Paustian – mød manden bag navnet

Navnet Paustian er så bundet op på møbelhuset i Nordhavn, at man næsten glemmer, at der er mennesker bag. Grundlægger Ole Paustian fortæller her om sin vej til succes, der blev tilbagelagt på cykel, på en gammel BSA, med hustruen Monika i lårkort i en lille Renault og i sejlbådenes svar på en Rolls-Royce. Det er en historie, der handler om hårdt arbejde, men også om at bruge de chancer, man får, om at være både fræk og vedholdende – og om at nyde det hele undervejs.

Ole Paustian bor i dag i det hus, møbelarkitekten Børge Mogensen byggede til sig selv.
Læs mere
Fold sammen

Del 1

1964 ... var et godt år. Ole Paustian blev medejer af det firma, som hans far havde ejet siden 1937. Han var 27 år, fuld af gåpåmod og fuld af gode ideer – som dog ikke nødvendigvis var på linje med farens lidt gammeldags forretning.

»Vesterbro Auktions- & Partivareudsalg hed forretningen oprindeligt, og der blev solgt alt mellem himmel og jord. Springmadrasser med små fejl. Et stort parti forklæder. Alt,« husker Ole Paustian.

»Der var jo varemangel under krigen, og min far havde en god næse for at opsnuse partier af det ene eller det andet. Der var altid gule skilte i hans forretning, selv om det dengang kun var tilladt at have udsalg to gange om året. Under særlige omstændigheder kunne man få ekstra tilladelse, så han havde brandudsalg, ombygningsudsalg og vandskadeudsalg. Der var altid kunder. Så klingede krigen heldigvis af, og folks købeformåen blev styrket. Men varesortimentet gik lidt bagud af dansen, min far havde svært ved at følge med. Så fik han en hjerneblødning. Og så kom jeg ind i forretningen.«

Faren ejede ikke alene forretningen, men også ejendommen, den lå i.

»Den oprindelige ejer fik meget travlt med at komme ud af landet efter krigen og havde skattevæsenet lige i hælene. Min far købte ejendommen til en billig penge, og det var hans lykke, for fast ejendom på Vesterbrogade var jo ikke dårligt. Så vi lavede den ordning, at jeg ydede arbejdskraften, og min far havde kassekreditten. Det var en stor hjælp, men i det daglige klarede jeg mig selv økonomisk.«

Ole Paustian voksede op i et rækkehus ved Bellahøj på kanten til Brønshøj. I skolen var han god til at tegne og den eneste i klassen, der kunne slå kraftspring og flikflak. Men det var så også det. Efter realeksamen var karaktererne ikke gode nok til at komme i gymnasiet, så han kom i lære som 17-årig hos manufakturhandler Holtegaard i Frederiksværk.

»Læreren sagde: »Lille Ole, jeg tror, du skal tage dig af noget mere praktisk.« Haha. Så jeg blev jaget til provinsen, og det var en katastrofe, for jeg var forelsket i en pige, der gik i klassen under mig. Dengang var der torsdagsfester, og jeg kom halsende ind efter lukketid på cykel fra Frederiksværk. Der var jo langt, så jeg var dødtræt, og jeg har nok ikke været skideskæg at være sammen med – og jeg skulle arbejde næste morgen igen. Så hun slog hurtigt op. Sådan en førstegangsforelskelse, der bliver trukket væk under benene på en, det var hårdt. Der var jeg virkelig langt nede,« husker Ole Paustian.

I stedet koncentrerede han sig om at sælge sysilke, køkkengardiner og linoleumsgulve. Om aftenen dekorerede han vinduet i en læderforretning lidt oppe ad gaden. Det vidste hans arbejdsgiver ikke noget om. Heller ikke, at han lavede stilkapper til de folk, han var ude at tage mål hos i dagtimerne hos gårdmændene, funktionærerne eller arbejderne fra Frederiksværks tre store fabrikker, Stålvalseværket, Jernstøberiet og Krudtværket.

»Stilkapper var det fine, det var næsten et helt dukketeater. Man hængte et bræt op i vinduet, og nedenunder havde man lidt orientalske mønstre. Så hang gardinerne inde under en gardinstang, og pludselig var Østens mystik hjemme hos gårdmand Pedersen. Jeg havde lejet et værelse hos en murer lidt uden for byen, så jeg sad derhjemme om aftenen og skar i krydsfiner og limede det på brædder og dekorerede det. Det var sådan en lille nebengesjæft,« husker han.

