Præst mindes Yahya Hassan: »Vildt, at der kunne komme så skarpe diamanter ud af en omgang gylle«

Engang havde vi digtere hængende på væggen. Hvem hænger der nu? Polerede fodboldspilere med tatoveringer, bredkæbede amerikanske skuespillere med hvide tænder eller tynde piger med smukt hår, skriver præst Karsten Møller Hansen.

 
Yahya Hassan blev 30. april fundet død. Video: Maya Tekeli. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Inden I kommer med diagnoserne, familiebaggrunden og islamsnakken, så vil jeg gerne skynde mig at skrive: Yahya Hassan var en stjerne, en dirrende digterstjerne, en ordbokser, en rock and roller. Han var møglækker, hamrende maskulin, skidesjov, karismatisk, ufattelig dygtig og en vaskeægte klovn. Hvad er en stjerne? Det er én, man ikke kan glemme.

 

Digteren Yahya Hassan lukkede Bogforum i Bella Center søndag den 17. november 2019. Yahya Hassan er død. Han blev 24 år og efterlader sig et uudsletteligt aftryk på dansk litteratur, hvor hans debut gav ham stjernestatus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix/Arkiv.
Der kan sikkert skrives meget dårligt om manden, og alt det med islam er jo slet ikke uvæsentligt, men det må I tage jer af. For mig var han digter, og mine helte har alle dage været digterne, Rimbaud, Baudelaire, Keats og Byron. De ligger stadig på mit skrivebord og sengebord og i jakkelommen og i mine tanker. Ens helte vil man altid forsvare. Jeg er ligeglad med, hvad Yahya Hassan ellers har lavet. Jeg husker ham kun for det, jeg vil.

»Han spyede enhver endelse. Han kastede sætninger omkring sig, og da de endelig landede på rad og række i en bog, vidste jeg fra første sætning, at nu læser jeg noget, jeg aldrig har læst før.«


Jeg husker, da Strunge døde. Han var ikke meget ældre end Yahya. Jeg læste ham først et par år senere, da jeg fik ham stukket i hånden af en pige i gymnasiet, som sagde, at hun var vild med mig. Jeg var ikke så vild med hende, men for satan, jeg blev vild med Strunge. Han hang på min væg ved siden af The Cure og Depeche Mode. En digter fra Hvidovre ved siden af Robert Smith på min væg!

Følte mig ung igen

Hvad har siden hængt på ungdommens væg? Hvad hænger der nu? Polerede fodboldspillere med tatoveringer, bredkæbede amerikanske skuespillere med hvide tænder og tynde piger med smukt hår. Alle sammen nogle, som ikke aner, hvor du bor, og som aldrig vil lægge vejen forbi. Hvor blev de af, dem, der voksede op lige ved siden af os. Stjernerne, som kun flyttede lidt væk, som man stadig kunne møde hos købmanden, når de skulle købe cigaretter og æblejuice på karton. De lokale helte, som alle snakkede om, så alle for en gangs skyld pludselig talte om poesi. De lokale, som blev til plakater, man kunne hænge op på væggen i et teenageværelse.

Og så kom han, Yahya fra Aarhus Vest, midt i den bedste sendetid, og slog benene fuldstændig væk under mig. Jeg var ikke længere ung, jeg har ikke plakater af idoler og stjerner på væggen, men da jeg hørte ham recitere sit skidt, følte jeg mig ung igen, fanget ind af hans energi, hans mod og hans trods. Han spyttede bogstaverne ud. Han spyede enhver endelse. Han kastede sætninger omkring sig, og da de endelig landede på rad og række i en bog, vidste jeg fra første sætning, at nu læser jeg noget, jeg aldrig har læst før.

Selvovervurderende og grov

Han skrev fremragende. På pis og lort og skidt sagde han, at han skrev. Vildt, at der kunne komme så skarpe diamanter ud af en omgang gylle. Og tænk sig, at han i en tid, der ikke er meget for at læse, bragte poesien tilbage på bordet. Det er en kæmpe bedrift. Der er mange andre, der skriver virkelig godt, nok også klogere og bedre. Men hvilken digter har inden for de sidste 40 år fået en 17-årig til at købe en digtsamling, som han kunne snakke med sin mor om?

Det var ikke det, han skrev imod. Det var det mod, han skrev med. Det var lidenskaben. Det var ham. Han funklede. Han var selvovervurderende. Han var grov. Han var hamrende underholdende. Han var kriminel og forsømt og syg og skyldig og for meget – og så meget en stjerne.

Yahya hænger ikke på min væg mere. Han hang der faktisk ikke så længe. I andre havde heldigvis taget ham til jer. Nogle af jer brugte ham til noget forkert, synes jeg. I lod ham ikke være stjerne. Men det er en anden snak. Det skal ikke forstyrre nu. For som den stjerne, han var, hænger han på himlen. Lad ham ikke hvile i fred. Læs ham i stedet igen og igen. Lad ham rydde forsiden, og hæng den op på væggen.

LÆS MERE