Ordene er hans, men hans stemme er computergenereret – ny dokumentar om afdød kok vækker forargelse

Ny dokumentar om Anthony Bourdain bruger »deep fakes« af tv-kokken til at gengive hans stemme og læse hans egne ord op.

Anthony Bourdain hadede at blive kaldt kendiskok, men han var kok, og han var kendis. Han blev dog ikke kendt for sine gastronomiske meritter, men mere sin evne til at sætte ord på først kokkebranchen og sit eget liv med bogen »Kitchen Confidential – en køkkenchefs bekendelser«, og siden andre kokkes mad samt de mange folk og lande, han besøgte i sine tv-programmer. På billedet fra 2018 står han sammen med sin daværende kæreste, Asia Argento. Fold sammen
Læs mere
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den populære amerikanske kok, forfatter og tv-personlighed Anthony Bourdain tog i 2018 sit eget liv på et hotelværelse i franske Alsace midt under optagelserne af sit prisbelønnede rejse- og madprogram »Parts Unknown«. Med et liv, der gennem flere år primært blev brugt på at rejse og spise god mad med venner og spændende mennesker, er han et eksempel på, at selvom man får alt, man tilsyneladende kunne ønske sig, kan man ikke løbe fra sine indre dæmoner.

Dæmoner, der i Bourdains tilfælde førte til – og formentlig blev forstærket af – et årelangt crack- og heroinmisbrug, som han dog havde lagt på hylden, da han som 43-årig udgav sin første bog om livet som kok.

Nu er hans liv blevet til dokumentarfilmen »Roadrunner«, og særligt én detalje vækker opsigt. For i filmen kan man høre Bourdain sige tre sætninger, som han har skrevet, men aldrig sagt højt på en lydoptagelse. Det skriver flere medier, blandt andre magasinet The New Yorker.

Også på Twitter diskuteres grebet, blandt andet af filmklipperen og manuskriptforfatteren Ashley Lynch, der kalder det »etisk fucked up på så mange niveauer«.

Dokumentaristen Morgan Neville – der i 2014 vandt en Oscar for »I skyggen af stjernerne« – begyndte i 2019 at interviewe folk, som kendte Bourdain godt, til det, der nu er blevet til »Roadrunner«. Derudover bruger han arkivmateriale fra tv-optagelser og interview med Anthony Bourdain selv til at opbygge en beretning, hvor Bourdain er både helten og skurken i sin egen historie, fortæller han til The New Yorker.

Filmen begynder i 1999, da Bourdain som 43-årig køkkenchef opnår succes med først et essay i The New Yorker og siden bogen »Kitchen Confidential«, der blev en bestseller.

»Da jeg fandt de gamle klip (fra en dokumentar, der aldrig blev lavet færdig, red.), var det som at sparke låsen af en skattekiste. Det var de sidste rester af hans gamle liv. Bourdain fik alt det, han havde ønsket sig: Penge, muligheder for at rejse og frihed. Men finder han så lykken? Selvfølgelig gør han ikke det, for lykke kommer ikke udefra.«

Vi kan diskutere etikken senere

Bourdain var altså ulykkelig, i hvert fald i slutningen af sit liv, og i filmen læser street-kunstneren David Choe højt af en e-mail, som Bourdain havde sendt ham.

»Makker, det her er et skørt spørgsmål, men jeg er nysgerrig …,« læser Choe højt, men fortsættelsen af Bourdains e-mail bliver læst højt med tv-kokkens egen stemme:

» … og mit liv er på en måde noget lort nu. Du er succesrig, jeg er også succesrig, og det får mig til at tænke: Er du lykkelig?«

Men hvordan har Neville fundet en optagelse af Bourdain, der læser sin egen e-mail op, spørger The New Yorker Morgan Neville.

»Der var tre citater, jeg gerne ville have, han selv læste højt, men som der ikke fandtes optagelser af,« svarer Neville og siger, at han derfor sendte omtrent 12 timers optagelser af Anthony Bourdain til et softwarefirma, som siden lavede en kunstig udgave af Bourdains stemme.

Men selvom brugen af kunstig intelligens til at læse en afdød mands egne ord op ikke er den værste brug af såkaldt deep fake-teknologi, vækker det alligevel en ubehagelig fornemmelse, skriver The New Yorker-journalisten, hvortil Morgan Neville svarer:

»Vi kan have en medieetisk paneldiskussion om det senere.«

Ifølge The New Yorker udløste Anthony Bourdains pludselige død en »uhørt intens og blivende sorg – en følelse af et personligt, men offentligt tab, på en måde, som normalt er forbeholdt paver og præsidenter«. Her ses billeder, beskeder og blomster, som folk efterlod ved Brasserie Les Halles i New York, som Bourdain arbejdede på, inden han sprang ud som forfatter og tv-personlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan McDermid/Ritzau Scanpix.

Diskussionen om deep fakeog derudover den moderne teknologis muligheder for at vise afdøde stjerner på nye måder – har været aktuel de seneste år. Blandt andet har Buddy Holly- og Roy Orbison-hologrammer turneret rundt i Storbritannien, og DR2-satireprogrammet »Tæt på Sandheden« fik en computergenereret Mette Frederiksen til at sige ting, hun aldrig havde sagt, til både Berlingskes Kristian Lindbergs og en eksperts forargelse.

Som filmanmelder Owen Gleiberman bemærker i sit essay om »Roadrunner« i branchemediet Variety, har dokumentarfilm haft iscenesættelser som en fast del af værktøjskassen, lige siden filmhistoriens første dokumentarfilm i spillefilmslængde, Robert Flahertys »Nanook of the North« fra 1922.

Gleiberman nævner den ikke, men den Oscar-nominerede dokumentar »The Act of Killing«, som Joshua Oppenheimer, der bor i Danmark, har lavet, har endda rekonstruktioner som bærende element, hvor folkemordere genopfører deres egne forbrydelser.

Men rekonstruktioner med skuespillere er ifølge Gleiberman værre end det, som Morgan Neville har gjort i »Roadrunner«.

»For mig at se er skuespillere, der genopfører scener, der er foregået, i dokumentarfilm et langt større problem end brugen af AI (kunstig intelligens, red.) til at få Anthony Bourdain til at læse sine egne ord højt. Begge dele bliver brugt til at cementere en virkelighed inde i dine tanker ved hjælp af billeder og lyd, som ikke har fundet sted, og Bourdains falske stemme er tættere på virkeligheden end rekonstruktioner.«

Gleiberman mener, at det er seernes egen skyld, at dokumentarister bevæger sig væk fra virkeligheden.

»Det er os seere, der kan lide en forsødet, ophøjet og fintunet virkelighed, der nærmer sig en spillefilm,« slutter han sit essay i Variety.

Sikkert er det, at det nok ikke bliver sidste gang, denne slags konstruerede virkeligheder bliver diskuteret.