Pilou Asbæk: Det er jo bare skuespil

Hans gudfar er Kurt Trampedach, og engang blev han afbrudt på toilettet af Preben Elkjær. Pilou Asbæk er vokset op blandt excentrikere og er lige nu aktuel som den største af dem alle – Simon Spies.

»Jeg har et image og et brand, og jeg repræsenterer en værdi. På den måde er jeg en vare, som skal holde i så mange år som muligt,« siger Pilou Asbæk til Berlingske MS, søndag 25. august 2013. Fold sammen
Læs mere

Tillad mig en lille anekdote. Engang for mange år siden sad jeg til et middagsselskab i en kæmpe herskabslejlighed i det indre København og drak vin og spillede vistnok også poker. Årene har efterhånden slidt mindet om den aften en del tyndere, men det, som stadigvæk står skarpt, var en dengang et par og 20-årig mand, der med armbevægelser som Tony Soprano og en karisma som Serge Gainsbourg fyldte rummet og var et naturligt fixpunkt for vores opmærksomhed.

Pilou Asbæk var dengang netop kommet ind på Statens Teaterskole, og få mennesker – og mindst af alle han selv – kunne på daværende tidspunkt forudse, hvor rakethurtigt hans karriere ville forme sig. Dominerende hovedroller i roste film som »R« og »Kapringen«, Bodil-statuette, Robertpris, »shooting star« i Berlin, Ove Sprogøe Prisen, roste teaterroller og landskendt i »Borgen«.

Nu handler det så om rollen som Simon Spies i Christoffer Boes »Spies & Glistrup«, som får premiere samtidig med, at 31-årige Pilou Asbæk har travlt med optagelserne til Ole Bornedals store tv-serie »1864«. Huskede vi at nævne, at han også er blevet far?

Han er vokset op i kvarteret omkring Bredgade, hvor hans familie i tre årtier har drevet gallerier, og det er også her, foran brorens Martin Asbæk Gallery, at vi mødes for at tale om, hvad hans opvækst i kunstverdenen og hans skolegang på Herlufsholms Kostskole har lært ham om at spille skuespil.

»Galleriet åbner først om en halv time, så jeg vil vise dig verdens mindste og hyggeligste kaffebar,« siger han og træder med det samme i karakter som en beleven og høflig vært, der på trods af sin stramme tidsplan vil gøre sit for at være fuldstændig til stede. Som i Pilou Asbæks optik betyder at lade sig rive med af alle mulige indfald og anekdoter, som i de næste timer fører os på mange veje og vildveje.

Foran cafeen sidder hans kæreste, dramatikeren Anna Bro, med parrets syv måneder gamle datter i barnevogn. Efter interviewet skal Pilou Asbæk videre til DR-byen for at optage speak, og senere samme aften tager han til Fyn for at indspille scener til »1864«.

»Det er min forårsdag i helvede,« siger han, da han har kysset sin lille familie farvel.

»Og så er det ikke en gang forår.«

Han bestiller endnu en kop te og en bolle med ost og sætter sig på caféens dårligste plads under en gigantisk palme.

»Når man bliver far, er den dyreste valuta tid. Det er helt vildt, at det, man i sin ungdommelige kådhed tog for givet, nu er ikke-eksisterende. Jeg kæmper om minutter for at få min hverdag til at hænge sammen. Derfor fokuserer jeg i år på biroller eller laver små hyggeprojekter med instruktører, jeg kender godt. Ellers ville jeg aldrig få set Anna og Agnes.«

Pilou Asbæk kan det samme som stjerner som Philip Seymour Hoffmann og Daniel Day-Lewis. Han kan få sig selv til at forsvinde, så man ikke ser skuespilleren, men kun den karakter, han spiller. Således også i rollen som bohemen, levemanden og den kyniske manipulator Simon Spies, hvor Pilou Asbæk ikke bare spiller, men er rejsekongen med alt, hvad det indebærer af explicit – og i visse scener temmelig begejstret – nøgenhed.

Historien om, hvordan Pilou Asbæk fik rollen, er »næsten for underlig«, som han selv siger det.

Han havde på det tidspunkt spillet hovedrollen i den barske og hyperrealistiske »R« og var i gang med rollen som glat spindoktor i »Borgen«. Efterhånden var han ved at skabe sig et navn, og under et besøg hos sine forældre, Jacob og Patricia Asbæk, som driver et kulturcenter på Mallorca, tog han en dag med sin mor ned til den lokale landsby. Her mødte han tilfældigvis filmklipperen My Thordal (klipper på bl.a. »Borgen«, red.) som er gift med Christoffer Boe, og da Pilou og hans mor den formiddag var blevet introduceret for den danske filminstruktør, inviterede Patricia Asbæk de to danske filmfolk og deres børn på frokost senere samme dag.

