Poul Schlüter - det sidste interview...

Danmarks tidligere statsminister er også en af landets mest prominente pensionister. Fra sin udkigspost på Frederiksberg Allé rynker han på næsen af både spindoktorer og politiske ordførere og bekymrer sig om bentøjet og det borgerlige Danmark.

Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Panik! Jeg skulle have været på Frederiksberg Allé 66 for 20 minutter siden. Af alle aftaler i hele verden er jeg kommet til at forkludre aftalen med Danmarks tidligere statsminister. Jeg har set forkert i min kalender. Kl. 14.00 onsdag har jeg læst, som om der stod kl. 14.30. Den slags gør man bare ikke med den længst siddende statsminister siden Thorvald Stauning.

Mens jeg svedende af skam og stress venter på en taxi, ringer jeg til Poul Schlüter for at undskylde min utilgivelige fadæse og sige, at jeg er der om lidt. Men jeg når kun at vrøvle noget med »vi havde jo en aftale i dag...,« før han redder mig. Han tror, vores aftale er i morgen. Han har ikke ventet besøg. Reddet af gongongen. Vi aftaler at ses dagen efter.

Han lukker op, tredje gang dørklokken ringer.

»Nu ved jeg, hvorfor vi misforstod hinanden,« siger han. »Jeg troede, det var tirsdag i går.« Poul Schlüter smiler undskyldende. Nu er det en ny dag. Han viser ind i den store højloftede gang. Det fås ikke mere Frederiksberg-agtigt på denne side af Værnedamsvej. Vi står lidt kejtede overfor hinanden i nogle sekunder. Så tager han tøvende imod min værtgave, som jeg har medbragt som plaster på såret efter gårsdagens misforståelse: En pose dessertchokolader. Måske for intimt og venne-agtigt til en eks-statsminister, jeg kun har set på TV og haft som fjendebillede, da verden var overskueligt delt op i højre og venstre. De gode mod de onde. Poul Schlüter var en af de onde. I starten en undervurderet »parfumesælger«, som han blev kaldt. Senere, da han viste sig at være sejlivet og have et historisk talent for samarbejdets og kompromissets svære kunst, råbte vi: »Schlüter er en bytter« fra Christiansborg Slotsplads, og vi sang hånligt med på radiosatiren »Holdningsløse Tidendes« parodi på»Sommer i Tyrol«: »Ja, ja, ja, nu kommer jeg, mit navn er Schlüter.«

I telefonen havde han som det allerførste sagt: »Jeg har ikke noget at sige.«

Budskabet var klart: Han gad ikke blande sig i de konservatives indre kvababbelser. Journalister har ringet den 78-årige eks-statsminister sønder og sammen for at få de konservatives grå eminence og æresmedlem af partiet til at stille op i køen blandt dem, der vil fortælle den nuværende partiformand, Bendt Bendtsen, hvad der er rigtig konservativ politik.

»Man skal ikke stå i vejen for sine efterfølgere,« sagde han som det næste og blev venligere stemt, da han hørte, jeg blot ville høre ham fortælle, hvad han går rundt og laver ude i virkeligheden. Hvordan det er at sidde på tilskuerpladserne efter selv at have været hovedperson i en rekordlang periode. Da han i en alder af 70 år forlod politik i 1999 havde den advokatuddannede stemmesluger fra Sønderjylland været statsminister fra 1982 til 1993 og parlamentariker i halvdelen af sit liv. 35 år.

Stuen ud mod Frederiksberg Allé er smagfuldt indrettet med kunst på væggene, skitser og foto-portrætter fra konen, den 20 år yngre, Anne Marie Vessel Schlüters balletverden. En pige kommer hver anden eller tredje uge og gør rent. Selv kondicyklen foran fjernsynet, hvor Poul Schlüter tager en tur ind imellem, ser ud til at slumre i tryg orden.

