Ringen er sluttet

Fingerringe er in igen. Både de fashionable og de mere flamboyante til millioner af kroner. Vi fortæller fingerringens historie.

Diamantelskende Elizabeth Taylor til d. 42. oscar-uddeling iført Taylor-Burton-diamanten på 69,42 carat som halskæde.<br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

En ring med overmenneskelig kraft er »hovedperson« i J.R.R. Tolkiens »Ringenes Herre«. Wagners mastodontværk »Nibelungens Ring« har også en magisk ring som omdrejningspunkt. Bare for at nævne et par ringe i den fantasifulde ende. I den virkelige verden går fingerringens historie flere tusinde år tilbage og ser nu ud til at blive efterårets mest moderigtige smykkekategori. Det tyder kollektioner fra modehuse som Christian Dior, Chanel og Hermès på samt oprustning fra deciderede smykkefirmaer som franske Cartier, engelske Graff og italienske Bvlgari. Også firmaer med oprindelse i andre fag, f.eks. urfirmaet Omega og fyldepensproducenten Montblanc, vil have deres bid af kagen og er de seneste år begyndt at producere smykker, ikke mindst fingerringe.

At fingerringen er det største hit er der en del oplagte grunde til: Halskæder og øreringe er mest til glæde for tilskuerne. Armbåndet kommer let i vejen og larmer mod bordkanten. Fingerringe, derimod, er perfekte, idet både tilskuer og bæreren selv kan nyde synet af dem. Fingerringe kan faktisk ende med at være en forlængelse af ens personlighed i en sådan grad, at man næsten »føler sig nøgen uden sine ringe«, som den danske smykkedesigner Charlotte Lynggaard har udtrykt det.

Litterært er det som oftest ringe, der tillægges magiske kræfter i eventyr og fortællinger, for cirklen er den fuldendte form sjældent hører man om magiske brocher! I virkelighedens verden signalerer ringe sociale værdier og værdighed, status, magt, rang og rigdom, fordi ringe vanskeliggør manuelt arbejde, så kun konger og dronninger kunne gå med dem uden selv at komme til skade eller ødelægge ringene. Ringen er således også den hurtigste måde til symbolsk at overføre kongelig værdighed på, nemlig ved overdragelsen af ringen.

En ring kan fortælle om bærerens profession: Paven har en rubinring som tegn på sin værdighed, biskopper bærer safirringe og kardinalerne ametystringe. Ringe siger noget om ejermandens æstetiske valg, for der er selvfølgelig gået mode i ringe tænk på designeren Karl Lagerfeld, der ikke kan bevæge fingrene uden at det klirrer. Og ringe har praktiske formål f.eks. en signetring med et segl, det kan være en families våbenskjold, som blev brugt til at forsegle voks på breve med.

Endelig knytter en ring kærlighedsbånd at tage imod en ring er det samme som at acceptere en forpligtelse: Eksempelvis en alliancering fattet med fem-syv ædelstene, en forlovelsesring, som ofte har en solitaire-fatning af en enkelt ædelsten, og ultimativt vielsesringen, som traditionelt er et enkeltmetalbånd. Dog er det nyeste påfund inden for vielsesringe anderledes: »Eternity«-ringe med diamanter hele vejen rundt om fingeren.

Hertil kommer ringes symbolske signalværdier om uddannelse. Visse colleges i USA forsyner deres afgangsstuderende med en »klassering«/universitetsring. I sportens verden, i bl.a. »Superbowl«, får hvert holdmedlem en kæmpe fingerring som en del af førstepræmien.

Historisk er det svært at tidsbestemme fingerringens oprindelse, for de har mere eller mindre altid eksisteret. Da mennesket begynder at smykke sig selv, bliver ringe med det samme in. Egypterne foretrækker allerede i år 3100 før Kristus guld og kobber til deres fingerringe, men afholder sig i det store og hele fra at besætte deres fingerringe med ædelsten, der gemmes til andre smykker og formål. Inderne sætter på samme tid pris på diamanter så meget, at de end ikke sliber stenene, fordi de prioriterer at bevare stenens vægt. De finder også ud af, at diamanterne er uforlignelige ridseredskaber og monterer diamanter på ringe med en spids pegende opad, så de også kan have praktisk brug ud af fingerringene, som naturligvis har været forbeholdt de rigeste. Vores egne vikingeforfædre både mænd og kvinder bar også ringe, ofte udformet som en slags abstrakte sølvreb, der blev brugt som betalingsmiddel, hvis man lige stod og manglede klingende mønt.

På malerier fra renæssancen og barokken ses kvinder og mænd ikke kun med ringe inderst på fingeren, hvor fingeren møder håndryggen, men også højere oppe ad fingrene, f.eks. ved det første fingerled, og med adskillige ringe på hver finger og hvert led. I renæssancen var det almindeligt at bære otte-ti ringe ad gangen, og hvis man havde flere ringe, end man havde fingre, var det dengang populært at sy ringene fast til ærmer eller hatte. Alternativt brugte man ringe som vedhæng på halskæder noget, der siden har gjort et modemæssigt comeback i tv-serien »Sex and the City«.

Der findes adskillige farverige historiske personligheder, som har udvist særlig stor dokumenteret begejstring for ringe. En venetiansk ambassadør ved det engelske hof har beskrevet den engelske konge, Henrik VIIIs (ham med alle konerne og magten fra 1509-1547) kærlighed til fingerringe: Efter Henriks død blev der optalt intet mindre end 234 fingerringe. Senere viste dronning Elizabeth I sig som en sand datter af sin ringelskende far. Hun havde samme præference, om end hun også blev kendt for sine perlehalskæder. At hun har elsket perlerne højere end ringene, er der også en del beretninger om, for Elizabeth havde til tider en temmelig lemfældig omgang med sine fingerringe. Visse apokryfe historier fortæller, at hun uddelte fingerringe som tegn på sin hengivenhed over for modtageren, og at modtageren kunne påkalde sig en tjeneste ved at tilbagelevere en ring, hvorefter Elizabeth altid meget belejligt glemte at honorere sine selvpåførte forpligtelser bagefter.

En anden Elizabeth, som mere har haft titel af diva end dronning, med efternavnet Taylor, har også været bidt af smykker. Elizabeth Taylors ægtemand af flere omgange, skuespilleren Richard Burton, forærede hende smykker ved enhver given lejlighed. I 1969 blev det bl.a. til en diamantring med en vægt på 69.42 carat, som blev opkaldt efter parret (»The Taylor-Burton Diamond«). Men selv for Elizabeth Taylor var ringen altså for stor en mundfuld, og hun fik derfor det franske smykkehus Cartier til at fatte diamanten i en halskæde, som hun bar flittigt.

I løbet af det 19. og 20. århundrede aflægger kvinder langt de fleste ringe, og mændene skaffer sig af med ca. 99 pct. af de ringe, de tidligere har brugt. Selv om signetringe sjældent bruges til deres oprindelige formål i dag, bedømmes kategorien som en af de få, som »rigtige« (forretnings-)mænd stadig har lov til at gå med. Alt i alt fristes man til at hævde, at det nærmest er gået tilbage for os rent æstetisk i dag, fordi man sjældent ser mere end maksimalt fem-seks ringe på en kvindes hænder, og næsten ingen på mændenes.