Pernilles Projekter

Hun flyttede hjemmefra som 14-årig, blev mor som 21-årig og tog hul på sin autodidakte mediekarriere som 27-årig. I april blev hun i en alder af 45 år direktør for Allers 17 magasiner og ugeblade. Det er gået stærkt for Pernille Aalund. Lidt for stærkt nogle gange.

Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

Små piger drømmer om at blive cirkusprinsesser eller stewardesser. Pernille Aalund ville være arkæolog. Men kun i en kort periode, så blev interessen for fortidens levn erstattet af skuespil, så var det sang og en overgang endda pladetektonik. Det var tilbage i 1982 på gymnasiet Greve, hvor den dengang 20-årige Pernille Aalund svedte i sin læseferie. Eksamen i geografi ventede om hjørnet, og årskarakteren 5 blinkede på nethinden. De fleste unge ville putte sig under dynen i afmagt, men ikke Pernille Aalund. Hun åbnede bøgerne og lukkede dem ikke, før hun kunne forklare, hvordan jorden er skruet sammen.

»På halvanden uge forelskede jeg mig i geografi. Totalt grebet gik jeg til eksamen og fik 11. Jeg søgte ind på faget på universitetet, blev optaget og var der i tre måneder,« fortæller Pernille Aalund.

Hendes stemme er rolig og konstaterende. Slipper lysten op, nytter det ikke at blive ved. Netop derfor fik hun dette forår koncernchef Pål Thore Krosby fra Aller Press til at love, at han ville sørge for, at hun hele tiden var »forelsket.« Det løfte har han holdt. I april tilbød han hende jobbet som direktør for Allers 17 ugeblade og månedsmagasiner. Efter en kort tænkepause, sendte Pernille Aalund en SMS til Krosby med ordene: »Du aner ikke, hvor glad du har gjort mig!«

Vi kender Pernille Aalund som den tjekkede og ligefremme kvinde, der ikke er bange for at kalde en kusse for en kusse. Eller sagt lidt pænere: Der tør tage fat i emner, som alle kvinder kender, og mange døjer med, men få skilter med. Det begyndte for alvor, da hun i 1995 blev værtinde i talkshowet »Mænd ingen adgang« på TV3. Programmet var det første i Danmark, der handlede om kvinder og udelukkende var produceret af kvinder. Fra sofaen satte den ene kvinde efter den anden ord på oplevelser med utroskab, incest og anoreksi, mens Pernille Aalund nikkede forstående og stillede de spørgsmål, som alle landets kvinder brændte for at høre svaret på selv om det nogle gange gjorde ondt, var pinligt og alt for genkendeligt.

Nu er rollerne byttet om. Det er hendes tur til at svare på spørgsmål om karriere, kvinder og kroppen og lukke op for posen med personlige kriser.

Scenen er sat i Pernilles Aalunds egen stue. Stearinlysene er tændt og filippinske Lizyer, Pernille Aalunds personlige assistent og husalf, har sat frugt, te og vand frem på sofabordet. Anine, Pernille Aalunds seks-årige datter, holder sig pænt i baggrunden.

Hvorfor har du beskæftiget dig så meget med kvinder?

»For ti år siden troede enhver kvinde, at hun var den eneste, der havde appelsinhud og var den eneste, der blev bedraget. Men vi kender det alle sammen, og vi har behov for at udveksle erfaringer. »Mænd ingen adgang« og talkshowet »Pernilles Univers«, der fulgte efter, var baseret på et give-og-få-koncept. Vi formidlede ikke bare den triste skæbne, men gav konkrete råd og anvisninger til at komme videre med livet.«

Du virker meget tolerant i dine udsendelser. Er du det?

»Der er ikke to kvinder, der er ens eller træffer de samme valg. Jeg håber, at jeg har været med til at nedbryde fordomme over for dem, der lever anderledes. Vi behøver ikke forstå hende, der gør det med 14 forskellige mænd, men vi må anerkende, at det er hendes eget, frie valg.«

Har du aldrig taget dig selv i at dømme en kvinde, du havde i studiet?

»Jeg har interviewet en kvinde, der valgte at få barn nummer tre, selv om hun vidste, at hun ikke kunne tage vare på det. Dét krævede en vis portion overskud fra min side,« lyder det diplomatiske svar.