»Jeg må erkende, at jeg er ved at blive ældre. Jeg slapper mere af. Jeg lever langsommere, og jeg sover længe om morgenen. Jeg går ikke så godt. Jeg er på vej til at blive pensionist. Værsgo'.«

Han viser hen til den store hvide sofa midt i stuen. Det er en sær nøgen oplevelse at høre den tidligere regeringsleder erkende sin alder og se ham gå langsomt over gulvet. Han siger det på en måde, som kommer til at kendetegne hele interviewet. Tørt og venligt konstaterende som den erfarne mand, der har forstået, at fortrydelse og bekymringer er bagudrettet uden funktion lige nu i dag. Som en garvet anfører undviger han elegant og med lange pauser alt, hvad der kunne tænkes at finde vej til en avisforside i morgen. Sidst han for alvor blandede sig i politik var sidste efterår, da han til dagbladet Information sagde sin uforbeholdne mening om Dansk Folkeparti: »Poul Schlüter: DF står for en rædselsfuld politisk kultur« lød overskriften.

»Jeg sover ret længe. Til kl. halv ni. Så går jeg ud i køkkenet og spiser noget morgenmad og læser aviser. Det tager to-tre timer. Det gør det faktisk. Nu læser jeg fast kun Berlingske Tidende og Børsen. Så er klokken blevet frokost. Så går jeg en tur for at at holde formen lidt ved lige. Mit blodomløb er knapt så godt, som det har været. Så traver jeg en tur op i Frederiksberg Have eller i det Kongelige Haveselskabs Haver, hvor man kan se knopperne i træerne og buskene. Det er så spændende at følge. Og så kommer der erantisser og vintergækker.«

Ja, det er jo lige nu, det kommer.

»Ja, det kommer nu, så jeg glæder mig meget til foråret. Det gør jeg.«

Går du alene?

»Ja, men i weekenden har jeg min kone med.«

Anne Marie Vessel Schlüter er i Holstebro i dag. Hun kommer hjem senere og laver middag. Hun er holdt op som leder af Det Kongelige Teaters balletskole, men instruerer stadig og underviser, »så hun har lige så travlt, som hun altid har haft. Hun er fyldt med krudt. Det skal jeg love for.«

Han spiller golf med den tidligere ISS-direktør, Poul Andreassen, og bridge med ham og seks andre én gang om måneden.

»Jeg plejer at sige til mine venner, der er på vej til at blive pensionister: I skal huske to ting, inden I bliver det: I skal lære at spille golf, så har I noget at gøre om dagen. Og I skal lære at spille bridge, så har I noget at lave om aftenen. Det er to meget gode idrætter. Så møder man nye mennesker hele tiden. Jo, jo.«

Hvad tænker du, når du sidder og læser din avis?

»Så tænker jeg: Vorherrebevares, de skulle have gjort noget andet. Sådan tænker man engang imellem. Det har man ikke længere indflydelse på, men det må man acceptere. Det hænder da, at mine efterfølgere ringer for at få et råd, men det sker sjældnere og sjældnere.«

Gør Bendt Bendtsen det?

»Ja, det hænder. Det er meget rart. Det er flinkt af ham, men det er også på sin plads. Jeg er trods alt tidligere statsminister.«

Hvad de gode råd går ud på, forbliver en intern konservativ hemmelighed.

Kunne du godt tænke dig at blive opsøgt og brugt noget oftere, end du gør?

»Nu er der gået så mange år, så det her interview er nok det sidste, jeg laver.«

Endnu en pause. Man kan kun svagt høre trafikken nede på Frederiksberg Allé. Glæden over scoopet med at være den sidste, der har interviewet den konservative eks-statsminister forsvinder, da han med en af dagens få kropsfinter tilføjer: »I hvert fald indtil videre.«

Hvorfor det?

»Fordi jeg ønsker ikke at blande mig i den daglige politiske trummerum. Det er jeg fritaget for. Man kan ikke blive ved med at lade sig interviewe om de samme gamle temaer. Det kan man ikke.«

Hvad så efter din gåtur?

