Publikum sang det ord, han ikke måtte: Her er de bedste øjeblikke fra Eurovision-semifinalen

Tirsdag var der første semifinale til Eurovision Song Contest, hvis finale finder sted på lørdag. Blandt højdepunkterne var en sjofel, men nu censureret lettisk sang, og en sangerinde fra Litauen.

 
Se et klip af Citi Zēni synge »Eat Your Salad« i videoen her. Video: Eurovision Song Contest. Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmarks bidrag til årets Eurovision Song Contest, Reddi med »The Show« gik ikke videre fra årets første semifinale. Men Berlingske har samlet nogle højdepunkter fra gårsdagens semifinaleshow, hvor publikum i Torino spillede en stor rolle.

Blandt andet sang de et forbudt ord, som Letlands Citi Zēni ikke måtte synge.

Berlingskes sceneredaktør, Jakob Steen Olsen, indledte sin kommentar med beskrivelsen af de 12.000 tilskuere, der rejste sig for årets favorit, »Stafania« spillet af Kalusch Orchestra fra Ukraine, og den video kan du se længere nede i artiklen.

En anden fanfavorit var førnævnte Letlands Citi Zēni med sangen »Eat your salad«, men til manges store skuffelse, kom de ikke videre. Eurovision-forummet på Reddit, der har 73.000 medlemmer, flyder over med memes, der viser skuffelsen, og enkelte, der laver sjov med Eurovisions censur.

Spiser ikke kød, men grøntsager og (...)

»Eat Your Salad« er en halvlummer sang om at være klimavenlig vegetar. Sangens indledende strofe indeholdt et bandeord, som man ikke må sige eller synge til Eurovision Song Contest, hvilket forsangeren Jānis Pētersons har ærgret sig over til DR.

Her siger Jānis Pētersons, at han ikke ønsker at fornærme nogen, men at han endnu ikke har mødt nogen, der blev fornærmet over sangteksten.

»Men omvendt er vi her heller ikke for at gøre alle tilfredse, og vi vil gerne rykke grænserne for, hvad man kan synge om – også på Eurovision-scenen,« sagde Jānis Pētersons til DR inden showet.

Heldigvis kunne publikum hjælpe med ordet, som faldt i strofen: »I don't eat meat, I eat veggies and …«, sang forsangeren og rakte mikrofonen ud mod publikum, som råbte »pussy«.

På dansk betyder det altså, at den klimavenlige lette ikke spiser kød, men hellere indtager grøntsager og udfører oralsex på en kvinde. Til information udleder oksekød ifølge Samvirke 139 kilo CO2 per kilo kød, mens kartofler udleder to kilo CO2 per kilo kartofler. Det har ikke været muligt for Berlingske at finde CO2-udledningen for den førnævnte lagenaktivitet.

Du kan se øjeblikket i videoen ovenfor.

Kørte den hjem på charmen

Letlands baltiske nabo, Litauen, gik derimod videre. Der havde op til showet været palaver om, at Monika Liu fra Litauen ikke kunne stille op med det sceneshow, hun havde tænkt sig. Det skyldtes tekniske problemer hos de italienske arrangører, skrev Eurovisionfun.com, Der skulle have været en stor, roterende og lysende sol, der skinnede bag Monika Liu, mens hun sang »Sentimentai«, men den kunne man ikke få til at virke.

Monika Liu stod derfor noget alene, men måske var det den vuggende charme uden ret megen produktion rundt om sig, der gjorde, at hun alligevel blev semifinalens publikumsfavorit og gik videre med sin sang.

Lige efter, det blev annonceret, at Monika Liu gik videre, løb hun hen til lettiske Citi Zēni og trøstede dem, skriver en bruger på Reddit, som har lagt en video op af det.

12.000 mennesker rejser sig op

Den helt store favorit til at vinde finalen på lørdag er Kalush Orchestra fra Ukraine med sangen »Stefania«.

Under sangen rejste samtlige 12.000 tilskuere fra hele Europa sig op i Torinos PalaOlimpico-arena og brød ud i en imponerende fælles tilskyndelse, som Jakob Steen Olsen beskrev det. I det øjeblik, Ukraines sang ved årets Eurovision Song Contest sluttede sine tre minutter, løftede taget sig i en kollektiv eksplosion af sympati, der overskyllede repræsentanterne fra det krigshærgede land.

»Tak fordi I støtter Ukraine,« sagde et af medlemmerne af gruppen Kalusch Orchestra, inden Eurovision-producenterne besluttede, at man skulle videre i programmet.

»Det løftede taget i PalaOlimpico! Man skal være lavet af noget specielt for ikke at blive berørt af stemningen, når en hel sal stopper op og klapper i takt af Ukraine,« sagde en af kommentatorerne på DR.


Anden semifinale er torsdag klokken 19 og finalen finder sted lørdag. Begge show begynder 21.00 og kan ses på DR1 eller streames på DR-TV.