Pernille Aalunds interesse for kvindelivet har ført hende fra platform til platform og gjort hende til ambassadør for den almindelige kvinde. Internetportalen Oestrogen, som hun stablede på benene i samarbejde med Politikens Hus i 2002, var den første af sin slags i Danmark. Kvinderne tog den lyserøde portal til sig med det samme; de havde angiveligt savnet et brugergenereret forum, hvor anti-janteloven herskede, og hvor de kunne sige, hvad de ville uden at blive mødt med en mur af fordomme.

»På Oestrogen er det i orden at melde ud, at man vil have kejsersnit, ti børn eller slet ingen. Jeg kan få eksperter til at give gode råd, men det har aldrig været min opgave at fortælle, om valget er rigtigt eller forkert,« siger Pernille Aalund og trækker de nøgne fødder op under sig i sofaen.

Hun kender om nogen præmisserne for et interview: Den ene spørger, den anden svarer. Men over 20 års erfaring med mediebranchen har også lært hende, at åbenhed og ærlighed kan komme tilbage og ramme hende i hovedet som en boomerang:

»Jeg tænker meget over, hvordan jeg formulerer mig. Vi to har en god samtale, men i morgen er den blevet til en artikel i en avis. Jeg kan etablere et fortroligt rum og fællesskab med en person, jeg netop har mødt, og det er godt at kunne i et talkshow. Men er jeg konsekvent med den evne, får jeg problemer. Når en samtale bliver kørt gennem den journalistiske maskine, er stemningen, pauserne og fortroligheden forsvundet, og udmeldingerne står tilbage, isolerede og rå.«

Alle ved, at sladder, sex og silikone sælger aviser; det tænkte Pernille Aalund bare ikke på som ung kvinde. Det fortryder hun nu, for et blakket image er svært at slippe af med:

»Tidligere var jeg var en uden-filter-pige, og så blev jeg kendt som »hende den rapkæftede blondine«, der altid har en mening om alt fra kønssygdomme til bryster.«

Da »Mænd ingen adgang« rullede over skærmen, gravede sladderpressen nøgenbilleder frem af teenageren Pernille Aalund.

»De blev taget på en strand, og i 1970erne virkede det harmløst. Jeg kommer fra et hjem, hvor min far som den naturligste ting i verden gik nøgen rundt og serverede rundstykker søndag morgen. Jeg bankede selv »Mænd ingen adgang« op fra bunden, så jeg var skuffet over, at pressen fik det til at handle om »Pernilles bryster« i stedet for om min indsats eller konceptet.«

Nu siger du jo bryster...

»Jeg har indrømmet, at jeg fik lavet silikonebryster og orker faktisk ikke at snakke mere om det,« sukker Pernille Aalund.

Men omvendt øjner hun en mulighed for at udrede et par misforståelser. Men lad os først opfriske hukommelsen: For fire år siden lod hun en fotograf dokumentere, hvordan hun fik fjernet de silikoneimplantater, der for ti år siden ændrede hendes brystmål fra A til D. Billedserien blev publiceret i magasinet Q, som Pernille Aalund indtil for nylig var chefredaktør på.

»Mine implantater var gået i stykker, og jeg ville gerne vise landets kvinder, at man kan få dem fjernet og få en lige så fin barm som før. At der er fortrydelsesret, og at silikonebryster ikke holder et helt liv.«

Da Pernille Aalund forlod TV3 en ny chef brød sig ikke om hendes talkshows oplevede hun sin første faglige krise:

»Jeg havde Oestrogen, men mit hovederhverv var pludselig væk. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Dér besluttede jeg, at jeg aldrig mere ville rende rundt som en anden desperado og håbe, at nogen kunne bruge mig.«

Langsomt begyndte tanken om et nyt koncept at rumstere i hovedet på Pernille Aalund; et koncept, som indholdsmæssigt skulle kobles på Oestrogen, men som skulle have en helt anden form, så en ny »forelskelse« kunne spire.

»Q var det første magasin, der sagde: »Elsk dig selv, som du er eller gør noget ved det.« I dag har ALT for damerne og Femina også guides til forskellige kropstyper, og kvinder med kurver reklamerer for Dove i undertøj. Q har været med til at ændre vores syn på kvindekroppen.«

Kvinden, der slæber rundt på 30 kilo for meget, er ikke sund, vil en ekspert sige. Men hvis hun er lykkelig, lever hun sikkert længere end den ulykkelige, normalvægtige kvinde. Det er en af tankerne bag Qs koncept, ifølge Pernille Aalund.

»Jeg er tilhænger af den selvopfyldende profeti: Jo flere gange du siger til dig selv, at du er dejlig, jo dejligere vil du komme til at opfatte dig selv.«

Ser du en dejlig kvinde, når du kigger dig i spejlet?

