Pludselig befandt jeg mig foran Frikadiller-boden. Noget var anderledes

Jeg var egentlig i gang med at skrive udkastet til en kommentar om, hvor woke alting er blevet på Roskilde, da jeg kom forbi den herostratisk berømte Frikadiller-bod.

Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, skriver klumme hver dag fra Roskilde Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2019, før coronaen, da der sidst var en rigtig festival, var boden genstand for lagkagepersonlignende presseomtale, da Roskilde Festivals ledelse beordrede boden, der på omkring 40. år drives af lokale spejdere, til at ændre navnet til »Frikadeller«. Således måtte gesjæftige spejdere i gang med at male tre vandrette streger på det sidste »I« i bodens navn, eftersom festivalledelsen havde henvendt sig med den besked, at det oprindelige navn var »seksuelt ladet«.

Festivalens pressekontor oplyste til de medier, der henvendte sig om denne opsigtsvækkende sag (!), at man havde bedt boden skifte navn, da Frikadiller var »ude af trit med det udtryk, som festivalen samlet set gerne vil opnå.«

Men nu, nu! stod jeg atter foran den sagnomspundne bod og kunne konstatere, at den havde fået sit gode, gamle, seksuelt ladede navn tilbage. FRIKADILLER, stod der med store, stolte, strittende bogstaver. Så er der da noget, der ikke er helt af lave, tænkte jeg, den aldrende halvboomer, og købte en delle med stegte kartofler.

Svært at være transperson

Sidste år var jeg også på Roskilde – til den lillebitte erstatningsfestival, man kunne tillade sig at afholde under coronaen med to gange 500 deltagere i hver sin bås. I husker godt, hvordan det var dengang, ikke? Her var der mellem de musikalske optrædener hver dag en såkaldt speech, som i hvert fald jeg i flere tilfælde syntes var en anelse til den opdragende side.

Eksempelvis en tale om, hvor svært det altid havde været at være transperson på Roskilde, og om at gæster på Roskilde burde opføre sig bedre og mere inkluderende over for dem. Hvilket ingen jo kan være uenig i. Det bliver blot lidt bastant, når det ligefrem skal prædikes fra scenerne. Men måske er det faktisk nødvendigt at sige det indlysende. Tænk på, hvad der skete i Oslo natten til lørdag, hvor en islamist begik terror i et homoseksuelt gå i byen-område. Woke eller ikkewoke, selvfølgelig skal der være plads til alle.

Roskilde Festival 2022. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Måske man også skal forstå baggrunden, hvis der messes lidt. Roskilde har siden starten i 70erne været hedonismens årlige absolutte højborg. Det er ikke så lidt, der er sket derude på Dyrskuepladsen siden 1971, hvis I forstår, hvad jeg mener. Hvilket var årsagen til, at Kristeligt Folkepartis Inge Krogh i 70erne tordnede imod festivalens amoralske Sodoma og Gomorra. Til hendes fortjeneste skal indskydes, at hun selv tog ud på festivalen for med egne øjne at besigtige syndighederne.

Over årene ændrede fokus sig imidlertid noget. Også i takt med, at kønsrollemønstre og ligestillingsdiskussionen gjorde det samme, foreløbig kulminerende med #metoo fra cirka 2017 og frem. Det gik op for de fleste, herunder arrangørerne af Roskilde, at den hedonistiske frihedsdyrkelse under indflydelse af alkohol og sikkert også en del andet, alt det, der på sin vis havde været Roskildes eksistensberettigelse og egentlige mission fra starten i hippietiden, havde en dyster side.

Voldtægterne, for eksempel. Som Politiken sidste uge kunne konstatere, er kun fire ud af 59 anmeldte voldtægtssager over ti års festivaler frem til 2019 endt i retten, og kun to af sagerne førte til dom. Der foregår altså ting og sager ude i mørket mellem eller i teltene, som ikke har noget med frihed at gøre. Derfor må festivalfolket nok tåle en smule præk.

Men Frikadiller-boden? Herregud. Den er ikke problemet. Den skal leve! Og det gør den heldigvis også, uden at nogen løfter et øjenbryn.