På gyngende grund

Det begyndte som en brilleabes værste mareridt.

Journalist Jesper Eising har fået - mange - nye briller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lige inden, jeg skulle på to ugers reportagerejse, tog jeg mine briller af, sådan lidt Clark Kent-agtigt med én hånd, hvorefter jeg stod med den ene halvdel i hånden, mens den anden halvdel lå nede på gulvet.

Det var så de designerbriller!

Situationen blev umiddelbart reddet med en nødbrille i stål, der fik mig til at ligne en tysk intellektuel, men hele miseren kastede mig også ud i en eksistentiel rutsjebanetur.

For da jeg kom hjem til Danmark igen, var første punkt på dagsordenen et besøg hos en optiker, der nøgternt kunne konstatere, at jeg nu lider af gammelmandssyn, så jeg – sådan lidt populært sagt – har brug for læsebriller.

Den havde jeg ikke lige set komme, og jeg har ellers prøvet lidt af hvert, siden jeg som tre-årig fik briller og blandt andet i en årrække skulle gå med klap for det ene øje for at optræne det andet.

Nu er gammelmandssyn jo en helt normal foreteelse, så jeg er gået all in og har netop afhentet hele tre sæt nye briller: En skærmbrille til at arbejde foran computeren med, en allround-hverdagsbrille og en solbrille – alle med progressive glas. Og det handler ikke om, at glassene er specielt fremme i skoene, men om at der er flere forskellige styrker indlagt. Hvilket iøvrigt har vist sig at være lidt af et chok, for lige nu føler jeg mig som statist i en ekspressionistisk film af Fritz Lang – hele verden gynger og sejler, når jeg har mine nye briller på.

»Din hjerne skal lige vænne sig til det,« kunne optikeren oplyse mig om, og selv om jeg altid bliver lidt skeptisk, når jeg skal forlade mig på min hjernes luner, så håber jeg på, at hun har ret.

Gennem tiden – og også i denne omgang – er jeg blevet spurgt, hvorfor jeg dog ikke skifter til kontaktlinser? Men det kan jeg ikke forestille mig, dertil er brillerne blevet alt for stor en del af min identitet: jeg betragter virkelig mig selv som en brilleabe.

Og jeg skal da også indrømme, at jeg allerede nu kan mærke, at selv om jeg stadig er i rutsjebanen, så er jeg mentalt begyndt at omfavne en hverdag, hvor jeg konstant slæber rundt på flere par briller. Jeg overvejer faktisk at investere i et sæt rene læsebriller også, så jeg, hvis vi medregner den føromtalte »tysk intellektuel-brille« samt et andet ældre solbrillesæt, vil være oppe på at kunne skifte mellem seks forskellige briller.

Det giver sådan en herlig excentrisk tilgang til sin omverden, at man midt i en samtale lige skal skifte briller eller forsøge at fokusere på sin samtalepartner ud gennem en bestemt del af sine brilleglas – måske med næsen sådan lidt distræt i sky.

Jeg ser også frem til om aftenen at styrte rundt i huset og råbe »hvor er mine læsebriller? Den Thomas Mann-roman læser jo ikke sig selv!« Eller sende en sms til folk med ordlyden: »Tak for sidst, super hyggeligt, og hvor er Olga blevet stor ... I skulle vel aldrig være faldet over et par briller?«