»Så er klokken blevet halv tre. Jeg går en til halvanden time. Så kommer jeg hjem og drikker en kop kaffe. Så har jeg somme tider været ude at købe nogle madvarer. Hvis det er mig, der skal lave middag. Det skiftes vi til.«

Poul Schlüter læser mange bøger om kulturelle og politiske personligheder. For tiden er han halvt igennem en ny Churchill-biografi.

»Den kan holde en uges tid til. Jeg læser som regel et par timer hver eftermiddag. Sådan én tager mig et par uger at læse. Det er dejligt at vide, at du har en bog, der kan holde en uge til.«

Det sidste års tid er Poul Schlüter blevet fuldtidpensionist. Efter at være holdt op i Nordisk Råd med den særlige opgave at afskaffe grænsehindringerne i Norden har han kun tre officielle poster tilbage på den offentlige scene. Han er med i bestyrelsen af en virksomhed og det lukningstruede Rialto Teatret og Bellevue Teatret. Inden han fyldte 70, var han medlem af 12-13 bestyrelser, indtil han røg for aldersgrænsen på 70 år. Han er misundelig på bestyrelsesmedlemmer og politikere i USA og England, hvor de kan blive ved, til de stiller træskoene.

»Churchill var premierminister, indtil han var en ældgammel herre. Det samme var Adenauer i Tyskland, og de klarede sig fortræffeligt. Når jeg ser i avisen om søndagen, at på onsdag fratræder direktør Jensen fra aktieselskabet Angst og Bange, fordi han fylder 60 år...«

Poul Schlüter råber forarget ud i stuen »60 år!«

»Så skal han ud og være pensionist, og det skal han så måske være i 30 år. Det er fuldstændig vanvittigt, at vi har sådan nogle regler. Personligt er jeg stadig fyldt med idéer.«

Hvad er det for idéer?

»Det er idéer om udviklingen i det politiske liv, men dem holder jeg for mig selv.«

Du kunne skrive en kronik en gang imellem?

»Ork, ja, eller en bog.«

Han holder en pause og tænker efter.

»Det kunne jeg selvfølgelig. Men det gør jeg ikke. Jeg vil ikke stå i vejen for mine efterfølgere. Det gjorde Anker Jørgensen alt for meget. Det synes jeg ikke er rigtigt at gøre.«

Hvordan er det ikke at være centrum for alles opmærksomhed længere?

Poul Schlüter fortæller, at han skam holder jævnlige foredrag i banker og sparekasser med samme titel som hans selvbiografi fra 1999 »Sikken et liv«.

»Det er jeg meget glad for, og det går rigtig godt. Der er jeg stadig aktiv og levende og med i det.«

Han holder endnu en af sine lange tænksomme pauser.

»Jeg har engang sagt: Det er svært at blive statsminister, det er ikke så svært at være det, men det er svært at holde op med at være det. Den ene dag har man embedsmændene til sin rådighed. I princippet tusinder af embedsmænd, som alle er loyale og venlige og hjælpsomme. Den næste dag kører man op til Dronningen, og så er det slut. Og så kører man selv hjem. Det hele er slut. Det er en kolossal barsk overgang at holde op. Det er vemodigt at tænke på, at størstedelen af dit liv har du levet, og du har måske ikke så mange år igen. Men så siger man til sig selv, at man må bruge de sidste år på en fornuftig måde.«

Har det noget med identitet at gøre?

Lang pause. Som to høvdinge sidder vi pludselig begge tilbagelænet i sofaen med armene over kors.

»Det er mere det, at så længe man er statsminister, så har man initiativet, så har man udspillet i lovgivningen og i andre forhold. Det er et af de jobs, hvor der kun er én af gangen. Jeg var meget glad for at være statsminister. Det er klart, at ens identitet skifter fra at have været den travle mand med den store indflydelse til at være pensionist. Men sådan er det.«

Han vil ikke uddybe, men man forstår, at det ultimativt mest magtfulde og udfarende job i landet levner et hul, når man ikke har det mere.