»Jeg er ikke anderledes end andre kvinder. Med jævne mellemrum har jeg også brug for at sige højt: »Ja, gu er jeg dejlig,« selv om jeg har rande under øjnene, og tøjet ikke sidder, som det skal.«

Pernille Aalunds bog »Hvad du ønsker, skal du få en praktisk succesguide til kvinder« fra 2004 udkom i tredje oplag sidste år. På Københavns biblioteker er der over tre måneders ventetid på bogen. Mere end 40.000 kvinder køber Q om måneden. Tidens kvinder har stadig brug for en ambassadør.

Pernille Aalund voksede op i Karlslunde sammen med to yngre søstre. Faren var byens dyrlæge og moren, der er forfatter og litteraturforsker, en smule excentrisk, for at bruge Pernille Aalunds eget adjektiv.

»Jeg voksede op med Che Guevara, og der blev spist hashkager i vennekredsen. Mine forældre stemte på VS og SF og var småflippede. Nøgleordene for min barndom er ærlighed og frihed.«

Granteen i Pernille Aalunds krus bliver kold i takt med, hun taler sig varm:

»Mine forældre lod mig gøre præcis, hvad jeg havde lyst til. Jeg har afprøvet alt fra klaver til konkurrencesvømning. Det har givet mig mange erfaringer, men i dag er jeg ked af, at de ikke lærte mig til at holde fast i én ting.«

Der er ingen fare for, at Anine får det på samme måde.

»Jeg er den onde mor. Hun skal øve hver dag og får undervisning tre gange om ugen.«

Anine kaster et blik på klaveret og forlader stuen. Det er sjovere at se »Bambi« på DVD oppe i mors soveværelse end at lytte til kedelig voksensnak også selv om ens eget navn bliver nævnt engang imellem.

Selv flyttede Pernille Aalund hjemmefra, da hun var bare otte år ældre end Anine, som 14-årig.

»Jeg var et meget selvstændigt barn og led af udlængsel. Så selvfølgelig fik jeg lov til at flytte ind i et nærliggende sommerhus,« siger hun og smiler, så de karakteristiske smilehuller bliver dybere.

»Jeg kunne ikke finde ud af at passe min skolegang. Jeg kom op om morgenen, men dagdrømte i timerne om det projekt, der optog mig på det tidspunkt. Jeg skulkede aldrig, det var lektierne, det kneb med. Og hvis jeg ikke tog i skole, sagde jeg det til mine forældre.«

Hvad sagde de så?

»De skrev »Pernille havde brug for en hjemmedag« i min meddelelsesbog. Men kun hvis jeg havde et godt argument for ikke at gå i skole. Og det gjaldt ikke, at jeg havde brug for at sove! Måske havde jeg brug for at læse en bog eller gå en tur.«

Marcus, Pernille Aalunds yngste søn, var også skoletræt i en periode. Men modsat mange unge var han heldig at have en mor, der ikke havde glemt, hvad dét vil sige.

»Jeg har sjovt nok gennemført mine forældres koncept med »udviklingsdage.« Marcus fik lov til at holde fri på betingelse af, at vi for eksempel gik på museum.«

Efter gymnasietiden løb Pernille Aalund ind i et projekt, der skulle vise sig at vare i otte år: Sin egen familie.

»Jeg blev lidenskabeligt forelsket i en mand, som jeg mødte på det lokale diskotek. Jeg vidste, hvad jeg ville, og det var at få børn med ham.«

Som sagt, så gjort. Pernille Aalund blev gift og gravid med Steen, da hun var 20 år.

»Da jeg fik Tobias, oplevede jeg den største lykkefølelse. Jeg sad i min seng og græd ved udsigten til, at han skulle dø engang. Jeg havde aldrig været lykkeligere end i moderrollen, og jeg drømte om at bage økologisk brød, sy fastelavnskostumer og lave dukketeater resten af mit liv.«

Da Tobias havde taget sine første skridt, fik han astmatisk bronkitis. De efterfølgende år blev han indlagt 36 gange og blev erklæret klinisk død to gange. Med ét bristede Pernille Aalunds lykkeboble.

»Jeg havde aldrig mødt noget, der gjorde ondt. Jeg troede, at livet var godt, og at dødsfald var noget, der skete hos naboen. Jeg var en ung mor, da jeg blev gravid, men da jeg var mor til et et-årigt, dødssygt barn, var jeg en meget gammel mor.«

Hvordan kunne du overveje at få et barn til?

