Peter Wibroe: På sporet af den tabte skønhed

Marcel Proust ligger opslået på natbordet i hans franske chateau, og formklippede buksbom knejser i hans barokke have. Eks-reklamekongen Peter Wibroe byder efter 15 år i skjul indenfor i sit æstetiske eksil. Her er han gartner, tænker og nyudklækket forfatter.

Peter Wibroe, tidligere reklamemand, fotograferet til MS på hans 1 hektar store grund i Søllerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Der findes tre slags mennesker: Dig, mig og så den kategori, som Peter Wibroe tilhører: Excentrikerne. Eller de – kærligt ment – kompromisløse tosser, om man vil. For verden ville være et uendelig goldt og kedeligt sted, hvis de ikke fandtes. De er dem, der svømmer mod strømmen og ikke lader sig sagtne af Jantelov eller comme il faut.

Tværtimod næres de af almindelighedernes ulidelige lethed, fordi den udstikker retningen for deres modsatrettede færden, hvorfra de i protest maler tidsånden op i så stærke kontraster, at vi ikke kan undgå at se dem. Og uanset om vi kan tyde motiverne, efterlader deres protester pigmenter af eftertænksomhed, som måske kan gøre os lidt klogere på os selv, hinanden og det liv, vi halser efter. Eller også giver de os bare en oplevelse ud over det sædvanlige, der rusker muntert op i sjælen.

Tag nu Peter Wibroe, der i sig selv er en bemærkelsesværdig kontrast.

Fra slut-70erne og til slut-90erne bestred han titlen som den danske reklamebranches udråbte mester og forbrugsforfører, fordi han forstod at omsætte tidens tendenser til slagkraftige reklamekampagner, der gjorde bl.a. hans bureau Wibroe, Duckert og Partners til et af de mest prisvindende nogensinde.

Han var således en mand af nuet. I nuet. Han var med til at ophøje grøn Tuborg til tidens it-øl hos hele familien Danmark, fordi den »gør livet lidt grønnere«, og den animerede reklamefilm med bjældeklang, kane og julemand for Tuborgs Julebryg til en dansk juletradition på linje med vaniljekransen.

Samtidig var han i sin livsførelse inkarnationen af den overfladiske og evigt skiftende tidsånd, som han satte fængende slogans til. Han gik forrest kreativt og brændte sit lys i alle ender og kanter – godt hjulpet på vej af smukke kvinder, sprut og cigaretter. Og han rev i raseri præsentationer i stykker lige før deadline, hvis de ikke levede op til hans høje standarder. Alt sammen som det passer sig for en »konge i det lorteland«, som han havde opbygget omkring sit talent.

Et nyt kongerige

 

Men i 1999 stod han af tiden. Fra den ene dag til den anden. Eller rettere fra det ene årtusind til det andet. Da 1999 gled over i 2000, solgte han sin andel i sit første livsværk, det succesfulde bureau, og investerede en stor klat af sin formue derfra i at bygge et nyt kongerige op omkring sig. Et stilfærdigt rige, hvor tiden gik i stå for flere hundrede år siden, og hvis høje, klippede hæk skærmer ham af fra den moderne verdens grimhed og grådighed.

Det er her, i dette stykke dekadente aflad midt i et mondænt villakvarter på Søllerødvej i Holte, at han har gemt sig i de seneste 15 år. I sit selvudråbte æstetiske eksil, »Exillion«, som han højstemt og med et glimt i øjet kalder sit franske slot og den store, kunstfærdige, klassiske have, der indtil nu har udgjort rammerne i hans tilbagetrukne liv.

For han er trådt ud i tiden igen. Denne gang bevæbnet med sin egen tidsregning i skikkelse af en 237-siders tyk bog om sit eksil med titlen »Havekunst og Tanketidsler«. En bog fyldt til kanterne med smukke fotos af hans andet livsværk, »Exillion«, krydret med verbale økseslag til den moderne tids æstetiske forfald, teknologiske tyranni, klimasvineri, rodløshed og afkobling fra naturen.

»Hvis jeg skulle lave et reklameslogan, der dækker over mit liv i dag, skulle det – med inspiration fra den franske forfatter, Marcel Proust – lyde: På sporet af den tabte skønhed. Jeg føler så meget for den tabte skønhed. Så jeg tænkte, at den måtte genoplives, og det er den blevet her. Det giver et stort behag i min sjæl,« siger Peter Wibroe og tager et dybt hiv af cigaretten, der ganske, som det er tiltænkt, indhyller hans slanke, 71-årige krop i en sky af røg.