»Man siger til sig selv: Du var statsminister, og du var det ti et halvt år. Den dag, man bliver statsminsiter, ved man, at det holder op en dag, og man ved, at det sandsynligvis holder op, uden at det er glædeligt. De fleste statsministre slutter på en ubehagelig måde, enten fordi de taber et valg, eller fordi de mister deres støttepartiers hjælp. De bliver i reglen lidt forbitrede. Men det skal man ikke. Man havde dog den glæde at være statsminister i ti et halvt år.«

Poul Schlüter blev fældet i 1993. Justitsminister, Erik Ninn-Hansen, blev taget i at sylte sager om familiesammenføringer for flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka, og flere embedsmænd fik tjenestemandssager på halsen. Poul Schlüter mente afsløringerne var så belastende for ham og hans regering, at han gik af. Det var i forbindelse med Tamilsagen, Poul Schlüter holdt sin berømte »gulvtæppetale«, hvor han fra Folketingets talerstol understregede: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.« Hvilket der altså var. Poul Schlüters regering blev afløst af en socialdemokratisk ledet af Poul Nyrup Rasmussen.

Du røg ud på grund af Tamilsagen?

»Ja, det var ikke så hyggeligt.«

Vi går videre til næste spørgsmål.

Er det at blive gammel sådan, som du forventede?

»Ja, det er det jo nok. Det er lidt vemodigt, at størstedelen af dit liv er bag dig. Man ved ikke, hvor gammel man bliver. Min mor blev 98. Så med lidt held har jeg arvet hendes gener. Og Mærsk er blevet 93 og er i god form stadigvæk. Han ringede forleden dag. Han var kommet hjem fra Portugal. Så ringede telefonen en aften, og så lød det: »Det er Mærsk.« Han havde været sammen med Portugals præsident, som havde bedt ham bringe en hilsen. Og når man er Mærsk, så holder man den slags.«

Blandt sine bekendte har Poul Schlüter en række tidligere ministre, som han mødes med tre-fire gang om året. Ofte sker det under nostalgiske frokoster i Bjørnekælderen længere nede ad Frederiksberg Allé. Så sidder Isi Foighel, Grethe Rostbøll, Torben Rechendorff, Palle Simonsen, Henning Dyremose og Poul Schlüter og mindes gamle dage. Som regel med den tidligere statsminister som det naturlige samlingspunkt.

»Det er rigtig hyggeligt. Så konstaterer jeg, at de også er ved at blive ældre. Isi Foighel fylder 80. Det gør han minsandten. Han er glad for at være pensionist. Så genoplever vi tingene og taler om regeringens bedrifter og udviklingen i vores eget gamle parti. Vi ved alle sammen, at nu er vi blevet pensionister. Vi blander os ikke i den daglige politik. Og når journalister ringer, så er vi i reglen tavse.«

Han indrømmer med et ironisk smil, at han ofte kan tage sig selv i at tænke: Hvad er det, de har gang i inde på Christiansborg.

»Men jeg synes, den borgerlige regering klarer opgaverne rimeligt godt.«

Pause.

»Jeg kan egentlig ikke sige mere om det.«

Du har talt med tusindevis af journalister i årenes løb. Kan du mærke, den gamle Poul Schlüter være på vagt lige nu?

»Noget af adrenalinen er væk, men jeg synes, det er meget naturligt og afslappet. Det gør jeg.«

Den afslappethed har han forsøgt at indprente sin søn, Peter Schlüter, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation for de konservative.

»Jeg har fortalt ham om, hvordan han skulle te sig overfor journalister. Det er så banalt: Man skal være naturlig. Ens stemme skal lyde, som den plejer. Man skal endelig ikke begynde at være kunstig. Det synes jeg, han har levet op til. Det bliver jo spændende at se, hvad det udvikler sig til.«

Jeg beder ham vise mig lejligheden. Arbejdsværelset, der ikke bliver brugt så meget mere. Spisestuen, som kun bliver brugt fire-fem gange om året. I hjørnet står Hindsberg-flyglet med portrætter af ham selv og en stak noder, han ikke bladrer i mere.

