Poesien er konge

»Hvis jeg opdager, at jeg er ved at skrive et rigtigt Mette Moestrup-digt, så er det lige om at se at komme et helt andet sted hen.« Digteren, der sidste år forførte det samlede anmelderkorps med digtsamlingen »Kingsize«, nægter at spænde sin lyrik for en velsmurt vogn.

Digteren Mette Moestrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen

En udgående reporter er altid på udkig efter paradokser, som gør sig godt i indledningen til en søndagsartikel. Sådan lidt skæve observationer, der i heldigste fald kan afdække eller dybdeperspektivere en side af den personlighed, der skal portrætteres.

Så hvad siger det mon lige om lyrikeren Mette Moestrup, at hun har indrettet – well, det er måske så meget sagt – sit lille nødtørftige digterværksted i et industrikvarter i Valby? Med brutalt udsyn til en Silvan og Grønttorvets betonhaller lige henne omkring svinget? Der er sandt for dyden heller ikke megen næring til Poesiens Blå Blomst over Ny Ellekilde Station, som svæver oppe over et afpillet baneterræn, komplet med det sædvanlige hærværk, lidt uinspireret omegns-graffiti og mennesketomme perroner.

Kontoret her langt ude ad Værkstedsvej, i et lejemål, som Moestrup deler med et par billedkunstnere, leder naturligvis tanken hen på det kunstneriske frirum, som Virginia Woolf efterlyste i essayet »A Room of One’s Own«, helt tilbage i slutningen af 1920erne. Dengang kvinder med nød og næppe havde adgang til at være udøvende kunstnere på kanten af køkkenbordet – efter at de familiære forpligtelser var varetaget.

Det er da heller ikke helt ved siden af, skal det vise sig. Moestrup insisterer ganske vist på, at hun er ret skrap til at koncentrere sig under alle givne omstændigheder – børn og bylarm eller ej. Men hun er lykkelig for, at hun for snart tre år siden modtog et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond, der gjorde det muligt for hende at »få sit eget«, som Agnes fra »Matador« formulerede det.

Hertil cykler den 38-årige digterske, så snart lejlighed byder sig. Enten fra sit hjem på Vesterbro eller fra jobbet som underviser i blandt andet tekstlæsning på Forfatterskolen ved Kongens Nytorv. Dette er hendes skrivebutik, og man fornemmer tydeligt, at hun ikke kommer her for at pleje sine overspringshandlinger eller falde hen i smalltalkende hygge. Skal der faldes i staver her, skal det ske for alvor.

Det var netop kontorets no nonsense-hed, hun faldt for i sin tid. To små, kvadratiske vinduer. Nul gardiner. Linoleum på gulvet. Lænet op ad den ene væg står et nøgent, endnu uophængt neonrør, som udsender sit nådeløse lys, da det efter en god time i snigende tusmørke bliver tændt ud på eftermiddagen.

En flere meter lang laminatplade langs væggen gør fyldest som skrivebord. Her breder små, tilfældige dynger af bøger, almindeligt rod og endnu ikke udgivne tekster sig. Blandt andet et manuskript, som Mette Moestrup i første omgang udelukkende vil omtale som »X«. Det er for tidligt at afsløre, hvad det er. Eller hvad det bliver til. Hun afviser med en hovedrysten og en håndbevægelse. Men det bliver ikke en forventelig »Mette Moestrup-ting«, forstår man.

Øv!

Så forbarmer hun sig alligevel og beskriver manuskriptet som en blanding af poesi og prosa; temaet er at vende tilbage til et sted, man ikke kan vende tilbage til. Hun har skrevet på det et års tid. Slut så!

Mette Moestrup overtog uden videre pjat det noget slukørede kontorinteriør og supplerede blot med en behagelig læsestol og en hæderlig skrivebordsstol. Hun insisterer på, at hun »aldrig« rydder op. Det udsagn er der ingen grund til at betvivle.