»Senere lærte jeg en pige at kende, en danselærerinde-aspirant. De dansede i festsalen på Grand Hotel, og jeg var nede og hente hende et par gange. Jeg kom til at tale med ejeren og fik et job med at lave stilkapper til alle værelserne. I stedet for at få penge boede jeg gratis et helt år, og det var jo fint nok. For når man boede på hotellet, lærte man også køkkenpersonalet at kende, og så var problemet med maden jo også løst. Haha.«

Du var om dig.

»Det var på den måde, jeg fik sparet sammen til en brugt motorcykel. En BSA Star Twin, 500 kubikcentimeter, to cylindre, bram-bram. Den var skæv i stellet – det vidste jeg selvfølgelig ikke, da jeg købte den, men ok. Jeg kom da helt ned til Italien på den med et par kammerater og tilbage igen. Men der ligger et kuldecenter lige syd for Hillerød, og om vinteren, når der er cirka en grads varme andre steder, er der som regel en grads kulde deroppe. Så cyklen forsvandt under mig et par gange, og jeg tænkte, det er sgu for farligt. Så købte jeg en lille Renault med hækmotor.«

Efter endt læretid startede Ole Paustian på Bergenholtz Dekoratørskole i København, men nåede knap at komme i gang, før han fik at vide, at han havde fået friplads på The Danish College of Commerce i London.

»Det var et sted, hvor man sendte unge talentfulde mennesker over, så de kunne lære at skrive et forretningsbrev på engelsk. Det tager et halvt år, men jeg blev hængende lidt længere. Jeg lagde linoleums- og gummigulve. Jeg boede på værelse hos en luder… det var ikke så kedeligt, haha. Så boede jeg hos en japansk familie i Richmond og senere et tredje sted. Jeg flyttede lidt omkring. Og så begyndte jeg at sælge møbler hos Heal and Son på Tottenham Court Road, som var sådan en slags Illums Bolighus i London. De importerede blandt andet Børge Mogensen-møbler fra Søborg Møbelfabrik, og da jeg var fra Danmark, spurgte chefen, om det ikke var noget for mig at prøve at dekorere et vindue. Jeg var vildt begejstret for Børge Mogensens møbler, så det ville jeg selvfølgelig gerne.«

Del 2

1964 ... var et godt år. Ole Paustian blev gift med tyske Monika, som han mødte første gang under en sprogrejse i Tyskland. Han havde aftjent to års værnepligt og afsluttet militæret som løjtnant med eget værelse og god løn. Han var begyndt i sin fars forretning, men de to var ikke gode til at arbejde sammen.

»Jeg startede med et helvedes stort udsalg, hvor jeg solgte alt det, der var. Så baksede vi med at lave møbelforretning. Det var i årene, hvor der begyndte at komme amerikanske soldater i butikken. Når de vendte hjem, fik de betalt transporten af deres møbler, så der kom mange forbi og købte møbler på vej hjem til Amerika. Jeg tog dem tit med i Tivoli, for når jeg først havde haft dem med der, fik jeg også solgt dem et møblement. Haha. Der dukkede også tyske kunder op. I starten var de kendt for at have deres madpakke med hjemmefra, men efterhånden begyndte de også at blive et betalingsdygtigt publikum. Jeg kunne ikke meget tysk – det var mit absolut dårligste sprog i skolen – så en dag, jeg havde været oppe at skændes med min far, sagde jeg: »Jeg har brug for at tale bedre tysk, jeg tager til Tyskland.« Jeg gik ind til ambassaden og spurgte, om der var et sted, jeg kunne lære tysk, og kort tid efter dampede jeg af.«

Ole Paustian gik på skole og arbejdede i München, men når der var tid og penge til det, vandrede han i Alperne med en dansk kammerat eller stod på ski i Kitzbühel.

»Det var ved juletid på en café, hvor man sad og drak te og rom, at jeg kom i snak med Monika. Hun sad ved et andet bord med sin søster og sagde: »Her lugter meget af Old Spice.« Det var sådan noget, vi godt kunne lide at dynge os til med på det tidspunkt. Så jeg vendte mig om og sagde »Er du ansat i en parfumeriforretning måske?« Haha. Så kom snakken i gang.«

Ole og Monika skrev lidt sammen, men det var først tre år senere, de mødte hinanden igen, da Ole atter var i Tyskland.

