Pynteprinsesse

Hendes smykker er en blanding af jugendstil og new rave, og så elsker hun ting, som glimter. Nok er hun datter af Jean Voigt og Maria Sander, men i dag har hun skabt sit eget navn, sin egen butik, sin egen stil og så er hun noget for sig selv.

Zarah Voigts nyeste kollektion: Harlequin, som har 3D-effekt. En halskæde koster mellem 650 og 3000 kr. Fold sammen
Læs mere

Guldglimmeret funkler i solen foran døren til Zarah Voigts butik. Indenfor er der mere dunkelt, nærmest som en hule. Væggene er lakket sorte og møblerne ligeså. Klassisk violinmusik og en duft af vanilje fuldender fornemmelsen af at have bevæget sig ind i en anden verden. Der er tænkt på det hele. Zarah slår de tunge, sorte fløjlsgardiner til side og kommer til syne fra baglokalet.

»Lige et øjeblik,« siger hun undskyldende og peger med den ene hånd på mobiltelefonen, som hun holder op for øret med den anden. Hun forsvinder igen.

Rundt langs væggene i det lille lokale ligger alle hendes smykker i store glasmontrer. Her er alt fra farvestrålende hunde i guldkæder til mørke, gotiske nøgler. Inde bag glaspladerne står der også plastik-krager og laboratorieglas med sorte væsker. I vinduet ud til gaden er der dækket op med kunstige kager og isvafler samt smykker, som minder om konfetti og slik.

Tæppet går igen til side, og Zarah kommer ud med en lille bakke. Hun er iført høje hæle, en sølvgrå kjole, og i det røde hår sidder et enormt sølvsmykke lidt på skrå.

»Vil du have portvin, kaffe eller måske champagne?« spørger hun med et smil, imens hun stiller bakken på et lille bord.

Portvinen er åbenbart slet ikke til diskussion.

»Skal vi lige skåle inden vi starter?« siger hun og fører det lille glas op til de knaldrøde læber.

Zarah med tryk på det sidste a bærer efternavnet Voigt efter sin afdøde far, den berømte multikunstner, modemand og scenograf, Jean Voigt. Også Zarahs mor, modeskaberen Maria Sander, er en berømt og anerkendt designer, som laver haute couture-kjoler til Københavns velhavende kvinder.

Den sociale arv fornægter sig ikke. Zarah Voigt, som fortæller, at hun spiste pallietter som barn, er stolt af sine forældre, sin arv og sit navn, men den 31-årige kvinde har efterhånden skabt sig sit eget navn i branchen.

»Jeg er superstolt af mine forældre. De var og er mestre,« fastslår hun.

Om presset og forventningerne siger hun:

»Det er ikke sådan, at jeg tænker, at nu skal jeg være lige så god som dem. Hvis jeg havde lavet det samme, ville jeg nok lidt have følt det.«

Da Zarah Voigt var 16 år, kom hun i lære hos sin far som scenograf, og sammen nåede de at lave adskillige udstillinger og to store teateropsætninger, inden faderen døde i 1996. Siden arbejdede Zarah Voigt som freelancer i teater- og modebranchen. Men trods succes trådte hun ud af sin fars fodspor og sit liv som scenograf og stylist for at hengive sig til smykkerne, som hun har lavet, siden hun var helt lille.

»Teaterverdenen var lidt for støvet. Jeg følte mig ikke rigtig på hjemmebane,« fortæller Zarah Voigt.

Men hun har taget scenografi-lærdommen med over i sine smykkedesigns.

»Jeg går meget op i helheden, når jeg laver et smykke. Jeg tænker over alt. Linjer. Farver. Materialer Alt. Smykket skal helst fremprovokere en følelse eller en stemning. Det skal ikke bare være flot,« forklarer hun.

For fem år siden åbnede hun sin egen butik i Vendersgade, og fire år senere kunne hun byde sine kunder på portvin i mere luksuriøse lokaler på/i Gammel Mønt i indre København.

»Mange tror, at det har været nemt, fordi jeg har det navn, jeg har. Men jeg er startet helt fra bunden og har taget det skridt for skridt nogle gange har det været på»motorvejs-trappen«, og andre gange er det gået langsomt,« siger hun og tramper henholdsvist hurtigt og langsomt i gulvet.

»Nu skal du altså også nå at spise en kage,« udbryder hun og peger med sortlakerede negle på det fint anrettede kagefad. På en lyserød serviet ligger fem små, nydelige konditorkager. Alt er i orden. Der er tænkt over det. Iscenesat.