Umiddelbart ville enhver – efter at have læst hendes seneste og exceptionelt anmelderroste digtsamling, »Kingsize«, have forestillet sig, at netop hun ville omgive sig med et velvalgt sortiment af exotica eller anden feminin æstetik. Fra de rejser, som flere af hendes digte kredser om. Eller fra det umiskendelige kvindelige univers, som de udspringer af.

Først da interviewet omtrent er til ende, henleder hun selv opmærksomheden på to skamløst struttende orkideer, der står i hver sin potte i det fjerneste vindue og ligner de fremmedlegemer, de jo vitterligt på enhver måde er.

Husker så, at et af digtene i »Kingsize« hedder »Blackout/Orkidéer«. Et andet: »Til rotterne/rosene«. Samt »Ormerede/blåklokker«.

Noterer mentalt, at der i alt fald dér er et sæt kontraster, der måske kan finde anvendelse i artiklen.

»De koster ikke ret meget ovre på Grønttovet,« bemærker hun med et indforstået nik i retningen af vindueskarmen. Nyttig forbrugeroplysning fra den ene jyde til den anden.

Mette Moestrups melodiske nordenfjordske sprogtone er noget slidt på hjørnerne efter en del år i Århus og København, men dog ind imellem ganske iørefaldende.

Hun voksede op i Sdr. Harridslev i Vendsyssel, en lokalitet, der lige knap og nap lever op til klassifikationen »landsby«. I et tilflytterhjem med fyldte bogreoler. Udover den pædagoguddannede mors rødstrømpelekture var der også et bredt udvalg af gymnasielærerfaderens verdenslitteratur.

Mette Moestrup husker, at hun på et ret tidligt tidspunkt sad fordybet i Percy Bysshe Shelleys ode »Den Følende Blomst«. Ikke at hun i dag hælder til det rimede eller romantiske, overhovedet ikke. Men dengang kunne hun fortabe sig i, hvad der nu engang bød sig til. Jomfru Ane Bands tekster, for eksempel. Senere blev det skolebiblioteket og siden Hjørring Bibliotek, der udøvede en forunderlig tiltrækningskraft på det vældigt litteraturindtagende væsen.

Hun var dog ikke mere nørdet, end at der også var plads til de på landet helt uundgåelige pige-aktiviteter: gymnastik og håndbold. Som voksen har hun skrevet om gymnastik, men det manuskript er aldrig blevet færdigt.

Allerede som teenager var hun vældig optaget af verden og dens ideale indretning. Retfærdighed, tolerance og racespørgsmål. Hun abonnerede på børneavisen »En for alle« og skrev til et hav af vekslende pennevenner over hele kloden. Hun var længe af den opfattelse, at det var en lidenskab, alle havde. Digtene blev også noget særligt, hun hurtigt tog for givet. Hun troede, at alle skrev poesi, når de var alene.

»Så snart jeg havde mulighed for det i skolen og gymnasiet, meldte jeg mig til digtanalyse. Jeg har altid syntes, at det var spændende at læse digte. Poesi er en meget åben genre. Jeg har skrevet masser af prosa, men når jeg sætter mig ned og skriver, så er det ni ud af ti gange digte, der opstår. Poesiens rum tiltaler mig i det hele taget; genren er fritaget fra at have et plot – plots interesserer mig overhovedet ikke! Og digte skal heller ikke have en bestemt struktur. Jeg kan frit opstille lokale regler inden for det enkelte digt. Og jeg kan lave reglerne om hen ad vejen, hvis det passer mig. Eller jeg kan lave regler, der spiller op imod hinanden. Jeg altid er optaget af spørgsmålet om, hvad poesi egentlig er,« forklarer hun.

Selv om latin i gymnasiet var påtvunget og vanvittigt slidsomt, husker hun stadig tilbage på eksamen i 2. g, hvor hun med frygt og bæven – og en vis fryd – kom op i Ovids »Byblis«. Digtet, hvor det kvindelige »jeg« er i dialog med sig selv om sin forelskelse i sin egen bror. Det kunne næsten ikke være mere Mette Moestrupsk.

»Den tekst ramte mig på en helt særlig måde. Det var simpelthen hjerteskærende at læse, hvordan jeg’et diskuterer med sig selv,« smiler hun.