»Fingrene er blevet lidt stive,« siger han og tager stående et par akkorder, der runger højt gennem stuerne.

»En gang imellem sætter jeg mig et øjeblik. Jeg burde gøre det noget mere. Det er faktisk synd. Det siger mine børn også.«

Han viser ned ad den lange mørke gang mod køkkenet. På væggen hænger et utal af karrikaturer fortrinsvis af Berlingskes Erik Werner. Han har ti gange så mange liggende i en stor stak, siger han og peger på endnu en tegning: »Det dér er Palme og mig.«

Og et foto af ham og George Bush. Den nuværende amerikanske præsidents far styrende en speedbåd med Poul Schlüter ved siden af. Begge med store smil og kasketter.

»Et par dage efter, jeg blev gift med Mie, ringede telefonen inde i ministeriet. Så kom damen ind og sagde: »Statsminister, det er Det Hvide Hus, de siger, at præsidenten ringer om 20 minutter.« Det synes vi jo var spændende. Så ringede han og sagde: »Poul, Barbara and I want to see You.« Så inviterede han os over for at holde ferie et par dage. Han har et pragtfuldt stort hus, og han elsker at sejle hurtigt. Og der bagi sidder Barbara og Mie, og der er vores fiskestænger. Det var i 1992.«

Jeg komplimenterer ham for det hyggelige køkken med spiseplads, computer og TV. Her sidder han ofte og læser dagens to aviser i morgenlyset. »Du skulle have været her, mens der var sol. Det er så betagende, når der kommer solstrejf ind i stuerne.«

Vi taler videre i den hvide sofa. Blandt andet om, hvordan han oplever politik i dag i forhold til, da han var i vælten.

»Da jeg var ung, var der så mange eminente talere. Fremragende dygtigheder. Christmas Møller (midtsøgende konservativ legende specielt under Besættelsen og Poul Schlüters daværende forbillede, red.). Bertel Dahlgaard (radikal indenrigsminister 1929-1940 og senere økonomiminister, red.) Aksel Møller (bl.a. konservativ indenrigsminister i starten af 1950erne, red.). Jørgen Jørgensen (bl.a. radikal undervisningsminister i 1930erne, red.). De var en oplevelse at lytte til. Nu hænder det, at jeg får stillet ind på TV, når der der er en transmisison fra Folketinget, og jeg må indrømme, at jeg synes, de fleste ordførere er elendige. De er dårligt forberedte. De taler skrækkeligt. Deres taler er så lidt beåndede.«

Er det ikke bare den gamle knark, der mener, at alt var bedre, da han var dreng?

»Det er der lidt af, selvfølgelig. Da jeg var dreng, var der drenge til.«

Og altid hvid jul og masser af sne hele vinteren?

»Ja. Men når man tager ordet i Folketinget, der er landets fornemste talerstol, så skal man ikke bare gå op og lire noget af efter nogle få stikord. Så skal man være gennemført forberedt. Så skal det være lidt af et mesterværk. Det sker for sjældent i dag.«

Hvem er de gode talere i dag?

Lang pause.

»Det er en kreds af ministre med statsministeren i spidsen, og ham den nye konservative, der er valgt i Aalborg. Han er advokat... jeg er ikke så god til navne længere.«

Hvad tror du, det betyder for os, der lytter til talerne i dag?

»Det er en del af forklaringen på, at den politiske interesse året igennem ikke er så stor hos danskerne længere. Gudskelov er stemmeprocenten stadig stor. Vi ser jo også, at der ikke er så mange mennesker, der er medlemmer af de politiske partier. Det er synd og skam.«

Hvordan har borgerligheden det i dag, synes du?

»Hvis man var borgerlig i 1960erne, så krøb man jo nærmest langs husmurene. Det gør man ikke mere. Der er sket en stor frontforandring. Det er en god ting.«

Føler du, at du kan tage noget af æren for det?

