Rasmus Nøhr: Det bedste råd kom fra Thomas Helmig

Hans største last er »kvinder, druk og hash« - og han slapper bedst af med tegneserier. Mød her sangeren Rasmus Nøhr, der øjeblikket er i gang med sin turné i Danmark.

Rasmus Nøhr Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjoern Vejloe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mit kæreste eje er

min guitar. Det er en Gibson jubilæumsmodel, som jeg nok har spillet 1.000 koncerter med. Jeg er fuldstændig afhængig af den. Det var en af mine venner, som havde købt den for en del år siden. Da jeg skrev min første pladekontrakt fik jeg indføjet i kontrakten, at de skulle købe lige præcis den guitar af min ven, det gjorde de, og lige siden har den været min.

Jeg vil gerne møde

Kim Larsen. På et tidspunkt spurgte Kim Larsen trommeslageren fra mit band, om han ville spille trommer på en kommende plade. Senere, da jeg skulle bruge nogen til kor på min plade »Fra Kæreste Til Grin«, var jeg så kæk at spørge Kim Larsen. Jeg syntes, han skyldte mig lidt. Han sagde ja, men på den betingelse, at han måtte tage Wili Jønsson fra det gamle Gasolin med. Så de to er med som kor - det er jeg da hamrende stolt af.

Jeg træner

ved at svømme. Jeg begyndte for seks år siden i Vesterbro Svømmehal, hvor jeg lærte at crawle, det tog mig ret lang tid at lære. Jeg kan lide den modstand, jeg møder i vandet sammen med en behagelig form for udmattelse. Samtidig er vandet et sted, hvor jeg er helt væk fra alt muligt andet, jeg er i gang med.

Sidst jeg gjorde nogen glad

var da jeg forleden modtog en mail fra en pige, der havde hørt en af mine sange, som handler om at miste et andet menneske. Men den handler også om gradvis at vende sin sorg til noget andet og mere varmt. Pigen havde mistet sin far en uge tidligere, jeg har selv mistet min far, og det tog mig syv år at komme mig nogenlunde. Det var meget lang tid.

Min bedste madoplevelse

havde jeg sammen med min gode ven, kokken Rasmus Kjær. Han har været årets kok, og han har også vundet DM i smørrebrød her i 2013. Vi sad hjemme i mit køkken, og fik bøf og vin og var sådan nogle rigtige urmænd. Så talte vi lidt om Rasmus’ kærlighedsproblemer og om mit liv, hvor jeg altid er på farten.

Det næste jeg køber er

en billig Nokia telefon. Jeg er en klovn til telefoner og mister dem hele tiden, så jeg kan ikke have en dyr iPhone. Jeg aner ikke, hvor mange telefoner, jeg har haft. Den Nokia-telefon, jeg har nu, kan ikke skrive sms’er – eller den kan kun skrive ok eller en smiley. Det er egentlig meget praktisk, når jeg lige tænker over det.

Jeg vil gerne rejse til

Sydamerika og køre på motorcykel. Der er noget ultimativ frihed over motorcykler, nu har jeg heller ikke kørekort til bil, så det giver jo lidt sig selv. Jeg håber, vi kan slutte af i Buenos Aires, hvor jeg som noget af det første vil gå i gang med at lære at danse tango. Det er ikke noget, jeg bare siger, jeg GØR det.

Min største last er

Kvinder, druk og hash. Hvad skal jeg sige? Der er ikke noget formildende ved noget af det. Jeg kan kun sige, at jeg prøver at begrænse det.

Det bedste råd, jeg har fået

er fra Thomas Helmig. Han sagde engang i et interview, at musikere og komponister kun bør skrive de sange, der selv vil skrives. Jeg ved ikke, om det giver mening for folk, der ikke selv skriver musik. Men jeg har taget det råd til mig. Man skal nøjes med at skrive de rigtig gode sange og lade alle de andre være.

Det menneske der har gjort størst indtryk på mig

er min mor. Hun kan til stadighed overraske mig. Hun er både klog og cool og har et utroligt fint pejlesystem, som lige kan pejle sig ind på, hvad der sker. Jeg har en fornemmelse af, at vi ligner hinanden meget, og at hun også bakser med nogle af de samme ting, som jeg selv gør. Derfor lytter jeg meget til, hvad hun siger.

Jeg slapper bedst af med

at læse tegneserier. Især hvis der er et godt lokum i nærheden, behøver jeg sige mere? Jeg har altid læst mange tegneserier, Tin Tin er stadig konge, men de senere år har jeg mest været til »Corto Maltese« og »Modesty Blaise«.