»Min mor er en gammel cirkushest, når det handler om at mingle og skabe kontakter, og hun ved, hvordan sådan noget foregår. Jeg kendte selvfølgelig Christoffer, fordi han har lavet to af mine yndlingsfilm, »Offcreen« og »Reconstruction«, men jeg blev helt duperet, og tænkte at jeg hellere måtte gøre et godt indtryk. Under hele den to timer lange frokost sad jeg ved siden af ham. Jeg talte om »Borgen«, min mor berettede om sit kulturcenter, og Christoffer fortalte om en film, han skrev på, som på det tidspunkt havde titlen »Den hvide Cæsar«. Filmen handlede om venskabet mellem Mogens Glistrup og Simon Spies, og det eneste sikre var, at Nicolas Bro, som han altid gør i Boes film, skulle spille med.

»Vi danser rundt om den varme grød og ser hinanden lidt an. Det er som et parti skak, der handler om status, hvor man ikke vil vise modstanderen, hvor interesseret man er,« siger han.

Da de er kommet tilbage til Danmark, får Pilou Asbæk lov til at læse manuskriptet og skriver i en sms til Christoffer Boe: »Hvor er det ærgerligt, at Nicolas Bro ikke kan spille både Spies og Glistrup«, hvorefter instruktøren svarer: »Det har jeg allerede overvejet.«

Men Pilou Asbæk får lov til at prøve rollen af, og i to uger arbejder han hver dag i en suite på Spies’ gamle Hotel Mercur sammen med casteren Rie Hedegaard. Efter to uger med improvisation og leg, hvor Pilou Asbæk lidt efter lidt falder ind i karakteren Simon Spies, er Christoffer Boe solgt.

»Jeg var lykkelig for at få rollen, men samtidig tænkte jeg »shit!« Anders Matthesen havde jo allerede spillet ham med stor succes på Østre Gasværk, og han var fænomenal! Hvordan kunne jeg tage »Andens« rolle? Hvad skulle jeg gøre? Jeg måtte bede ham om hemmeligheden,« siger Pilou Asbæk.

Som sagt så gjort. Et par dage senere sidder han hjemme hos Anders Matthesen, hvis kæreste og agent han kender i forvejen.

»Anders skulle lige synke, at den rolle, som han i den grad er blevet identificeret med, og som fik ham ud til et endnu større publikum, nu skulle spilles af en ung knægt som mig. Det var som at komme i audiens hos kongen af comedy, og jeg spurgte »er du ok med det?« og han svarede »det gjorde ondt til at starte med, men nu synes jeg faktisk, at det er cool.««

Og hemmeligheden? Den lå i en bunke på bordet. Fire cd’er med mange timers radioprogrammer, »Spørg bare«, som fra 1969 blev sendt med Cleo, Erhard Jakobsen, John Price og Simon Spies, som datidens svar på »Mads & Monopolet«.

»Anders gav mig nøglen til Spies’ stemme, og da først den var på plads, kom fysikken lige så stille,« siger Pilou Asbæk og læner sig tilbage i stolen, skyder maven frem og hagen tilbage og forvandler sig på få sekunder til Simon Spies, komplet med stemme og mimik.

Inden optagelserne gik i gang, mødtes Pilou Asbæk og Nicolas Bro dagligt på Nordisk Film for at spille bordtennis og improvisere med deres karakterer. Sådan er det hver gang, Pilou Asbæk går i gang med en ny rolle. Et halvt år i forvejen går han i gang med sin research. Til »R« trænede han sin krop og fulgte de kriminelle på Vesterbro, og inden »Kapringen« stod han i køkkenet og hakkede løg på en italiensk restaurant og tog 18 kilo på for at kunne spille rund og jovial kok (og under optagelserne fik han maveforgiftning og tabte næsten lige så meget igen, red.).

Og så kommer method acting-spørgsmålet til en lille million: Om det er hans egen stive tissemand, man ser i filmen.