»Jeg spurgte, om ikke det var en idé at komme til Danmark og opleve sommeren heroppe. De ville hun gerne, men det endte altså med, at hele hendes familie kom med. Vi lejede et sommerhus til dem i Hornbæk i otte dage. De andre tog hjem, men Monika blev her. I løbet af den uge var vi blevet forlovet, og senere på året blev vi gift.«

Som medejer og ansvarlig for den daglige drift begyndte Ole Paustian at lave sin fars butik om til en møbelforretning. I midten af 1960erne var Gammel Kongevej den førende møbelgade i København med en møbelforretning på hvert andet gadehjørne. Men Ole Paustian havde svært ved at trænge ind på markedet, og han ville også gerne gøre det anderledes.

»Når jeg kom til en møbelfabrik, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne få de møbler, jeg gerne ville, fordi de allerede var repræsenteret i området. Mange døre blev lukket på det grundlag. Men jeg var lidt heldig med France & Søn, som lavede moderne møbler i teak til Amerika og Tyskland af møbelarkitekter som Nanna Ditzel, Niels Vodder og Finn Juhl. France & Søn var repræsenteret på den anden side af Vesterbrogade i Havemanns Magasin – det, der nu er Føtex – men Havemanns ville ikke gå bredt ind og købe hele sortimentet, så de plukkede bare enkelte ting ud. Det irriterede France & Søn ad helvede til, for de fik ikke den omsætning ud af det, de havde håbet på. Så jeg fik lov til at købe nogle af de andre modeller, og så solgte jeg formodentlig langt bedre, end de gjorde på den modsatte side af gaden, og pludselig kunne jeg købe hele sortimentet. Også Børge Mogensens møbler fra Fredericia Stolefabrik.«

Ole Paustian havde et godt øje til C. Danel, der gjorde tingene anderledes og var byens smarteste møbelbutik og -fabrikant – man fik blandt andet Børge Mogensen til at dekorere vinduerne. Det ville Ole Paustian også, og en dag tog ægteparret mod til sig og besøgte den store danske møbeldesigner.

»Monika og jeg cyklede ud til Børge Mogensen, og jeg sad og beklagede min nød. Han kunne ikke selv hjælpe, fordi han ikke ville bringe sin relation med Danel i fare, men han satte mig i forbindelse med en tidligere ansat på hans tegnestue, John Vedel-Rieper, som hjalp mig med at dekorere min forretning. Ligesom alle andre dengang havde jeg hængt neonrør op over det hele – det var det nye, man kunne nærmest oplyse hele Vesterbrogade – men det første, han sagde, var: »Det kan du godt tage ned igen. Alt sammen.« Og så begyndte han med de her intime miljøopstillinger, som det kun var Danel, der havde dengang, men som man ser overalt i dag, for eksempel når IKEA laver et barneværelse eller en spisestue med alt, hvad dertil hører. Så kunden kan fornemme de enkelte rum og se, om det er en måde, de har lyst til at bo på.«

De første fire år tjente Ole Paustian ingen penge, men kørte virksomheden i stilling, byggede om og prøvede at holde sig fri af røde tal. Så kom den første succes fra en helt uventet side.

»Det første rigtige skub, jeg fik var sådan set ikke møbler. Det var hestedækken. Hestedækken var et materiale, der blev lavet på Den Militære Klædefabrik, som blandt andet har lavet tæpperne, man havde over sig på de forskellige kaserner, og de lavede hestedækken til gardehusarerne i Næstved og alle uniformsstofferne til postvæsenet og DSB. Jeg havde en gammel skolekammerat, der havde et stykke liggende på sit gulv som et slags sofabordstæppe. »Det ser sgu da lækkert ud,« sagde jeg. »Ja, og jeg tror, det er stærkt,« sagde han. Og det var det. Vi lavede slidprøver på det med en elektromotor, der trak en mursten med sandpapir frem og tilbage og talte, hvor mange ture, den kunne tåle i forhold til andre materialer. Det var stærkt. Men vi kunne ikke få det lavet på militærklædefabrikken, for som statsinstitution måtte den ikke sælge til private. Så jeg drønede ned til Norditalien i den lille Renault sammen med Monika, der havde vores første søn, Morten, i maven på det tidspunkt. Det var i 1965. Der var katolikker, der nærmest råbte efter os, fordi Monika kom der i lårkort og samtidig var gravid – det var jo nærmest pornografisk i deres øjne.«

Men I fik jeres hestedækken.