Mette Moestrup beskæftiger sig ofte – nej, næsten altid – med begreber som køn, ophav, etnicitet og identitet i bredeste forstand; moderens basisgruppe-feminisme er bestemt gået ikke tabt på datteren. Det samme gælder opvæksten i et mikrosamfund i et randområde, hvor en grønlandsk dreng og et par adoptivbørn var de eneste »fremmede«. Hun er overbevist om, at hendes rejselyst udspringer af at være født ind i så gennemhomogent et miljø.

Flere af hendes seneste digte har således direkte referencer til specifikke oplevelser på dannelsesrejser i hendes yngre ungdom: Nairobi, Kampala, Nuuk, Ægypten...

Men ikke mindst seksualitet, begær og forførelse er tilbagevendende temaer. På en ofte forskudt, afsøgende og drilsk måde.

Da »Kingsize« udkom i 2006 som Moestrups tredje digtsamling siden debuten i 1998 var anmelderne – ikke mindst de mandlige – ved at gå i skiftevis bro og spagat af bar ophidselse over hendes erotiske coolness. Måske påvirket af hyppig tilbagebladren til forfatterfotoet på digtsamlingens flap, hvor den mørkhårede, let sommerkjoleklædte Moestrup møder beskueren med et blik, der både er fristende i sit nærvær og forførende undvigende.

»Normalt er den kanoniserede lyrik jo skrevet af mænd og ofte med kvinder som begærets objekt. At jeg har gjort det modsatte, altså at jeg’et er kvindeligt og du’et mandligt, tror jeg har virket pirrende og provokerende på nogle. Enkelte anmeldere fokuserede på emnet på en lummer måde, som jeg tror, handler mere om dem selv end om bogen. Der er sådan et miks af lummerhed og bornerthed i Danmark, som jeg ikke helt begriber. Som jeg selv tænker det, handler bogen lige så meget om, hvordan vi taler om erotik, end den egentlig handler om erotik. Og hvad dette emne angår, er jeg faktisk gået ret så teoretisk til værks, bl.a. har jeg arbejdet en del udfra Michel Foucaults »Seksualitetens Historie«,« forklarer Mette Moestrup.

Når Mette Moestrup for eksempel finder på at skrive et kærlighedsdigt til grapefrugtens hele væsen, gør hun det, så læserens smagsløg må snappe efter vejret. Så selv en jord- og betonarbejder, der almindeligvis sværger til en diæt af transfedtsyrer, ethanol og nikotin, omgående ville få ubændig lyst til at flå skrællen af den svulmende rødlige c-vitaminbombe, vride de sindrigt inddelte både fra hinanden og svælge den bittersøde saft og de seje frugtmembraner i sig.

Sande grapefrugt-aficionados vil forstå.

Sideløbende med en udtalt sans for det saftige har Moestrup også en mere tør side, der ofte foranlediger hende til at garnere sine digte med encyklopædiske oplysninger. Om citrusfrugter i almindelighed, eksempelvis. Om Yoko Onos fejlopfattelse af fænomenet. Om oprindelseslande, arter og arvelighed. Eller hun kan finde på at tage afsæt i en lovtekst i et digt om adoption og tilknytningskrav.

At Mette Moestrup har akademiske tilbøjeligheder, er nemlig ikke noget, der puttes med i hendes tekster. Hendes fortæller-jeg stiller sig ustandselig skiftevis både klog og pjanket an som i digtet »En bid af bananen:

(lidt Wittgenstein har man vel læst.) Kald mig intellektuel. Det gør jeg selv. Jeg kan ta’ det (...)

Og det var da også den vej, hun oprindeligt valgte efter den musiksproglige studentereksamen fra Hjørring Gymnasium. Moestrup begyndte at læse litteraturhistorie på Aarhus Universitet i 1990 og endte med en cand. phil.-grad samt et tilløb til en ph.d., som skulle omhandle lige netop rytme i poesi. Men hun kunne ikke rigtig beslutte sig for, om hun skulle beskrive eller hellere bedrive poesi.

