forhåbentlig får godt med tid til at smække benene op og nyde sine formelt set lovligt beskattede penge.