»Ja, vi fik kradset nogle gamle klude op på fabrikken og spundet en ti procents nylontråd i garnet, så det var bomstærkt. Og det var billigt. 22 kroner per kvadratmeter kostede det, da vi begyndte at sælge det som væg-til-væg-tæppe. Det første år solgte jeg i halvanden meters bredde halvdelen af vejen fra København til Roskilde. 16 kilometer! Det skabte en del penge på kontoen. Og de næste år solgte jeg så bare endnu mere og endnu mere. Jeg havde det for mig selv de første 12 år, tror jeg, uden at nogen kunne finde ud af at kopiere det. Så kom der en, der hed Gubi, og så begyndte flere og flere at lave det. Men da havde vi også solgt det hestedækken, vi syntes, var sjovt. De første år var banken hele tiden over mig, men nu havde jeg penge og kunne pludselig gøre, hvad jeg ville med forretningen…«

Del 3

1964 ... var et godt år. Ole Paustian deltog som kaproer ved Olympiaden i Tokyo. Det var også gennem sin sport, at han mødte Monika igen, nemlig ved europamesterskaberne i Tyskland samme år. Og det var hende, der fik ham til at love at drosle ned for roningen, da han blev 30.

Monika Paustian blev uddannet indretningsarkitekt, og med penge på kontoen fra salget af hestedækken begyndte ægteparret at bygge det møbelhus op, man i dag kender som Paustian. Et møbelhus, men også alt muligt andet lækkert.

»Vi lavede meget, som ikke havde så meget med salg af møbler at gøre. Jazzkoncerter med Svend Asmussen og flere internationale navne, som også spillede på Montmartre. Vi havde en sød pige, der var forlovet med en jazzmusiker, så det var mest hende, der stod for det.«

Og også udstillinger.

»Ja. På et tidspunkt var der en udstilling af Herman Miller, som producerer Charles Eames’ møbler. Den hed »Celebration« og blev vist både i Frankrig og Tyskland, men den var for stor og flot og museumsagtig til, at vi kunne vise den på Vesterbrogade. Så vi lånte Kunstindustrimuseet, og med det i ryggen kunne vi få udstillingen til København. Vores plan var, at Eames selv skulle komme op og holde åbningstale, og så døde han sgu midt i det hele. Det var ikke så godt. Men vi fik blod på tanden til større arrangementer. Vi havde efterhånden gnavet os igennem hele ejendommen på Vesterbrogade etage for etage og havde fået lager ude i havnen. Når vi var ude på lageret i godt vejr, kunne man måske lige få fem minutter med benene ud over kajen og nyde det hele derude. »Tænk, hvis det her kunne blive til et udstillingslokale, hvis vi kunne tilbyde vores kunder den her oplevelse« sagde vi til hinanden.«

Det var i starten af 1980erne, og Monika og Ole Paustian havde lært Utzon-familien lidt at kende, da den skulle møblere Bagsværd Kirke. Jørn Utzon havde en forkærlighed for den finske arkitekt Alvar Aaltos møbler og havde arbejdet på Aaltos tegnestue i sin ungdom. Så de fik leveret Aalto-møbler til kirken.

»De fleste af vores kunder var arkitekter eller arkitekternes kunder. Vi havde et godt forhold til dem alle, så hvem skulle så tegne et nyt hus til os? For ikke at komme i karambolage med nogen tænkte vi, at hvis vi kunne få Utzon til det, ville de acceptere ham som The Godfather. Så ville der ikke være kritik af, hvorfor tog du ham og ikke ham.«

Hvordan var han?

»Det var en mand, der vidste meget og var lidt en faderskikkelse. Han kunne fortælle, hvad der var rigtigt og forkert, og man følte, at man lærte noget, når man var sammen med ham. Folk sagde: »Tør du virkelig det? Du ved, hvordan det går med Utzon, det bliver fanme dyrt, du bliver ruineret«. Eller: »Han kan jo ikke holde styr på det overhovedet, du ved, hvordan det gik i Sydney.« Men jeg sagde: »Det går nok«, og det gik. Utzon holdt alt, hvad han lovede og mere til næsten. Han havde forudset det hele, der blev leveret til tiden, og det var helt gnidningsfrit.«

Det handlede vel også om, at du viste respekt for hans arbejde.

