Ringen, som gav mit nytårsforsæt mening

Maise Njor Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er da ikke farmors ring - den tilhørte Frk. Moritz, hendes veninde, som var i koncentrationslejr under krigen,« siger min mor. Jeg kigger på min hånd, og den ring, som lige før var et dejligt minde, er nu noget andet. Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg har lyst til at gå med den ring, jeg minutter inden havde bedt min mor om at sætte en sten i, der, hvor der manglede. Forkælet 2016-menneske beder sin mor om tilskud til at fuldende ringen, for at den kan se pænere ud på min finger. Men pludselig husker jeg Frk. Moritz.

Jeg vel fem år, og min farmor tog mig med til et plejehjem for at besøge Frk. Moritz. Der var et gråt plastic-gelænder hele vejen langs den lange gang, og fordi jeg kedede mig, kørte jeg hånden på gelænderet ned til enden og tilbage igen. Og igen og igen. På et tidspunkt passerede jeg Frk. Moritz’ værelse, og hørte hende sige ”Hvis jeg havde haft en kniv, havde jeg gjort en ende på mit liv”.

Jeg ved ikke, om det var livet på plejehjemmet eller livet som sådan, der plagede den gamle dame. Men jeg husker historien om, at min farmor passede Frk. Moritz’ lejlighed, mens hun og hendes bror var i Theresienstadt. Som om de var på ferie, og hun bare lige skulle vande blomster og lægge posten på køkkenbordet. Broderen kom hjem fra koncentrationslejren i en æblekasse. Altså, hans knogler blev sendt hjem i en kasse lavet af træ, og det går op for mig, at det er derfor, jeg altid har fået kuldegysninger, når jeg passerede en kasse fra Aarstiderne i en opgang.

Jeg kan godt regne ud, at Frk. Moritz ikke har haft ringen med i koncentrationslejren, for så var den ikke kommet med tilbage, men så har den nok ligget og ventet på hende, til hun kom hjem.  Allerede før jeg kendte ringens egentlige historie, var den lidt sær og anderledes, og ligner ikke andre smykker, jeg har set. Den har en smuk, sjov form, og den hænger fast i alt, men jeg gik med den fordi jeg troede, at det var min farmors. Nu viser det sig, at det var en andens. Der sidder en bittelille diamant i toppen, og i midten mangler der en sten. Der er bare et rundt hul. Et nul og niks. Sådan som jeg føler mig, når jeg ser på verdenshistorien. Jeg har i hvert fald aldrig haft nogen forhåbning om, at jeg kan gøre en forskel overhovedet.

Min mor har fortalt, hvor fantastisk det var at få syet en konfirmationskjole af en faldskærm under krigen, min far har fortalt, hvordan han og de andre drenge i gården på Bispebjerg gik rundt og sang ”Under Hitlers røde rumpe lægger vi en fosforbombe, hør hør hør, jeg er sabotør”. Min farmor, som døde som hundredårig, fortalte, at hun havde gemt sine børn og sig selv i en lys-skakt, da nazisterne skød på Frederikssundsvej. Jeg har hørt historier om Anden Verdenskrig, men indtil nu var de meget fjerne fra mig.

Jeg kigger på ringen nu. Og bliver enig med mig selv om, at den skal blive på min finger. Den har tilhørt en kvinde, som helt sikkert har oplevet ubeskrivelige rædsler, men det betyder ikke, at det er en ring, som er fuld af ondskab. På anden finger fra venstre sidder på årets sidste dag påmindelsen om, at jeg er en del af historien. Og om, at hvis ikke vi er i stand til ligefrem at elske vores næste, så kan vi i det mindste behandle dem med respekt.

Folk laver nytårsforsæt om, at de skal tabe sig eller holde op med at ryge eller få styr på deres økonomi. Man laver som regel forsæt for sig selv, men jeg har egentlig aldrig oplevet, at jeg blev tyndere i løbet af året, fordi jeg den 31. december lovede mig selv at gå på kur. Jeg har aldrig holdt et nytårsforsæt mere, end to uger, og de har aldrig handlet om andet, end noget stærkt navlepillende. Men jeg beslutter, at den her ring og dens krummelurer og spidse kanter hver dag skal minde mig om, at jeg vil reagere, hvis jeg oplever nogen, der ikke behandler andre med respekt, uanset hvor de kommer fra. Jeg føler mig meget almindelig, og jeg har ikke nogen forhåbning om, at jeg kan ændre verden eller historien. Men selv en lille prik har vel lov til at råbe op i ansigtet på uretfærdighed. Det vil jeg gøre for ringens tidligere ejer. Det skal være mit nytårsfortsæt.