Rige franskmænd lovede at give millioner til Notre Dame. Men pengene er ikke ligefrem strømmet ind

Rige franske familier og firmaer lovede milliarder til genopbygning af Notre Dame, men foreløbig er kun 10 procent doneret.

Mennesker foran Notre Dame den 16. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: SRDJAN SUKI

Efter Notre-Dames brand 15. april i år meddelte rige franskmænd, at de ville give millioner til genopbygning af den historiske bygning i hjertet af Paris. Disse bidrag er stort set udeblevet, beretter det franske nyhedsbureau France 24. I stedet strømmer det ind med mindre bidrag fra almindelige franskmænd og amerikanere. Disse små bidrag er med til at betale regningerne for genopbygningen, som allerede er sat i gang, og hvor 150 arbejdere er ansat.

Andrè Finot er talsmand for Notre Dame og siger til nyhedsbureauet AP: »De store donorer har ikke betalt. Ikke en krone. De ønsker at vide præcist, hvad deres penge vil blive brugt til. »Realiteten er, at mindre end 10 procent af de millioner, der blev lovet, er blevet betalt,« sagde den franske kulturminister Franck Riester i sidste uge. Kun ca. 700 millioner kr. af de ca. 6 milliarder, der blev lovet, er betalt. Katedralens tag er stadig skrøbeligt og kan risikere at styrte ned, advarede kulturminister Franck Riester i sidste uge.

Godt syv milliarder blev lovet af nogle af Frankrigs rigeste familier og firmaer, som var ivrige efter at overbyde hinanden kort efter branden. I den offentlige debat i Frankrig blev der rejst kritik af disse familier og firmaer for at være mere interesserede i deres egen forfængelighed end egentlig at genrejse Notre Dame.

François-Henri Pinault, der er direktør for Kering Company, der ejer Gucci og Yves Saint Laurent, lovede 700 millioner. Direktør Bernard Arnault , der ejer både Louis Vuitton og Dior lovede 1,5 milliarder. Og samme beløb blev lovet af  Bettencourt Schueller Foundation, der ejer  L'Oréal. Denne gavmildhed blev ikke taget nådigt op af De gule Veste, der kæmper en kamp for de dårligt stillede franskmænd. Mange spurgte, ifølge AP, hvordan disse selskaber havde råd til kæmpebeløb i gaver, når mange franskmænd får ringe løn.

En talsmand fra Kering Company erkender, at Pinault-familien endnu ikke har betalt en krone: »Vi er villige til at betale, hvis vi får en anmodning med klar kontraktlige forhold.« Lignende udsagn kommer fra de andre rige familier og firmaer, der dog lover, at pengene nok skal udbetales, når planerne for genopbygningen bliver konkrete. Kulturminister Riester siger: »Der er muligvis donorer, som har lovet at give, men i sidste ende ikke vil. Men de fleste - og det er helt normalt - vil give efterhånden som arbejder skrider frem.«

Olivier de Challus, der er en af katedralens arkitekter, siger, at der stadig er så mange tvivlspørgsmål om reskonstruktionen, at det forklarer donorernes venten. Han peger på, at man endnu ikke ved, hvordan bygningen egentlig har det, og hvor meget arbejde, det kræver.