»Det gjorde vi. Der var ikke noget med, at vi ville ændre på noget eller troede, vi kunne gøre det bedre end ham. Nej, han fik lov at gennemføre det. Vi definerede, hvad huset skulle kunne, og hvordan han så tolkede det, var op til ham. Han gik hjem med sønnerne efter det første møde, og en uges tid efter kom de med den første model i pap. Han kom også med små tegninger på servietter, og langsomt tog det form. Det store panoramavindue, og lyset fra vandfladen, der reflekterer i loftet og falder ned som støvregn i bygningen, også helt nede bagest i bygningen… Elementerne blev støbt på Bornholm og sejlet tilbage og rejst som en skov. Han beskrev det jo som en bøgeskov med løvhæng og vandret liggende grene. Man kunne godt se, hvad han havde tænkt.«

Hvad har bygningen gjort for firmaet?

»Vi blev berømte. Fordi det var Utzon. Den skabte os en masse ekstra omtale, for selve bygningen blev interessant, uanset hvad der var indeni den. Så det gav forretningen et gevaldigt skub fremad. Pressen var også god til at hjælpe. Desværre kom der byggekrise sidst i 80erne, først i 90erne, så Utzons ideer om at udbygge hele Nordhavnsbassinet blev aldrig til noget, fordi entreprenøren gik konkurs.«

Del 4

2014 ... er et godt år. Møbelhuset Paustian fylder 50. Monika og Ole Paustian har guldbryllup til december. Og de har levet det gode liv. De har arbejdet hårdt, men har også stoppet i tide. I disse år dyrker de familielivet med børn og børnebørn. Deres ene søn er arkitekt, den anden arbejder med 3d og er lige vendt hjem efter mange år i USA.

Da Ole Paustian stoppede kaproningen i slutningen af 1960erne, bestilte han en lille robåd bygget efter samme principper som de gamle vikingeskibe. Han hentede den i bunden af Hardangerfjorden hos en norsk bådbygger og roede den hjem sammen med nogle af sine ansatte. Det blev starten på et langt liv med sejlsport, hvor kronen på værket var en halv jordomsejling først i en sejlbåd, han havde købt af Mærsk Mc-Kinney Møller, senere i en Hinckley Southwestern, sejlbådenes svar på en Rolls-Royce, som han selv hentede på værftet i Maine på den amerikanske østkyst. Turen varede halvandet år og foregik sammen med blandt andre sønnen Jeppe, da han lige var blevet student, mens Monika sluttede sig til engang imellem, når arbejdet tillod det.

I de mellemliggende år har de været first movers, bogstaveligt talt. Ikke færre end 23 gange har de flyttet – det talte de det til, da de gjorde det op forleden.

De boede i Københavns Frihavn, dengang der stadig var pigtråd over det hele, og længe før det hed India Kaj. Da Frihav så blev åbnet, og alle stormede derud, og Oles græsplæne blev til en rundkørsel og parkeringspladser, flyttede de på landet. Ind i en præstebolig ved Vemmetofte Kloster i Sydsjælland.

Fra 1996-2008 boede de i Frankrig – først i en ruin af et slot, dernæst i en 350 kvadratmeter stor lejlighed i Bordeaux og senere i et hus, som deres søn havde tegnet til dem ud til Atlanterhavet. Tilbage i København flyttede de ind i en lejlighed i ambassadekvarteret på Østerbro, mens de havde sommerbolig i en nedlagt fabrik i det gamle Østberlin med udsigt over floden Spree. Seneste påhit er et sommerhus på Tenerife, hvor de er på ferie lige nu.

Der er ingen, der siger, at de er flyttet for sidste gang, selv om ringen på en måde er sluttet. I 2012 flyttede de nemlig fra Østerbro og ind i Børge Mogensens eget hus i Gentofte, hvor de har bevaret så meget som muligt uden dog at føle sig som kustoder på et museum – blandt andet har de bevaret det bord og de stole, hvor de som nygifte sad med Børge Mogensen og fik gode råd til at drive møbelforretning.