Forfatter Merete Pryds Helle vil ikke længere være rektor på Forfatterskolen. Men det ville hun i 2015, da Forfatterskolen endte med at ansætte Jeppe Brixvold. Nu fortæller den prisbelønnede forfatter, at hun var »sur« over, at Jeppe Brixvold fik stillingen frem for hende.

»Jeg havde bedre kompetencer,« siger hun til Berlingske.

Merete Pryds Helle, der modtog De Gyldne Laurbær for sin bestseller »Folkets Skønhed« fra 2016, var en af de 55 forfattere, der stod bag det omdiskuterede brev, som opfordrede Forfatterskolens bestyrelse til at iværksætte en undersøgelse af de »vedholdende rygter« om sexchikane og upassende opførsel, som ifølge de 55 forfattere verserer om skolen.

Forfatterskolen etablerede i slutningen af oktober en whistleblower-ordning på baggrund af brevet, og samtidig valgte bestyrelsen at afskedige daværende rektor, Jeppe Brixvold.

Den 17. november 2018 skrev Merete Pryds Helle et skarpt debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvori hun omtalte miljøet på Forfatterskolen som en »(...) dysfunktionel familie, hvor de svageste bliver spillet ud mod hinanden, og alle er tavse om problemerne udadtil.«

Debatindlægget fik Marianne Stidsen, der er lektor på Københavns Universitet og tidligere medlem af Forfatterskolens bestyrelse, til at reagere i et andet debatindlæg i samme avis:

»Det er uvederhæftigt, når forfatter Merete Pryds Helle i sin klumme om Forfatterskolen her i avisen i lørdags undlader at fortælle Kristeligt Dagblads læsere, at hun ikke alene har været medunderskriver af, men efter alt at dømme også primus motor bag det brev med løse rygter og diffuse anklager,« skrev Marianne Stidsen.

Berlingske har talt med Marianne Stidsen, der sad i Forfatterskolens bestyrelse, da Jeppe Brixvold blev ansat. Hun kalder fyringen af den daværende rektor på Forfatterskolen, Jeppe Brixvold, for »fuldstændig urimelig«. Marianne Stidsen mener ikke, at de mange rygter om skolen er sande, men at nogle forfattere selv skaber dem og fører en kampagne mod Brixvold. Heriblandt forfatteren Merete Pryds Helle, der selv ansøgte om rektorstillingen i samme ansættelsesrunde som Brixvold selv.

»Balladen opstod, fordi en gruppe forfattere var sure allerede fra det øjeblik, hvor Brixvold blev ansat. De skrev ophidsede debatindlæg og kastede om sig med beskyldninger, heriblandt Merete Pryds-Helle. Faktisk startede hun med at sprede rygter og sladder om ham allerede inden, han blev ansat, dvs. mens jeg selv sad i bestyrelsen. Hvad jeg kan huske, jeg var rimelig chokeret over. Man bør anklage dem, som rent faktisk er skyld i rygterne. Der er jo stadig ikke blevet nævnt en eneste konkret sag, som ikke er blevet håndteret. De er sure over, at han er en mand.«

Marianne Stidsen pointerer, at Merete Pryds Helle i sit debatindlæg skriver, at hun »nok« ikke vil søge stillingen igen.

Selvom Merete Pryds Helle selv mener, at hun ville have været en bedre rektor end Brixvold, anerkender hun, at det ikke er Brixvolds skyld, at bestyrelsen valgte ham fremfor hende.

»Han søgte et job, han fik det. Jeg søgte et job, og jeg fik det ikke. Længere er den ikke – og det er altså tre år siden. I dag er jeg lykkelig over, at jeg ikke blev ansat. Jeg vil aldrig igen ansøge om rektorstillingen på Forfatterskolen. Jeg beklager, hvis det har kunne misforstås i mit indlæg (i Kristeligt Dagblad, red.),« siger Merete Pryds Helle.

Men er det rigtigt, at du blev vred over, at bestyrelsen ansatte ham og derfor »kastede om dig med beskyldninger«?

»Jeg skrev et Facebook-opslag, som Brixvold blev sur over, og siden har han ikke hilst på mig. Hvis Marianne Stidsen skal være efter alle sure Facebook-opslag, som folk har skrevet, får hun travlt.«

Hvad var det for et opslag?

»Ja ... Der har jo været problemer, hvad skal jeg sige? Der har været problemer, som jeg mener, bestyrelsen bør have haft øje for dengang.«

Men hvad var det for et Facebook-opslag?

»Jeg husker ikke ordlyden, men det gør Marianne måske. Det er tre år siden, forestiller hun sig, at man ikke kommer videre? Jeg har jo et arbejde og et liv.«

Skal det forstås, som om du ikke har været imod Brixvolds ansættelse, og du ikke har kritiseret denne?

»Nej, jeg var sur.«

Hvad var du sur over?

»Det ved Marianne godt. Lad hende sige det.«

Hun siger, at du f.eks. var sur over, at Jeppe er en mand?

»Ej, det er jo latterligt. Jeg var med til at ansatte Pablo Llambias. Men jeg synes da, det ville være herligt at se, hvad der kunne ske med en kvindelig rektor.«

Så det handler ikke om køn?

»Nej, Marianne ved godt, hvad det handler om. Jeg synes, hun skal sige det.«

Men giver det ikke bedre mening, at det er dig, der siger det?

»Okay, jeg var sur, fordi jeg mente, at jeg havde bedre kompetencer. Dengang, de lagde stillingsopslaget op til rektorstillingen, stod der, at man skulle være i stand til at have et aktivt forfatterskab ved siden af stillingen. Der stod, at man skulle holde skolen levende i offentligheden. De kriterier mente jeg, at jeg levede bedre op til end Brixvold. Da jeg ikke blev ansat var begrundelsen blandt andet, at Brixvold havde afleveret en glimrende semesterplan. Men ingen af vi andre ansøgere var blevet bedt om at aflevere en semesterplan. Det gjorde mig sur. Sidenhen er jeg dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev ansat.«