»Det er et ret privat spørgsmål, og for at beskytte mig selv, vil jeg kun svare på det i den forstand, at... hvordan skal jeg sige det på en pæn måde uden at lyde vulgær? Jeg er meget grundig i mit arbejde, og en mand i min bedste alder, hvis man kan sige det sådan. Måske har jeg også fået lidt hjælpemiddel i form af et eller andet... og så lukker vi den dér!«

Han griner.

»Det er jo bare en tissemand, for helvede.«

Da hans forældre i begyndelsen af 00erne var ved at åbne kulturcentret CCA Andratx på Mallorca, startede Pilou Asbæk i gymnasiet på Herlufsholms Kostskole. Til at begynde med var det meget imod hans vilje, men hans mor insisterede, og i løbet af de tre år blev han efterhånden glad for at gå der. Han havde drama og skrev, instruerede og spillede selv hovedrollen i skolens afgangsforestilling. Da hans halvt franske mor – som tilmed kom for sent til premieren – havde set stykket, sagde hun efterfølgende, at »du bliver aldrig en god skuespiller, men det lader til, at du er god til at instruere.«

Men hans mors hårde dom gav ham bare lyst til at bevise det modsatte.

»Der er jo ikke noget bedre end at vise, at ens forældre tog fejl,« siger han. »Og det værste er forældre, der lyver over for deres børn. Jeg er aldrig blevet opdraget sådan, at mine forældre kaldte mig et geni, hvis jeg havde tegnet en tegning. Jeg tror på, at man kommer længst med ærlighed og omsorg. Og kærlighed selvfølgelig. Når min datter laver en lort, siger jeg heller ikke »skat, det er den flotteste afføring, jeg nogensinde har set,« for det er det sjældent. Jeg har fuld respekt for dem, som opdrager deres børn sådan, men det er bare en anden måde, end jeg selv er blevet det. Selv om min mor dengang syntes, at jeg ikke skulle blive skuespiller, havde jeg så meget selvtillid, at jeg opfattede hendes ord som konstruktiv kritik.«

I stedet havde Pilou Asbæk regnet med at bruge sit liv på at instruere, skrive skønlitteratur eller være journalist. Og han blev efterhånden så god til kostskolelivet, at han ikke blot endte med at blive præfekt – det vil sige én, som går foran som et forbillede for de andre elever – men også modtog Herlufsholms fineste legat. For nylig blev han tilmed bedt om at holde den årlige »trolletale« til den traditionelle »trollefest«, som finder sted til januar. En tale, som en anden tidligere »herlovianer«, Christian Stadil, har holdt.

»På kostskolen blev mit liv styret af en klokke, og det var først i det sekund, at jeg valgte at gå ind i systemet og underkaste mig skolens ånd, at jeg blev glad for den. Sådan oplevede jeg det også på Statens Teaterskole. Det er først, når man accepterer stedets præmis, at man får det fulde udbytte af det.«

I hans barndomshjem kom og gik alle tidens store kunstnere. Wilhelm Freddie var nærmest en slags bedstefar, og gudfædrene er malerne Kurt Trampedach, Bent Holstein og Peter Bonnén. Da Pilou var dreng, havde familien tilmed et galleri, der hed Galleri Pilou, som storebrødrene Thomas og Martin drev.

»I vores hjem, som lå ovenpå galleriet, havde vi værker hængende, så min far tog ofte folk med op for at se på kunst, hvis der var en interesseret køber. Min fars credo er, at når det gælder salg af kunst, er der ingen restriktioner. Jeg har prøvet at sidde på toilettet, hvor folk er kommet ind, fordi der hang et stykke kunst over mit hoved, de skulle se på. Engang var det Preben Elkjær, som bankede på og skulle se et værk. Jeg elsker fodbold, men der er ikke noget, der kan gøre mig mere mundlam end fodboldspillere, så det var bare om at få tørret sig og så liste af sted. På den måde har vi altid haft et åbent hjem, som også skulle være præsentabelt. Jeg tror på, at et rent hjem er et rent sind. Hvilket kan være svært med en baby.«

Da han har ordnet regningen på cafeen, går vi tilbage mod Martin Asbæk Gallery, som storebroren ejer. I samme bygning har den anden storebror, Thomas, et firma, hvor han sammen med moren rådgiver om kunstkøb. Både kostskolen og opvæksten i det københavnske kunstmiljø har lært ham at opføre sig ordentligt og nødvendigheden af at kunne tale med alle slags mennesker.

