Per Frimann: Når smerten alligevel er det hele værd

Næsten 30 år efter, at den tidligere landsholdsspiller Per Frimann, blev fatalt skadet og karrieren brat afsluttet, guider han TV3s seere igennem Champions League, der begyndte i denne uge. Nu står hans egen søn foran en lovende karriere.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Per Frimann er rolig. Tryg ved den kendsgerning, at der i hvert fald ikke kan ske to ulykker samtidig. Det ville være for absurd, for urealistisk.

Man kan ikke både smadre en ankel lige før sin første VM-kamp nogensinde. Og inden for samme døgn dratte ned i et jungleområde et sted i Andesbjergene.

Det er hans iskolde logik.

På vej fra kystbyen Barranquilla i Colombia til hovedstaden Bogota i 2.460 meters højde er Avianca-flyet røget ind i et hæsligt uvejr. Ombord er hele det danske fodboldlandshold. Alle er stive af skræk, ingen siger noget, klamrer sig bare til sæderne.

Per Frimann sidder med sin fod, hævet til næsten dobbelt størrelse, og forsøger at placere den på et andet sæde. Det er den værste flyvetur nogensinde.

Året er 1986 og Per Frimann har aldrig spillet bedre. Selv om han stadig er uerfaren i forhold til de andre stjernespillere, og kun lige er ved at etablere sig på landsholdet, da han bliver majet ned af en colombiansk spiller i Barranquilla. Kun en uge før VM begynder i Mexico.

24 år og fuld af talent.

At den dramatiske flyvetur skulle komme til at markere et punktum for karrieren, vidste han ikke, da flyet endelig slog landingshjulene ud kort før »Bogota El Dorado Aeropuerto«.

Arkivfoto 1987- - Per Frimann. NORDFOTO 1997 Fold sammen
Læs mere
Foto: BENT K RASMUSSEN.

En gammel historie

»Aj ... men det er jo en ældgammel historie,« konstaterer Per Frimann, 52, mens han hænger sin habitjakke over køkkenstolen hjemme i rækkehuset i Hellerup.

Han er klædt helt i sort, tidligere på dagen har han været til begravelse af en bekendt, en ældre mand.

»Det er 30 år siden. Eller i hvert fald næsten 30, kan det ikke passe?«

Stemmen er velkendt. Den drengede begejstrede stemme, som i kombination med en solid fodboldviden og evnen til at formidle er blevet et af hans varemærker som TV-kommentator og ekspert.

Sammen med blandt andet kollegaen Carsten Werge dækker han alt fra Superliga-kampe og debatprogrammer i TV-studiet til opgør i Parken på TV3 Sport. I øjeblikket er det Champions League, der begyndte i tirsdags og fortsætter frem til finalen i maj.

Den historie, Per Frimann kalder for en gammel historie, er samtidig en, der bliver ved med at hænge ved, erkender han.

Fordi den aldrig blev god igen, anklen. Og fordi han så sent som for et år siden måtte opereres endnu engang og have »klodset det hele sammen med 11 mega lange søm, så det nærmest ligner et indbygget sammensnøret korset.«

At anklen næsten kan have en symbolsk betydning og være en evig påmindelse om en karriere, der i løbet af et sekund blev ødelagt den dag i Barranquilla, afviser Per Frimann. Det ville nok være at overfortolke en smule, mener han.

De mange gener og især de seneste års tiltagende smerter får ham heller ikke til at blive bitter over, at han aldrig fik mulighed for at »peake«.

»Der er hele tiden sportsfolk, der bliver skadet. Det er en del af at få lov til at være med på eliteniveau. Og ja, jeg har for mange år siden tudet og bandet og svovlet og alt det der. Men jeg har aldrig været bitter. Jeg nåede at få seks helt fantastiske år som professionel og spillede 17 kampe på landsholdet.«

Voldsomme smerter

Op til operationen 7. januar sidste år var smerterne blevet for voldsomme.

Per Frimann havde fået problemer med at stå op for længe ad gangen i TV3s studie under udsendelserne.

»Jeg måtte tage piller for at komme igennem dagene de fire måneder, jeg gik på krykker. Forinden havde det været en kæmpestor ting for mig rent mentalt at tage en beslutning om at blive opereret.«

I alt er han opereret otte gange i anklen, inklusiv fejloperationerne. Begået af verdens bedste læger, som han siger. Sådan nogle, der opererer verdens fineste balletdansere og de dygtigste fodboldspillere.

Tanken om, at nogen skulle ind og røre ved anklen igen var næsten ikke til at holde ud. Nogen vil nok at mene, at han var lidt ude af balance i ugerne op til, siger han om »sit ømme punkt«.

