Præstationsangst

Den driver os fremad med sin dundrende evighedsrytme: »Vær bedre, dygtigere, skab mere!«

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor

»Man vinder ikke sølv – man taber guld«, var der engang en Nike-kampagne, der lød. Og ifølge en undersøgelse, jeg lige har læst, så ser bronzevindere meget gladere ud på fotografier end dem, der fik sølv. For når du får en tredjeplads, så er du bare glad for, at du kom så langt. Sølvvinderne er sure, fordi de ikke vandt. Jeg stiller mig med glæde ved siden af de tre skamler og smiler.

Jeg synes, der er noget fint i at give op. I disse triatlon- og ironmantider kan det lyde provokerende at sige, at man hverken orker at kæmpe mod andre eller sig selv. Men jeg gider faktisk ikke. Det opdagede jeg en dag, jeg var ude at løbe med hunden, og pludselig stoppede op og tænkte, at skoven var meget pænere, når jeg så den i gå-tempo. Og at jeg i hundens ni leveår har hadet at løbe. Den er nu i hunde-år ca. 63. Ligesom jeg …

Hvorfor skal man altid skal være den bedste, den, der præsterer mest? Jeg har prøvet i ca. 329 hunde-år. Og nu vil jeg faktisk bare gerne drikke en kop te og spise kringle.

I mine 329 hunde-år har jeg virkelig prøvet at være den bedste til alting, som mor, kæreste, veninde, medarbejder, arbejder, som mig selv – og konklusionen er, at det kan man ikke. Jeg er nået frem til, at jeg kun kan være den allerbedste, når jeg er alene.

Hvis ingen kigger, kan jeg lave den sejeste parallelparkering, udregne mine indkøb præcist og før kasseapparatet, sige nogle virkelig sjove sætninger, og faktisk også danse. Når der er andre til stede, kommer præstationsangsten. Og mine tanker om, hvornår man er en succes.

Det er naturligvis Facebooks, samfundets og ens egen skyld – men hvorfor er man ikke bare en succes, hvis man selv synes, at man er det?! Hvorfor er man kun god, hvis andre roser eller anerkender en?

Problemet er i sidste ende, at angsten for ikke at være den bedste afholder én fra overhovedet at deltage. Men så har man jo tabt på forhånd!

Jeg kunne godt lære lidt af min hund, som ved Gud ikke har opfundet den dybe madskål, men til gengæld går til alle opgaver med optimistisk logrende hale.

Forleden kom den til at gå ind i en lygtepæl, og i et par sekunder så det faktisk ud, som om den var lidt flov. Men så rystede den sig og spurtede videre, klar til nye udfordringer, som den helt sikkert ville klare perfekt. Måske er det fordi, den får godbidder og ros, selv om den ikke griber bolden.

Hassan Preisler

Præstationsangsten er støbt af solide materialer: Lige dele frygt for at falde gennem maskerne i livsnettet og ramme bunden så hårdt, at ens ligegyldighed runger tilbage mod verden i al evighed; og rædslen for at dø i ensomhed uden at have efterladt andet indtryk end foragt i erindringen hos dem, man holdt i hånden, den tid, man var her.

Derfor er præstationsangsten altings motor. Den driver os fremad med sin dundrende evighedsrytme: »Vær bedre, dygtigere, skab mere!«. Sådan lyder det insisterende fra den, når vi overdrager os selv til selvtilfredsheden. »Du er dum, du er tung, du er unyttig!« supplerer den, hvis det er nødvendigt. Uden præstationsangsten ville vi alene være blæver-pocherede blommer svøbt i ligegyldighedens livsforagtende æggehvide.

Mine søvnløse nætter, hvor den projicerer for mig, hvor lidt jeg har nået, og hvor dårligt perspektivet er, byder jeg velkommen! Når præstationsangsten svinger mig rundt på dansegulvet i en vanvidstango for to, er jeg dens eftergivende dansepartner. Når dens gode venner, Selvkritik og Selvforagt, banker på, slår jeg døren op, åbner barskabet og tænder for musikken.

Og når gæsterne er gået, og den fører mig ind i sengen i sit livtag, lader jeg den trykke mine ribben, til de skal briste. Næste morgen vågner jeg forslået og udmattet. »Var jeg på ambitionsflugt i nat?« spørger jeg mig selv, og hvis jeg kan svare »Nej, ikke i nat!« så er alting godt.

For hvad ønsker jeg af det her liv? Det almindelige eller det ekstraordinære? Vil jeg føres frem mod afslutningen i adstadighed eller fuldt firspring? Vil jeg se mig i spejlet og tale sandt om, at tingene kan gøres bedre, eller vil jeg lyve mig op i mit åbne ansigt og sige »det er godt nok, Hassan«?

Jeg besidder ønsket om at blive en bedre forfatter: Mere modig, ærlig og ukrukket. En bedre ven: Mindre fordømmende, misundelig og selvoptaget. En bedre kæreste: Mere rolig, tilgivende og ædel. Og en bedre far: Mere indsigtsfuld, eftergivende og kærlig.

Og her kommer de – denne klummes breaking news: Det smerteløse findes ikke, og stræben efter den smertefri tilstand fører til den mest smertefulde af dem alle: Hovedløsheden. Så prøv det her, næste gang din præstationsangst vil ligge i ske med dig: Tryk din numse tæt ind til den og sig »Mmm!«