»Det var et forsøg på at fordele den store kærlighed og angst for at miste. Men det kan man jo ikke. Jeg oplevede samme ubeskrivelige glæde med nummer to.«

Marcus er to år yngre end Tobias. Af praktiske årsager skulle drengene døbes samme dag. Aftenen inden dåben blev Tobias så syg, at en respirator måtte trække vejret for ham. Ingen vidste, om han havde taget skade, når han vågnede eller om han overhovedet ville vågne. Om eftermiddagen besøgte præsten fra Karlslunde Sogn den lille familie på hospitalet.

»Han fortalte, at omkring 400 kirkegængere havde bedt for Tobias liv ved en gudstjeneste samme formiddag. Det var så smukt. Jeg bliver stadig af og til prikket på skulderen af folk, der var til stede i kirken dengang og som ved, hvem jeg er,« fortæller Pernille Aalund og stryger op og ned ad sine bare arme et par gange.

»Præsten havde en orange anorak på,« tilføjer hun og ryster på hovedet over sin erindring.

Tobias slog øjnene op og læser i dag medialogi på Aalborg Universitet. Astmaen slap han af med, da han startede i 1. klasse.

Da Pernille Aalund var midt i tyverne, og familielivet var blevet hverdag, kunne symaskinen og støvsugeren ikke længere holde hende beskæftiget. Drengene var for store til at gå hjemme hos deres mor, og det var på tide at se sig om efter et nyt projekt. Hun stak næsen indenfor hos Radio Sydkysten. Et decideret job var der ikke at få, men hun måtte gerne sortere plader og tage telefonen.

»Jeg var inspireret af de hospitalsmiljøer, som jeg havde været en del af sammen med Tobias. En dag tog jeg en Revox-båndoptager under armen og interviewede en familie, hvis barn var i livsfare. Programmet blev mit første værk, som jeg selv producerede fra start til slut.«

Radiodokumentaren om leukæmisyge børn fik mange lyttere, og Danmarks Radio købte en kopi. Pernille Aalund var på vej.

Anine kommer ind i stuen. Med en lille improviseret riverdance forsøger hun at få opmærksomhed fra sin mor. Den får hun et øjeblik, så gælder det igen »projekt samtale.«

Hvad har Tobias sygdom betydet for dig?

»Hvis han ikke var blevet syg, havde jeg sandsynligvis siddet som mor til ti børn i dag. Jeg havde gjort dét til mit livsprojekt,« siger Pernille Aalund uden at blinke.

Mens hendes engagement steg på radioen, faldt det tilsvarende på hjemmefronten.

»Jeg udviklede mig eksplosivt, men min mand havde svært ved at se, hvad mit radioarbejde skulle gøre godt for. Det var jo »bare nicheprogrammer til ældre mennesker og ulønnet.« Han var midt i en karriere, men kom hjem til et hus, der ikke længere var pletfrit. Sommetider skulle han selv hente børnene. Det var besværligt for ham.«

De havde bygget hus i et af Solrøds mondæne kvarterer, og Pernille Aalund kørte i egen bil. Den lille familie var godt etableret.

»Der opstod flere og flere skærmydsler i ægteskabet, og vi voksede simpelthen fra hinanden. Jeg valgte at flytte tilbage til sommerhuset. Så sad jeg der på en madras på gulvet omgivet af mine to drenge og et par plasticsække med tøj. Det var en ø af lykke. Jeg var beruset ved tanken om alt det fantastiske, jeg skulle udrette,« mindes Pernille Aalund.

Det lyder temmelig hårdt. Var det en lykkelig situation?

»Jeg er ret dårlig til at huske det, der ikke lykkes i mit liv. Så må mine kollegaer og veninder minde mig om, at jeg rent faktisk har prøvet alt det, jeg benægter. Jeg vender mig om og stiger op på hesten ved siden af.«

Pernille Aalunds arbejdsliv har været en kombination af en række tilfældigheder. En fyr fra reklamebranchen kunne ikke stå for hendes bløde stemme i radioen og bad hende møde op i Karlslundes industrikvarter en aften. Pernille Aalund fik sin far til at passe børnene og drog af sted. Adressen viste sig at gemme på et sobert studie. Intetanende læste hun op fra teksten: »Klokken nærmer sig 17.30 de bedes venligst gå mod kasserne.« Hun fik jobbet som varehuset OBSs nye stemme og gjorde siden »Tefal, det er lige mig« og »Always Ultra, en renere og mere tør fornemmelse« til landeplager.