Per Frimann viser et røntgenbillede på sin iPhone.

»Det var først her i foråret, at det begyndte at blive godt.«

Han skænker te op, som hans 14-årige datter, Matilde, har lavet.

»Altså, jeg vil ikke ynke mig selv. Der findes ikke noget værre end selvynk. Det er jo bare en skide ankel. Og intet i forhold til, hvad andre må døje med.«

Så begynder han at grine, ryster på hovedet.

»Hvis Carsten Werge og min kone Camilla læser det her... De kan ikke holde ud at høre mere om min ankel og min operation. Det er jo ikke fordi, de er ufølsomme, men det har fyldt meget, rigtig meget, skal vi sige det sådan?«

For at gøre den ældgamle historie færdig, var det landsholdets daværende læge, Mogens Kreutzfeldt, der en dag i 1990 stoppede Per Frimann under træningen i Brøndby, hvortil han var skiftet fra Anderlect.

Gentagne forsøg på at komme tilbage til landsholds-niveau havde slået fejl. I nogle perioder gik det nogenlunde, alt var godt. Troede han. Så vendte den gamle skade fra Colombia tilbage for fuld styrke. Igen.

»Jeg kunne tilsyneladende ikke selv tage beslutningen, så Mogens sagde kort og godt til mig:

»Per, tror du ikke det er på tide, at vi siger, det her ikke kan lade sig gøre? Nu skal du videre med dit liv«.«

Han husker formuleringen ret præcist.

»Jeg var måske ikke så overrasket, og var sikkert ubevidst begyndt at gøre mig nogle tanker. Derfor gik jeg heller ikke i sort. Jeg var 28 år og stadig ung. Et helt liv lå foran mig.«

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.

Vigtigt med netværk

Set i bakspejlet erkender han, hvor afgørende det er at bevare sine netværk. For det var via netværk uden for fodboldens verden, at han fik mulighed for at komme til jobsamtale i EU-kommissionen, da han skulle til at redefinere hele sit liv.

»Jeg tænker tit på, hvor vigtigt det er som elitesportsudøver også at kigge ud til siderne. Også at interesse sig for, hvordan andre mennesker går rundt og har det. At spørge ind til, hvad de går og laver. Ellers kan ens elite-verden blive meget lukket, og man begrænser sig selv i forhold til muligheder senere i livet.«

Per Frimann flyttede til Bruxelles, var i fire år informationsmedarbejder i sportslige anliggender for EU-kommissionen. Og mødte danske Camilla, der boede i København. De pendlede frem og tilbage mellem Danmark og Belgien i et års tid, før han rykkede permanent til København.

»Jeg havde jo set, hvordan det gik med andre, jeg kendte i Bruxelles, og deres langdistanceforhold. Mens man er nyforelsket, går det fint, rigtig fint, derefter skal man gøre op, hvad man vil, ellers går kærligheden ofte i stykker. Det var der masser af eksempler på.«

I dag har han to børn sammen med Camilla. Den ældste, Jonatan på 17, spiller på FC København U19 og går på FC Copenhagen School of Excellence, der har et samarbejde med Johannesskolen på Frederiksberg.

Familien betegner han som en fodboldfamilie, alle fire går meget op i sport. Især fodbold. Også Mathilde spiller, han er selv træner for sin datter og pigeholdet i HIK. Ligesom han var træner for Jonatans hold, da sønnen begyndte som fem-årig samme sted.

»Vi var enige om, at Jonatan kunne starte til noget lagkagefodbold, og hvis han blev glad for at gå til det, kunne han fortsætte, men det var ikke et »must.« I begyndelsen stod jeg bare og kiggede, senere blev jeg træner for hans hold.«

Siden Jonatan var 13 år og skiftede klub og skole, har Per Frimann ikke haft noget med sønnens træning at gøre.

»Jeg forlod hans træning på det rigtige tidspunkt, tror jeg. Jonatan skulle til at stå på egne ben. Med opbakning herhjemmefra, selvfølgelig, men i et andet regi. Vi talte meget om det.

Jonatan ville gerne selv, men det er klart, at den slags valg ikke er noget, man træffer »overnight,« der er mange overvejelser, man skal omkring.«

Undervejs har der været udfordringer. Op- og nedture. Og skader. Selvfølgelig, siger han. Det kan ikke undgås.

