Pete Doherty står til fængsel

Kate Moss' on-off kæreste, musikeren Pete Doherty tegner til at blive den seneste i rækken af berømthe,der der må en tur i fængsel.

En dommer i London udsatte i dag sin endelige beslutning om, hvorvidt Doherty skal i fængsel eller ej i fire uger. Derefter står den enten på samfundstjeneste eller fængsel - sidstnævnte er konsekvensen, hvis ikke sangeren viser, at han kan ændre sine narkovaner.

- Hvis ikke han viser motivation (til at stoppe red.) i løbet af fire uger, bliver det fængsel. Så enkelt er det, lød det ifølge Reuters fra dommeren Davinder Lachlar.

Doherty, som har erklæret sig skyldig i besiddelse af kokain, heroin, cannabis og ketamin, angav, at han forstod budskabet.

Det meget omtalte forhold mellem supermodellen og den svært narkoafhængige sanger er ifølge seneste meldinger fra The Sun på stand-by, da Kate Moss, som selv har indrømmet et vist kemisk forbrug, angiveligt har fået nok.