Pladsmangel på cykelstierne forøger de vrede tilråb og hurtige »fuckfingre«

En voldsom stigning i antallet af cyklister i København og en tiltagende trængsel i trafikken skaber en kritisabel adfærd blandt trafikanterne.

Lunten kan være kort blandt cyklister i de københavnske gader. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vrede tilråb og en hurtig »fuckfinger«. Lunten er kort blandt cyklister og de øvrige trafikanter i København, hvis man føler sig generet, ikke kan komme hurtigt nok frem eller bare synes, de andre cyklister eller bilister er i vejen.

I takt med, at cykeltrafikken til og fra byen ifølge de seneste tal fra Københavns Kommune er steget med ti procent på bare et enkelt år til 225.000 daglige cykelture i tidsrummet klokken 7 til 19, er der kommet alvorlig trængsel.

Alene fra 2012 til 2013 er antallet af cyklister, der pendler til og fra et job eller studie, steget fra 36 til 41 procent, viser DTUs årlige Transportvaneundersøgelse. Hvilket betegnes som en voldsom stigning.

Trængslen er med til at skabe en dårlig adfærd, som får stadig flere trafikanter til at blæse på loven og lade frustrationer gå ud over andre.

»Især den dårlige cyklistadfærd og en ligegyldighed over for andre trafikanter er et stigende problem,« konstaterer vicepolitiinspektør Lars Haugaard, Københavns Politi.

»Man tager den lige på fortovet på sin cykel eller nedad en ensrettet gade i forkert retning. Tilråb er heller ikke usædvanligt.«

Lars Haugaard henviser til uheldsstatistikken for Københavns , Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner fra 2012 til 2013, hvor de bløde trafikanter udgjorde 80 procent af de tilskadekomne i trafikken. Primært cyklister og gående og kun få knallerter.

Også i Københavns Kommune er man opmærksom på en adfærd, som kan udløse, hvad teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) betegner som dårlige sider blandt byens trafikanter.»Det sker, når man føler sig presset, at tålmodigheden ikke er så lang,« konstaterer han.

Nye tiltag på vej

Kommunen er i gang med en lang række tiltag, der skal skabe bedre vilkår for det stigende antal cyklister.

»Vi er nødt til at give cyklisterne mere plads. På gader, hvor der også er meget biltrafik, skal vi lave bredere cykelstier. Andre steder med mindre biltrafik skal vi tænke nyt og lade biler og cyklister dele vejen,« siger Morten Kabell.

Han nævner Vestergade i Indre by som et konkret eksempel. Her er man i øjeblikket ved at teste en model, hvor vejen er på cyklisternes og fodgængernes præmisser, men hvor der også kører biler.

Derudover arbejdes der blandt andet med såkaldt intelligent trafikstyring og bredere cykelstier.

Også hos Cyklistforbundet er der en erkendelse af, at danskerne i højere grad kunne være opmærksomme på hinanden og vise omtanke over for medtrafikanterne.

»Der er uendeligt meget godt at sige om den cykelkultur, vi har i Danmark, og som sammen med Holland er helt unik,« konstaterer direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.

Men når vi »overfalder« hinanden verbalt og indmellem også fysisk i trafikken stikker det dybt i vores kultur og begrænser sig ikke kun til vores opførsel i trafikken, mener han.

Ifølge den tidligere professionelle cykelrytter, Jens Veggerby, der står bag flere motionsløb i Danmark, som selv er cyklist i København og også træner med motionsryttere i Nordsjælland, er det blevet værre med vores cykelkultur og adfærd i trafikken.

»Jeg oplever det værste komme op i nogle mennesker. Der er meget lidt tålmodighed, det er nok dér, det allerstørste problem er. Lunten er utrolig kort,« mener Jens Veggerby, der arbejder på en »Emma Gad« for cyklister og bilister.

Læs tema i Berlingske-sektionen Fri side 6-7 lørdag.