»Jeg lever efter to ordsprog, jeg har lært af min mor. Det ene er, at man skal kunne spise med kongen og leve med bonden. Det betyder, at man skal kunne begå sig i alle miljøer og navigere i sociale situationer. Min mor er fransk, og min far er fra Hammel i det mørke Jylland, og de har måttet tillægge sig nogle redskaber for at kunne færdes blandt kunstnere og kunstkøbere. Jeg har set den omstillingsparathed hos dem og beundret den. Senere har jeg fundet ud af, at jeg kan bruge den i mit arbejde som skuespiller. I min optik er det at være skuespiller at kunne bevæge sig ind og ud af sociale situationer og få publikum til at tro så meget på en situation, at den bliver virkelighed, « siger han.

Det andet motto, Pilou Asbæk har lært fra sin mor, er, at mens nogle kunstnere gør én ære, gør andre én rige, men meget få gør begge dele.

»Sådan har jeg det med film. Hvad gør filmen for mig, og hvad kan jeg bidrage med. Handlingen er jo skrevet i forvejen, men ved at spille min rolle på en bestemt måde føjer jeg nye lag til historien. Derfor ser jeg altid det sociale i den karakter, jeg spiller, og jeg arbejder altid med, hvordan min karakter agerer i forhold til andre mennesker. Det kræver, at du kender hele den sociale trappestige inklusiv socialgruppe 4 og 5,« siger han og fortæller om, hvordan han bruger sin familie, når han begynder arbejdet med en ny rolle.

»Jeg er overbevist om, at min familie rummer alle arketyper på godt og ondt. Så når jeg former en karakter, går jeg til det som med en opskrift. 200 gram af min mors vrede, 15 procent af min fars distræthed, lidt af min kærestes sødme. Jeg stjæler med arme og ben. Hemmelighed nummer to er, at ens karakter skal være god til et eller andet. Den skal kunne noget, for ellers er der ingen, der kan identificere sig med den. Rune er den klogeste i fængslet, og derfor overlever han. Mikkel i »Kapringen« er god til at lave mad, og Simon Spies er den bedste forretningsmand,« siger han. Det oplagte spørgsmål er derfor, om der render en Simon Spies rundt i familien Asbæk.

»Til den rolle lånte jeg af mine forældres fuldstændig kompromisløse tilgang til kunst og det, at de er kommet fra ingenting. Eller hvordan min bror gik fra at være reklamemand til at arbejde med art consulting. Simon Spies var jo i virkeligheden også den første store danske reklamemand, så jeg brugte det, Thomas har fortalt mig om, hvordan han selv har arbejdet med at sælge et budskab.«

I galleriet er det som at komme hjem. Pilou Asbæk hilser på personalet og siger »os«, »vi« og »vores« om kunsten og lokalerne, da han viser rundt og taler om værkerne på de hvide vægge. »Hende her skal du se« og »den her er jeg vild med«. Som den evige lillebror og efternøler han er, lister han ned i galleriets mødelokale for at lave sjov med broren, der sidder i møde. Og får lov til at bruge kælderen til foto.

Mens han poserer for fotografen og med lidt overtalelse smider T-shirten, taler han om, hvorfor han har valgt ikke at være nærig med sig selv.

»Jeg hader mennesker, der ikke vil bidrage, og som ikke er generøse med deres person. Men når fotografen står og sveder, fordi han brænder for sit arbejde, så kan han også få mig til at smide tøjet. Når jeg mærker passion, bliver jeg nødt til at bidrage. Man skal give noget af sig selv. Det er det samme, når man improviserer med andre. Reglen er, at man ikke må sige nej,« siger han, men er samtidig bevidst om, at han ikke har råd til at give for stor en luns af sig selv.

»Jeg har et image og et brand, og jeg repræsenterer en værdi. På den måde er jeg en vare, som skal holde i så mange år som muligt. Det er derfor, jeg hele tiden vælger roller, der er forskellige. Så bliver jeg ikke kendt som en type, men som ham fra »Kapringen«, ham fra »Borgen« og nu ham fra »Spies & Glistrup«. Man kan kun være ung og progressiv i et vist antal år, og om fem år er jeg sikker på, at jeg bare er »ham Pilou«,« siger han og hjælper fotografen med at pakke udstyr sammen.

»Det er det samme med mine forældre. De var unge og hippe i 1970erne, etablerede, elskede og respekterede i 1980erne, mondæne i 1990erne og søgte nye udfordringer på Mallorca i 00erne. Men sådan er vores liv. Den udvikling skal vi alle sammen igennem, og når det kommer til stykket, er det jo bare skuespil.«