Han holder en lang pause igen.

»Ja, det synes jeg egentlig. Men der var mere udtalt borgerlighed i mine ti regeringsår, end der er nu. Partierne kommere mere og mere til at ligne hinanden, og det anstrenger de sig også for. Det synes jeg, er en fejl. De store idémæssig forskelle er sværere at fåøje på end i min tid. Det er både godt og skidt. Det gode er, at det mindsker risikoen for, at partierne taler sig helt væk fra hinanden. Det dårlige er, at når partierne bliver mere og mere ensartede, så er det sværere for vælgerne at engagere sig og stemme. I min tid kæmpede vi mere om politiske idéer.«

Han giver en række eksempler. Det er næsten trygt at høre ham bruge politiske ord og vendinger, sådan som man husker ham. Poul Schlüter fortæller om dengang, Folketinget med de borgerlige partier i spidsen vedtog at bryde Danmarks Radios monopol i starten af 1980erne. Om kampen mod Socialdemokratiet, der ville indføre økonomisk demokrati (ØD). En indædt kamp, der endte med indførelsen af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og de 23 udenrigspolitiske dagordener, som socialdemokraterne fik indført uden om Poul Schlüters mindretalsregering.

Men han husker også, med tydelig skuffelse, at han foråret 1989 fremlagde det, som han dengang og også nu i sit livs efterår, kalder »århundredets største plan«.

»Det var det også,« understreger han og lyder ikke som Egon Olsen.

»Den gik nemlig ud på at bruge ikke mindre end 40 milliarder kroner på nedsættelse af de direkte skatter. Det forhandlede vi i ugevis med socialdemokraterne om. Men de sagde nej til sidst. Der faldt den kæmpeplan til jorden. Det var både synd og skam. Hvis vi havde gennemført den plan, så havde alle Danmarks skatteproblemer været løst. Det havde de.«

Han påstår, han ikke kan komme på beslutninger, han i bagklogskabens lys fortryder. Han ser skråt ned i det store sofabord.

»Det kan jeg faktisk ikke komme på,« siger han.

Også tredje gang, jeg spørger.

Skattelettelserne, »forhåbentlig får vi én til inden næste valg«, er efter Poul Schlüters mening det vigtigste at få gennemført for Det Konservative Folkeparti, »og det kan samfundsøkonomien sagtens holde til. Det bliver virkelig en prøvesten for denne regering.«

Hvad det egentlig vil sige at være borgerlig i dag, forsøger han at forklare ved, at det er al tænkning, som Socialdemokratiet ikke står for. Hans skrækeksempel er den mest socialistiske socialdemokrat, han kan komme på, Svend Auken.

Hvis du skal definere borgerlighed med dine egne ord og ikke ud fra en negation?

»Det er ikke så let. For der er også alle de andre retninger. Der er de konservatives og Venstres udlægning og til en vis grad, men også kun til en vis grad, Dansk Folkepartis tænkning - hvis man kan bruge det udtryk.«

Han skuler over på mig for at se, om jeg fik fat i stikpillen til regeringens støtteparti.

Hvad er den vigtigste opgave for de borgerlige i dag?

»Det synes jeg er væsentligt. Nu pågår forberedelserne af kvalitetsforbedringen af den offentlige sektor. Det ved vi ikke, om slutter med et forlig eller ej. Men vi har brug for at trække nogle forskelligheder op mellem de borgerlige partier på den ene side og de andre på den anden.«

Hvorfor det? Det går jo meget godt for regeringen.