Peter Wibroe, tidligere reklamemand, fotograferet til MS på hans 1 hektar store grund i Søllerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Han er, siger han, et meget privat menneske, og han forklarer en del af sin stædige kæderygning med, at røgen altid har fungeret som et værn mod hans generthed. Og så er der selvfølgelig kommet den ekstra sidegevinst til, at det er politisk ukorrekt at ryge.

»Helt ude af takt med tiden, hvilket jo pludselig gør mig til en taber,« som han lystigt konstaterer, selv om han godt ved, at også den kompromisløshed koster.

Han skal kun tage få skridt til venstre for slottets hovedindgang for at blive påmindet om prisen. Alting omkring ham har nemlig en dobbeltbetydning – også den italienske renæssance-parterre af lave buksbom, som står der, plantet i ca. 13 gravplads-lignende firkanter.

»Det er min visuelle kirkegård, hvor hver bås symboliserer dem, jeg har mistet. Der ligger min lillebror, min vigtigste reklamemakker Randi Eriksen, som jeg bl.a. skabte sloganet »Grøn Tuborg gør livet lidt grønnere« med, og min arabiske ven, som jeg førte mange lange samtaler med – og delte interessen for havekunst med. De var alle kæderygere, og de døde alle af kræft. Men jeg føler stadig, at jeg kan tale med dem, når de »ligger« her i min have,« siger han og fortsætter:

»Jeg ved også godt, at folk måske tænker, at mit slot, den barokke have, de antikke møbler, ornamenteringerne osv. er dekadent blær, og at jeg er en håbløs, gammel nostalgiker, der lever i fortiden.

Men siden jeg forlod bureauet, har jeg været ligeglad med, hvad andre siger om mig. Indtil da havde jeg f.eks. en havelåge lavet af bindebrænde, som jeg kaldte »Jantelågen«, fordi den ikke måtte være for prangende. Det kunne jo blive betragtet som blær og skræmme kunderne væk. Da jeg gik i eksil, satte jeg en smuk gitterlåge i.

Jeg har opbygget »Exillion« for at skabe noget smukt omkring mig og for at glæde andre. Men det er også en protest over alt den rædselsfulde grimhed, der er uden for hækken,« siger han med stille stemme som for ikke at forstyrre den menneskestore, marmorstatue af den italienske Venus, der står i det fransk-inspirerede orangeri til venstre for slottet.

Venusstatuen var det eneste, han tog med sig, da han forlod bureauet, og hendes tilværelse er som hans blevet en ganske anden, for hun står nu i et højloftet rum af sin egen tid og spejder ud over »Exillion« bestående af tre bygninger og tre haveafsnit, der strækker sig over i alt fire grunde i villakvarteret.

Arkitektur og havekunst gør en bopæl til et hjem

 

Peter Wibroe købte i 1974 den første grund og ombyggede fra slutningen af 1980erne den daværende bygning til et fransk chateau, hvis stil har rødder flere hundrede år tilbage.

»Klassisk arkitektur samt havekunstens kulturelle og scenografiske historie og generelle visuelle arv interesserer mig. Jeg tror ikke, at man kan overdrive bestræbelserne på at skabe en så stærk emotionel tilknytning til et sted som muligt.

Det er det, der gør en bopæl til et hjem. Og det er det, der kan forhindre, at mennesket bliver et rodløst væsen i den turbulente, teknologiske, grådige, globaliserede, forurenende verden, der helt har mistet jordforbindelsen,« siger han og tilføjer helt i takt med den overbevisning, at »fremtiden findes i fortiden.«

»Egentlig ville jeg gerne have været arkitekt. Men jeg hadede at gå i skole, og da jeg ikke ville i gymnasiet, var den eneste mulighed for at komme på Arkitektskolen via en håndværkeruddannelse, f.eks. tømrer. Men da jeg hader at stå tidligt op, var det heller ikke en mulighed.

Heldigvis blev jeg ikke arkitekt, for jeg fandt tidligt ud af, at jeg var født 300 år for sent,« siger han, der kun har foragt tilovers for moderne arktitektur, som han i 1990erne opfandt det lidet elskværdige ord »øjebæ« til og foreslog Ekstra Bladet, der var bureauets kunde, en stor kampagne om tidens grimme byggerier.