Ind af døren kommer pludselig Nanna. Hun er en af de piger, som passer butikken og ordner andre praktiske ting for Zarah, når hun har travlt med at snakke med udenlandske indkøbere, agenter og pressen.

»Det har været rigtig svært at uddelegere opgaverne især når man synes, at man er bedst til det hele selv og gerne vil have fingeren med i alt,« siger hun og efterlader lidt læbestift på det langstilkede vandglas.

»Nanna hjælper også med regnskaber og sådan noget. Faktisk interesserer jeg mig meget lidt for alt det der business. Det er kedeligt,« griner hun og fortsætter: »Jeg vil hellere bare designe.«

Nanna iklæder sig Zarahs sløjfe-kollektion og er klar til at tage imod de kunder, som lokkes indenfor af de usædvanlige smykker, som hovedsagligt er lavet af plexiglas og ædelmetal.

Og der er tydeligvis brug for mange hjælpende hænder i den voksende virksomhed. Efter sidste uges modemesse er et hav af indkøbere og agenter blevet interesseret i Zarah Voigts to nye, ekstravagante smykkekollektioner, »Gothica« og »Harlequin«. Men hun sælger ikke til hvem som helst.

»Det må for Guds skyld ikke blive mainstream!« cementerer hun.

Derfor vil hun ikke sælge til flere danske indkøbere. Det er vigtigt for designeren, at smykkerne er eksklusive og specielle og kun ligger i nogle få butikker til gengæld skal det være de rigtige.

»Jeg kunne godt have tjent masser af penge og hus på Strandvejen og alt det der,« siger hun. »Men pengene interesserer mig ikke så meget. Fordi jeg har lagt mit navn til, så er jeg meget varsom hele tiden. Det er mit navn. Jeg kan ikke bare lukke fordi hov, nu blev det mainstream og sååbne en ny butik igen i morgen i et eller andet navn,« ræsonnerer hun.

I butikken findes broche til 350 kroner og unikke halsdekorationer til 15.000 kroner. Kunderne er både kvinder og mænd og i alle aldre.

»Jeg laver for det meste smykkerne ud fra, hvad jeg selv kunne tænke mig, og jeg bliver nogle gange overrasket over, hvem der køber mine smykker. Det er også folk, som slet ikke er ligesom mig.«

Den danske designer sælger allerede smykker i blandt andet Tokyo, Berlin og Rotterdam og Rekjavík, men nu tyder det på, at smykkerne også snart bliver at finde i amerikanske, spanske og norske butikker. Senere i dag skal hun mødes med nogle udenlandske indkøbere, fortæller hun.

»Men man skal også huske at trække vejret, at spise frokost og passe på sig selv,« siger hun vist mest for at minde sig selv om det. Hun kaster hænderne i skødet, retter sig helt op og suger en ordentlig portion vaniljeduftende luft ind for så at synke sammen igen i et stort suk.

Hun begynder at tale om sine smykker. Hun kan godt lide at fortælle små fantasihistorier om sine kollektioner, som alle har et tema og et navn. »Her har jeg lavet nogle hunde,« siger hun og peger på pangfarvede gravhunde med diamantøjne. »Men så blev de altså sultne, og så lavede jeg nogle kødben til dem.« Ved siden af hundene ligger armbånd af små bitte kødben sat sammen med guld. »Og her har de så spist dem alle sammen,« siger hun og holder en kæde med kun hunde frem igen.

Hun griner og fortæller videre om, hvordan hendes kollektion »Elixir« blev til. Det er noget med en troldmand, drømmeagtige væsker, røgskyer og krager. Zarah vifter med armene og laver gerne stemmen om, når hun skal forklare.

For to år siden fik Zarah og hendes mand, Claus Nørgaard, datteren Ella. Med en mand, som er kreativ chef på et stort reklamebureau og et liv som hendes, kan det være svært at få tid til at være en kernefamilie, men det er vigtigt for Zarah at give sin datter en tryg barndom.

Selvom Ella bliver passet i en vuggestue, med udvidede åbningstider, forsøger Zarah at sikre sig så meget tid sammen med sin »stjerne-pige« som muligt. Hun fortæller med en blanding af ængstelse og stolthed i stemmen, at den lille pige allerede slægter sin mor på.

»En tidlig morgen vågnede Ella og råbte på»erler, erler!« så nu har jeg altså gemt perlerne lidt væk derhjemme,« griner Zarah.

Hun ville dog ikke have noget imod, hvis datteren skulle få lyst til at følge i hendes fodspor, når hun blev ældre:

»Det er jo klart, at når man har en interesse for noget, vil man også gerne give den videre til sine børn. Ligesom mine forældre gjorde.«