»Det går meget godt, ja. Fantastisk godt. Beskæftigelsen er i top, og dansk økonomi kører fremragende. Men der kommer jo et valg en dag, som vi gerne skulle vinde - såeh - jeg synes, man skulle pudse den borgerlige profil lidt kraftigere i hele regeringen.«

Hvis man spørger Poul Schlüter, så sker den slags kun ved hjælp af hårdt arbejde fra politikernes og ministrenes side. Der er ingen genveje. Heller ikke hvis man, som han gjorde i 1980erne, medvirkede i »Fup eller Fakta« eller »Eleva2ren«. Folkelige TV-shows, som statsministeren anno 2007 er for bevidst om sit statsmandsimage til at deltage i.

»Det er vigtigt for en politiker, der vil noget, at være udadvendt. En minister skal bruge halvdelen af sin arbejdstid på kommunikation. Både på taler og de timer, hvor han skal være i kontakt med ministre og medier. Nu har ministrene næsten alle sammen anskaffet sig sådan nogle spindoktorer. Det synes jeg er forfærdeligt. Frygteligt. Den der kontakt med medieverdenen, den skal ministrene selv stå for. Den skal de ikke overlade til en journalist. Det ville jeg aldrig gøre. Aldrig. Det må man selv være dygtig nok til at gøre.«

Er det, fordi ministrene ikke er dygtige nok?

»Det er bekvemmelighed, at man kan henvise journalisterne til sådan en spindoktor. Det er søreme ikke godt. Nogle synes, det er en støtte. Men en politiker, som magter det hele selv, han trænger meget bedre igennem. Der er også ministre, der ikke har spindoktorer. Det er stærke personligheder som f.eks. Bertel Haarder. Han ville aldrig drømme om at have sådan en. Det skal han nok selv klare.«

Anders Fogh har også én.

»Ja, det forstår jeg heller ikke, hvorfor han har. Men okay. Sådan er det altså blevet.«

Jeg beder Poul Schlüter fortælle om nogle af vendepunkterne i sit liv. Det første, han nævner, er, da han blev medlem af Folketinget i 1964, »Det forandrede min tilværelse fuldstændigt.« Og der var den herlige solskinsdag den 10. september 1982, hvor han blev statsminister. »Folk kastede mønter hen til os på Amalienborg Slotsplads, fordi vi skulle spare. Jeg samlede dem op og gav dem til finansminister Henning Christophersen.« Hans tre børns fødsel. Udlandsrejserne som statsminister. Og det negative: Da hans anden kone, Lisbeth, døde af kræft i 1988 kun 44 år gammel. Alt sammen historier, Poul Schlüter har fortalt og skrevet om.

Når du ser tilbage på dit liv, hvad har omkostningerne så været?

Han holder en lang pause, der næsten er for lang.

»Jeg synes ikke, der har været nogen.«

Det tror jeg ikke på.

»Det synes jeg ikke, der var. Altså, det var hårdt arbejde. 18 timer hver dag. Lørdag og søndag med. Der var mange spekulationer. Det hører jo med, men det er man kun glad for. Jeg synes egentlig ikke, der var nogle omkostninger. Ikke nogen, der stod i urimeligt forhold til det at være statsminister. Hvis der har været omkostninger, så har det været, at jeg havde meget lidt tid til privat aktivitet.«

Du havde jo børn.

»Det er rigtigt. Men før jeg blev statsminster, havde jeg også travlt. Der var jeg advokat, mens jeg sad i Folketinget. Der havde jeg næsten mere travlt end senere hen. Jeg var lige så lidt sammen med mine børn som før. Det siger de også selv.«

En omkostning kunne vel også være, at der er koldt på toppen?

»Det er rigtigt... Men udsigten er dejlig.«

Poul Schlüter virker som om, det kan være nok nu. På vej ud i gangen, hvor dessertchokoladerne stadig ligger på den lille kommode, når jeg at stille dagens sidste lille spørgsmål.

Poul - ville du være gået ind i Irak?

Han ser ud som om, han nærmest har ventet på spørgsmålet.

»Det tror jeg nok, jeg ville. Men det kan jeg ikke vide. Vi er jo så forskellige. Den afgørelse hang meget sammen med Anders Foghs personlighed. Det er en speget affære, og nu skal de hjem til august. Den er slem.«