En dag meldte det svenske produktionsselskab Wegelius Televison sig på banen; de søgte en programleder til et nyt, dansk tv-program. Med sin efterhånden store bunke af radio- og tv-produkter under armen tog Pernille Aalund til jobsamtale.

»De spurgte, om de måtte lade kameraerne rulle under samtalen. Det var helt vildt underligt. I slutningen af forløbet gik det op for mig, at en »programleder« betyder »studievært« på svensk!«

Pernille Aalund lavede omkring 80 programmer af »Vis mig dit køleskab,« der var interviews med kendte og madlavning ved bl.a. kokken Henrik Boserup. Programmet blev sendt på TV2 fra 1992 og var hendes debut på landsdækkende tv.

Pernille Aalund har udviklet og produceret en stor del af tv-udsendelserne for egne penge i eget tv-produktionsselskab. Rollen som værtinde er kun en lille del af hendes tv-virke, men den, vi kender hende bedst for.

Det blev ikke til mange år i sommerhuset i anden omgang. Da Pernille Aalund var omkring 30 år, flyttede hun og drengene til en lille lejlighed på Islands Brygge i København.

Hvordan er dit forhold til drengenes far?

»Han er en af mine nære venner. Gennem årerne har vi haft en tæt dialog om drengene, og de har et godt og sundt forhold til deres far. Det var hårdt, indtil jeg traf min beslutning om at flytte. Så skulle jeg videre. Bom.«

Pernille Aalund forlod Anines far, Thomas, for et halvt år siden. Hun har haft sine egne livskriser, og de har handlet om kærlighed hver gang:

»Mit arbejdsliv har kostet mig mine mænd. Om jeg har fortrudt? Sådan kan jeg ikke ræsonnere. Dybest set havde jeg ikke noget valg. Jeg kunne have haft lykkeligere ægteskaber, men så ville jeg have været en ulykkelig kvinde.«

Pernille Aalund mener selv, at hun er god til at blive skilt.

»Jeg har forladt mine mænd i kærlighed. Anines far sover ikke i min seng mere og er her ikke, når hun vågner, men hun oplever stadig, at vi elsker og respekterer hinanden,« siger Pernille Aalund og skynder sig at tilføje:

»Det lyder nyreligiøst, men sådan er det. Det gode brud findes. Det har jeg bevist to gange.«

Som ved et trylleslag dukker Anine op. I hånden har hun en lille, mælkehvid fortand. Tabt samme eftermiddag. Større bliver det ikke.

»Snak bare videre«, siger hun og smutter ud for at hjælpe Lizyer med aftensmaden.

Pernille Aalund har et langt CV, men ingen universitetsgrader at skrive på sit visitkort.

»At klare sig godt i mediebranchen kræver talent, vilje, indstilling og kreativitet, ikke nødvendigvis en mastergrad. Mit arbejdsliv ville givetvis have været brolagt med færre udfordringer, hvis jeg havde haft en uddannelse. Men hvornår skulle jeg have haft tid? Årene som hjemmegående husmor vil jeg ikke have undværet.«

Du er kommet langt uden uddannelse. Er du god til at »sælge dig selv?«

»Jeg er god til at sælge en idé og være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det har altid handlet mere om mit pågældende projekt end om min karriere.«

Trin for trin har Pernille Aalund besteget karrierestigen og står nu på et af de allerøverste trin som direktør for driften af Aller Press 17 magasiner og ugeblade. Vanen tro faldt jobbet nærmest ned i hovedet på hende. Som chefredaktør for Q og ugebladet Kig Ind havde hun sin daglige gang i koncernen i Valby; en morgen sendte koncernchefen bud efter hende.

»Jeg opfører mig sommetider lidt rebelsk og handler, før jeg tænker, så jeg troede, han ville sætte mig på plads. Da han tilbød mig jobbet, gik der gik mange ting gennem mit hoved, Men jeg vidste, at jeg ville kunne magte opgaven. Nu har jeg et bredt, arbejdsmæssigt projekt med 17 indlagte forelskelser,« smiler Pernille Aalund.

Hvad med »projekt kærlighed«?

»Jeg er ærlig talt ikke ret god til at være single. Hvis den rette mand pludselige står der, er jeg klar. Anytime.«

Hvad med »projekt uddannelse«?

»Måske begynder jeg at læse medicin i en høj alder. Eller arkæologi.«