»Der er intet smukt at kigge på i minimalismen. Det er en fornærmelse mod vores øjne. Arkitekturen i et moderne rum er som i en fængselscelle – med hvide vægge og et vindue. På den måde er alt den arkitektur, design og det håndværk, der gav øjet og sjælen skønhed i form af velproportionerede rum med dekorationer, væk. Jeg kan slet ikke lide begrebet moderne, fordi det er selvdestruktivt. Det betyder jo, at man hele tiden smider det væk, der var før. Og at alt andet end det, der er lige nu, bliver set ned på.«

Peter Wibroe, tidligere reklamemand, fotograferet til MS på hans 1 hektar store grund i Søllerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Da slottet i start 1990erne stod færdigt, kiggede han med sine altid kritiske øjne ud over haven, som han længe havde haft stor interesse for – men kun lidt tid til at dyrke. Han fik pludselig behov for orden og mening.

I arkitekturen og i en forlængelse af den og begyndte nu langsomt at forme den have, der står i dag. Ud med de snoede stier, de naturlige bede, det landskabelige. Og ind med symmetri, rene linjer, italiensk renæssance- og fransk barokstil med fontainer, bassiner, formklippede buksbom, lave parterres, stenvaser og statuer.

Et projekt, der tog endnu mere fart, da han som 50-årig, på toppen af sin karriere, fik mulighed for at købe to nabogrunde og huse. Alt blev jævnet med jorden, og i stedet byggede han et hus til datteren Louisa og hendes kæreste, med inspiration hentet i franske orangerier fra det 17. århundrede. Op mod slutningen af 1990erne var hans fascination af klassisk arkitektur og havekunst vokset fra at være en hobby til det, han selv kalder en »besættelse«.

»Jeg fik nok en øget interesse for at skabe dette, fordi det gav mig mere mening at skabe noget smukt og blivende, frem for døgnfluer til skraldespanden,« siger han med henvisning til, at hans besættelse tog til i styrke, fordi han ikke længere kunne stå inde for de værdier, der blev fremherskende i tidsånden. I nuet.

»En af hovedårsagerne til, at jeg stod af, var netop, at grimhed blev moderne, grådigheden voksede, og dilettanteri og plathed blev en del af reklamebranchen og underholdningen. Pludselig handlede alting kun om penge og om at ramme den laveste fællesnævner. For mig havde det altid været et mål, at vi skulle ramme den brede befolkning uden at tale ned til eller over hovedet på dem, men de måtte gerne stille sig på tæer for at nå budskabet.

Så havde vi bidraget med noget kvalitet. Grådigheden og manglen på kvalitet sneg sig også ind på vores bureau, og faktisk foreslog jeg min partner, Jan Duckert, at vi ved årtusindskiftet skulle lukke bureauet og lave et nyt. For det var nye tider. Men det ville de selvfølgelig ikke, og da jeg gik ud, blev det automatisk et andet,« siger han, der også havde et par mere personligt funderede motiver for at stå af ræset.

Peter Wibroe, tidligere reklamemand, fotograferet til MS på hans 1 hektar store grund i Søllerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Jeg blev slidt på mange måder«

 

Han skulle være far for anden gang. Og hans krop kunne ikke længere holde til den altopædende livsstil med en halv karton cigaretter om dagen gennem næsten 40 år som kreatør i reklamebranchen, forliste forhold og et utal af våde, utro nætter.

»Jeg blev slidt på mange måder, og jeg er i hvert fald i bedre form nu end for 15 år siden. Dengang levede jeg det vilde liv, som for mig var en sikkerhedsventil. Jeg kunne ikke præstere til kanten og så gå hjem og spise en rolig aftensmad med min familie. Det var umuligt, men det kostede selvfølgelig. Jeg blev skilt, da min datter Louisa var 15 år. Jeg fik forældremyndigheden over hende, men hun har mest af alt passet mig.

Da jeg så i slut-90erne stod til at skulle være far igen, blev jeg meget bevidst om, at jeg gerne ville have mere tid og nærvær med mine børn. Prøve at blive det familiemenneske, som jeg havde forsømt at være i 30 år. Og det synes jeg, at jeg er blevet,« siger han og peger til højre mod orangeriets anden halvdel, hvor den nu 46-årige Louisa bor med sin familie.