Fodboldlandsholdet besøger den kongelige familie på Fredensborg inden afgang til VM i Mexico 1986. På landsholdet ses bl.a. Allan Simonsen, Jens Jørn Bertelsen, Frank Arnesen, Jan Mølby, Ole Qvist, Lars Høegh, Jesper Olsen, Per Frimann, Klaus Busk, John Sivebæk, Ivan Nielsen, Kent Nielsen, Klaus Berggreen, Henrik Andersen, Michael Laudrup, Preben Elkjær, Morten Olsen, Søren Lerby og landstræner Sepp Piontek. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Ladegaard.

Professionel som 18-årig

Selv var Per Frimann kun 18 år og nybagt student fra Gladsaxe, da han blev professionel i den belgiske klub, Anderlect. På det tidpunkt en af Europas allerbedste klubber.

Hans søn er et år yngre og har netop været udtaget til FCKs træningslejr i Portugal.Men hvornår er det værd at stræbe efter noget, hvis man i løbet af et sekund kan få smadret sin ankel og pludselig skal til at omdefinere hele sin tilværelse, uden at blive bitter eller desillusioneret?Hvad tænker han om sin søns fremtidige fodboldkarriere?

Per Frimann læner sig lidt tilbage i stolen. Han taler ellers meget, men stopper op og lader stilheden fylde køkkenet et øjeblik.

Vi er på vej ind i rød zone. Der, hvor det er forbudt at komme. Fordi det handler om hans søn.

»Det er en anden tid i dag,« konstaterer han.

»Det er blevet sværere at slå igennem, for kravene er blevet meget større. Klubberne arbejder i langt højere grad med talentudvikling, der er kommet fodboldakademier og presset på elitesportsfamilier, der skal understøtte deres børn, er også blevet større.«

Han holder en pause, før han siger:

»Jonatan skal selv have lov til at finde sin vej. Han skal være uafhængig af, hvad jeg gjorde, hvordan jeg valgte, hvad der skete og at nogen måske har en mening om mig. Det er også sådan, han selv ønsker det. Så jeg vil helst ikke for meget ind på det.«

Til gengæld vil Per Frimann gerne tale generelt om børn og fodbold. For det er, som han siger, »hot stuff«. Det fylder og betyder rigtig meget i mange familier.

Fra børn, der bliver sorteret fra på klubbens 1. hold. Kampe, som bliver tabt, og skuffelser, der efterfølgende skal håndteres bedst muligt.

Til forældre, der råber alt for højt og alt for meget fra sidelinjen, når junior dribler. Og trænere, som tror, at jo mere, man fokuserer på de fejl, børnene laver på banen, jo bedre spillere får man ud af dem.

»Der er ingen, hverken børn, unge eller professionelle, der har glæde af en negativ retorik:

»Nu gør du det igen.« Eller: »Nej, nej, nej, du må ikke spille ...«

I stedet handler det om motivation og glæde,« mener han.

»Vær anerkendende, ros, vær imødekommende, vis, at du har forstået, hvorfor de tabte kampen. Der er ingen, der er mere kede af at have tabt, end børnene eller de unge selv.«

Man kan ikke presse sig til sejr

Ifølge Per Frimann kan man aldrig presse nogen til at blive gode eller vinde, hvis de ikke har lysten, begejstringen, viljen og noget »con amore.«

Han vender tilbage til sin egen ungdom. Til sin kroatiske træner i Anderlect, Tomislav Ivic, som var kendt for at være innovativ med et pres-spil, som senere blev kopieret af en lang række trænere.

»Hans krav var hårde, han »tvang« spillerne til at tale om fodbold og fokusere på detaljerne. Men altid ved at være opmuntrende og rosende.«

Når Per Frimann sad i klubhuset og spiste alene, kom Tomislav Ivic ofte hen og satte sig.

»Altid over for mig, så vi havde direkte øjenkontakt,« forklarer han.

Så indledte han en dialog og begyndte med et helt åbent spørgsmål:

»Hvad synes du om spillet i lørdags?« Og fortsatte venligt: »Du blev presset?« Så talte vi om det, men med sine spørgsmål ville han altid intellektuelt have noget tilbage, der stillede krav til, at jeg virkelig tænkte mig om.

Så kunne han sige:

»Du skal aflæse Jean Tigana (fransk landsholdspiller, red.) Læg mærke til, hvordan han let og hurtigt...« og så videre og så videre.

Ugen efter kunne han sætte sig ned, igen mens jeg sad og spiste alene og vende tilbage til det, vi havde talt om. På den måde holdt han mig fast. Det er samtaler, som jeg stadig tænker på som noget helt særligt.«

Seks år efter frokostmøderne med Tomislav Ivic befinder Per Friman sig i flyet over Colombia.

Han er ikke i tvivl i dag. Det har været det hele værd, også selv om det var en høj pris.

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.

TV: Se Per Frimann fortælle om en særlig fodboldoplevelse: