Permanente pauser

Ferietid er læsetid. Når varmen og fritiden går op i en højere enhed, er det tid til en god bog. Men hvilken? Berlingskes litteraturredaktion anbefaler bøger til sommerlæsning. I dag handler de om at trække stikket ud. Sådan for alvor.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste af os har nok lyst til en gang imellem at komme væk fra hverdagen. Er det for eksempel ikke det, man har sommeferier til? At trække stikket ud og fjerne sig så meget som muligt fra det daglige arbejde? Og helst så langt væk, at man når at glemme passwordet til arbejdscomputeren? Det synes jeg, at det er. Selv om lediggang ifølge talemåden er roden til alt ondt, er lediggang i små doser et gode, og i mine langsynede øjne er den det ikke mindst, fordi den giver mulighed for at tage læserbrillerne på og læse i længere sammenhængende forløb. Uden hverdagens altid overhældende risiko for at falde i søvn midt i en sætning.

Men hvad sker der, når man sådan for alvor trækker sig tilbage fra verden? Når man ikke bare holder en kort feriepause, men bevidst vælger det fra, der engang var ens hverdagsliv, og vælger noget helt andet til? Det er et tema, der har inspireret mange af mine egne yndlingsforfattere.

Verdenslitteraturens største lediggænger, Hans Castorp fra Thomas Manns mageløse roman »Trolddomsbjerget«, (1924) rejser på kurophold i de schweiziske alper. Særligt syg er han ikke, efter planen skal han snart tilbage til Hamburg, men han bliver i stedet på stedet i syv lange år. Først den store krig – senere kendt som Første Verdenskrig – afbryder vor helts mere eller mindre selvvalgte isolation fra det egentlige liv, og hvis han ikke får udrettet så meget, deroppe i højderne, så gør det ikke romanen mindre underholdende. Kurstedet med dets mere eller mindre syge skæbner er nemlig et mikrokosmos af verden udenfor, af den verden af i går, der gik under med katastrofen, og det er ikke kedeligt. Det er et sted med fantaster, fanatikere, humanister og skønånder og med døden på lur, og Hans Castorp selv er romanens såre almindelige centrum, komplet med releksionerne, drømmene og den erotiske betagelse i den skønne turbekuløse russerinde Clavdia Chauchat. Der sker ikke så meget. Netop derfor sker der så meget.

At trække stikket ud, det gør kæmner Bjørn Hansen også i Dag Solstads »Elvte roman, bog 18« (1992). Bjørn Hansen er endnu et af disse gennemsnitsmennesker, som skønlitteraturen er så rig på, og som ikke på trods af, men netop på grund af deres gennemsnitlighed kan rumme alt det væsentlige, der er at sige om det at være til. Han er en mand, kunne man sige, uden særlige egenskaber, men også et menneske, for hvem der – typisk for Solstad – indtræffer noget radikalt: Han vil have sig en skæbne, en rigtig skæbne, så han fingerer, at han er blevet lammet og lænket til en rullestol, og på den måde afskæres han fra det almindelige liv, og i sin selvvalgte ubevægelighed bliver han i mere egentlig forstand en eksistens. Så længe det varer. Hvad der senere hænder Bjørn Hansen, skrev Dag Solstad om 17 år senere i opfølgeren med den lige så vidunderligt nøgterne titel »Roman 17«.

Lyder Hansen-romanen en lille smule kedelig? Den er lige det modsatte. Der er så meget på spil hos Dag Solstad, blot ikke så meget som ydre handling, men som det, der sker i sproget og hovedet, og det er mere end rigeligt. Det er ikke for meget at sige, synes jeg, at Bjørn Hansen er hovedperson i noget af det ypperste fra Nordens største nulevende romanforfatter. På samme måde som kunstneren Jed Martin er hovedperson i noget af det ypperste, den fabelagtige franske misantrop Michel Houellebecq har skrevet, nemlig romanen »Kortet og landskabet« (2010).

Jed Martin er en billedkunstner, der i romanens begyndelse oplever en stigende, efterhånden overvældende kommerciel succes, men som ender sit liv i selvvalgt tilbagetrukkethed – uden interesse for kærlighed, penge, arbejde og hvad der ellers interesserer de fleste. Han forsvinder på den måde fra verden, og han kan på den måde godt ligne en fjern, moderne litterær fætter til Henrik Pontoppidans Per Sidenius. Titelpersonen i »Lykke-Per« (1898-1904) vil også så meget, men ender også som noget andet. Som beskeden vejassistent i Thy, fjernt fra den verden, han engang havde sat sig for at erobre.

Romanerne om Castorp, Hansen, Martin og Sidenius er allesammen beretninger om at vende verden ryggen. Før eller senere. De er også allesammen verdenslitteratur. Værd at trække stikket ud for. I hvert fald for en stund.