Sønnen Alexander bor i dag mest hos sin mor, men Wibroe håber, at han som voksen også vil flytte ind.

»I dag bor vi tre generationer her. Jeg har altid været fascineret af Sydeuropa, hvor alle generationer bor sammen, spiser ved et langt bord – og hvor der altid er nogen hjemme. Det giver et andet liv, når man har et samlingspunkt,« siger han og peger så ud mod den modsatte ende af haven.

Der ligger det sidste skud på hans æstetiske mission – havens tredje afdeling, den orientalske eller islamiske have, som han anlagde, da han fik mulighed for at indlemme endnu en nabogrund i sit »Exillion«.

Her har han opført endnu en bygning, hvis arkitektur er inspireret af de islamiske havers Iwan, et stort rum med en åben bue mod havens midte og buegange rundt om haven. Også haven er anlagt efter den islamiske havekunsts filosofiske principper, hvis symmetri, inddelinger og beplantning bl.a. symboliserer åndelighed og sensualitet.

»Når jeg skal tænke og fordybe mig, går jeg hen i den orientalske/islamiske have. De arabiske tænkere havde stor indsigt i, hvad der er godt for menneskets sjæl. Jeg er overbevist om, at buegange har en dyb psykologisk indvirkning på os, og at vi har brug for at være forbundet med naturen,« siger han og pauserer.

Peter Wibroe, tidligere reklamemand, fotograferet til MS på hans 1 hektar store grund i Søllerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det gør han ofte. Pauserer. For han har ikke travlt længere. Tiden og dagene er helt hans egne. Stilfærdige og blottet for forbandede autoriteter og den præstationsliderlighed, der drev ham ud til kanten som reklamemand. Der er heller ingen moderne støj i form af mobiltelefoner eller tablets. Den moderne tids »teknologiske tyranni«, som han kalder det, er forment adgang i hans eksil, og slottets eneste computer benytter han kun, når det foregår i selskab med andre.

I stedet går hans dage med at sove længe, indtage lidt åndelig føde fra Marcel Proust, der ligger opslået på natbordet, drikke morgenkaffe, spise brunch – og læse avis. Politiken, vel at mærke, »mest fordi den er trykt på noget ordentligt papir«. Derefter sætter han sig, ofte iklædt sin arabiske kjortel, et sted i sin have med en smøg og tænker over, hvad han føler for at lave.

Uanset om det, hans lyst falder for, passer til årstiden. Derefter trækker han i arbejdstøjet og går i krig med haven, der er anlagt så ambitiøst, at der egentlig burde være syv gartnere til at passe den.

Men der er kun en – ham selv – en gartner, der vil redde verden. Som oftest dog med hjælp fra sin 42-årige kæreste, Anne Marie Mygind, som han mødte for tre år siden. Hun fattede interesse for ham, da hun så ham i DR2-serien »Danske Mad Men«, der skildrede den danske reklamebranches Don Drapers. Gennem en fælles bekendt blev de introduceret for hinanden, og hun har ikke forladt slottet siden. En kærlighed revet ud af tid og sted, der tydeligvis vægter tungt i ham – også af æstetiske grunde.

»Ungdommens skønhed har jeg nok brug for. Det er også hende, jeg oftest tegner, for jeg tegner stadig meget. Men det er kun til privat brug,« siger han, hvis dage i haven fortsætter til mørkets frembrud, hvorefter han ofte bruger aftenerne og nætterne i sit bibliotek, hvor han fordyber sig i havekunst, filosoffer og tænkere.

I bogen citerer han således et hav af sine forbilleder fra Platon, Nietzsche, Voltaire, Albert Camus, Winston Churchill og til George Harrison.

Formentlig for at understrege sin pointe – og male en kontrast op for os andre. En kontrast, han selv er en del af, men har valgt side i og nu er parat til at vise frem efter årevis i skjul. Eller som han selv formulerer det:

»Måske er det, når man har levet et liv i en kunstig branche og forført folk til forbrug, at fanden pludselig går i kloster og vil bruge resten af sit liv på at sone sine synder ved at skabe ægte skønhed ud af den ægte natur.«

Bogen »Havekunst og Tanketidsler« er skrevet af Peter Wibroe og fotograferet af Bent Rej. Er udkommet på forlaget Øjefryd.