Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Sangeren, musikeren og komponisten Povl Dissing er død, men om lidt over en uge får han alligevel mulighed for at tale.
Mikael Bertelsens interviewserie med berømte danskere, »Det sidste ord«, der bliver opbevaret på Det Kongelige Bibliotek og først sendes efter berømthedernes død, udkommer nemlig med et afsnit med Povl Dissing. Det skriver TV 2.
Mikael Bertelsen udtaler, at han håber, »Det sidste ord« dokumenterer, hvor stor en musiker og personlighed Povl Dissing var, og at udsendelsen vil inspirere til at genopdage hans store samlede værk af sange.
»I mine ører var Povl Dissing en stor, original stemme i dansk musik, og derfor drømte jeg i lang tid om at interviewe ham til 'Det sidste ord'. Men da Povl Dissing for nogle år siden mistede hørelsen, var jeg tæt på at opgive tanken. Men så hørte jeg, at han var blevet opereret og mirakuløst kunne tale med omverdenen igen,« siger Mikael Bertelsen til kanalen.
Povl Dissing var berømt for sin særprægede sangstemme, og han samarbejdede gennem sin karriere med kunstnere og bands som Benny Holst, The Beefeaters, Burnin Red Ivanhoe og ikke mindst Benny Andersen.
Povl Dissing og Benny Andersens makkerskab udløste den legendariske plade »Svantes Viser« fra 1973, hvorfra »Svantes lykkelige dag« og »Længsel efter Sverige« kom.
Povl Dissing døde i sit hjem mandag aften efter længere tids sygdom omgivet af sin familie. Han efterlader sig sønnerne Rasmus og Jonas, som han fik i ægteskabet med sin første kone, Jette, og sin hustru, Pia Jacobæus.
Det seneste afsnit af »Det sidste ord« var med Uffe Ellemann. Det kommende afsnit med Povl Dissing kan ses lørdag 30. juli klokken 20 på TV 2 og TV 2 Play.