»Undervejs følte jeg, at jeg blev nødt til at træffe et egentligt valg: skulle jeg være en god forsker eller en god digter?« siger hun.

Gud ske tak og lov satte litteraten sig for at bestræbe sig på at blive det sidste. Efter »Tatoveringer« i 1998, kom i 2002 »Golden Delicious«. Og endelig med »Kingsize« er det så fastslået, at Mette Moestrup rent faktisk er en god digter. For nu ikke at overskride den nordjyske blufærdighedstærskel.

Så god, faktisk, at dagbladet Information tildelte hende Montana-prisen for digtsamlingen. Samt at Berlingske Tidende nominerede hende til sin litteraturpris for samme værk.

Mette Moestrup har endvidere læst sine allerede omtrent kanoniserede digte op for en tydeligvis betaget Mikael Bertelsen på »Den 11. time« på DR2. Hun har fået en tvemånedlig rejseklumme i DSB’s magasin Ud&Se, hvor hun delagtiggør andre vejfarende i rejsens evige under. Og senest udgav hun en lille børnebog, »Ti grønne fingre«, som også har henrykket flere anmeldere.

Mette Moestrup er i øvrigt selv mor til en læser i den målgruppe, en søn på 8 år fra et tidligere forhold. I dag bor hun og hendes søn sammen med romanforfatteren Pablo Henrik Llambias og hans to sønner.

Titlen på »Kingsize« er en betegnelse, der udvikler sig til et begreb i løbet af digtsamlingen. Det hele begynder med en krasbørstig, ægyptisk cigaret, som lystrygeren Moestrup nyder i sit eget ophøjede selskab i en svensk digterkollegas lejlighed. Der smøges i øvrigt påfaldende meget i Mette Moestrups digte, på sådan en Lauren Bacall-agtig måde.

»Den udkom jo også før den ny rygelovgivning,« bemærker hun faktuelt.

Selv sværger hun – på trods – til King’s. På den efterladte cigaretpakke på skrivebordet i Stockholm står der »Cleopatra King Size« – et oxymoron, som Moestrup falder i staver over og ikke kan slippe, en dronning i kongestørrelse... I et andet digt forekommer en seng på mere reglementeret vis i netop denne dimension. Og endelig i digtet »En stor sten af en lille sten at være«, som starter med opsangen: »Kom igen, girl, tænk stort som en konge, tænk kingsize«.

Modfaldne feminister kan passende begynde her.

Men Mette Moestrup-fans skal nok ikke holde vejret, mens de venter på tilsvarende lækkerbiskener fra samme digterskuffe. Hun stopper nemlig ofte sig selv, hvis hun er i færd med at slentre ud af lidt for fremkommelige stier. Og hun bliver næsten rystet over spørgsmålet om, hvordan hun vil udnytte den tilnærmelsesvise stjernestatus, som »Kingsize« har udløst. Om det ikke for selve Poesiens skyld ville være smart at markedsføre sig selv med hypede digtoplæsninger og nye udgivelser, der tilfredsstiller den interesse, man må formode er opstået? Ikke mindst nu, hvor arbejdslegatet fra Statens Kunstfond snart ikke længere dækker huslejen her på Værkstedsvej i Valby?

Men sådan tager verden sig slet ikke ud i Mette Moestrups hoved. Stemmen er stadig mild og melodisk, men udråbstegnene vibrerer:

»Det handler om med det samme at give slip, hvis man er i gang med at lave noget, der kan tjenes penge på! Kunst kan ikke spændes for en særlig vogn, hvor man siger hyp, hyp, hyp – derud af. Man kan ikke bare reproducere noget, så det ligner kunst. Jo, det kan man måske godt. Men det skal man ikke gøre! Hvis jeg opdager, at jeg er ved at skrive et rigtigt Mette Moestup-digt, så er det lige om at se at komme et helt andet sted hen. Det handler hele tiden om at tænke åbent. Så åbent som muligt. For det andet – det går altså bare ikke, Granberg!«