NØRREBRO, 2012

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at reality-tv er klippet og fortalt på en dramatisk måde. Men forskellen er alligevel slående på den Oliver Bjerrehuus, der i det aktuelle Kanal 4-program »Olivers kamp« skøjter rundt mellem eks-kæreste, socialforvaltning, drukture og ubetalte regninger, og så den far til to, som MS møder på en café på Indre Nørrebro rundt om hjørnet fra hans lejlighed.

Det spiller selvfølgelig ind, at han har fået ro på i sit privatliv og har fundet sammen med moren til sin to-årige datter, Sigga, igen. Oliver Bjerrehuus august 2012 er rolig, charmerende og temmelig morsom. Uden at miste fokus bevæger han sig ud af lange tangenter og tankerækker, og det er netop idéen. At lade ham tale i andet end blot overskrifter og oneliners. Om et liv med problemer, der på én gang er ganske almindelige for småbørnsfædre på vej mod de 40, der skal indstille sig på at sige farvel til en forlænget ungdom. Men også om et fantastisk liv. En barndom med moren Suzanne Bjerrehuus i et luksuskollektiv på Østerbro. Teenageår med finansmanden Asger Aamund som stedfar. En ungdom i New York som højt betalt mandlig fotomodel. Og et voksenliv præget af en svær tilbagevenden til Danmark, der begyndte for 11 år siden, da han fik sønnen Oscar.

Altsammen rullet op i »Olivers kamp«, men her med lidt flere mellemregninger.

- Jeg prøver stadig at finde ud af, hvorfor jeg har lavet det her program. Det er sgu et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg havde noget mål med at lave det. Min kæreste og jeg havde lige slået op, og jeg havde det ad helvede til, men kontrakten var skrevet under. Jeg tror, jeg brugte det som terapi for at komme videre, for ikke at gå fuldstændig under gulvbrædderne. Når man står foran et kamera, vil man gerne vise sig fra sin bedste side.

Serien skulle egentlig have handlet om dit liv som model.
- Ja, vejen væk fra modelverdenen. Jeg er ved at nå til den der tragt, hvor nogle forretningsmennesker måske ville sige, at det er udfordrende eller enormt spændende. Men jeg synes ikke, det er særlig fedt. Jeg skal til at tage nogle valg. Jeg er 36 og har rejst Jorden tynd og har kunnet leve et liv, der var rigtig fedt uden den mindste form for disciplin andet end at møde op. Det var jo ikke, fordi jeg skulle sidde og udregne nogle store algoritmer. Samtidig har jeg altid haft en seriøsitet i livet, hvor jeg ved, at det gælder om at ramme de der søm, de der milepæle i livet. Det er ikke fedt at sidde som 40-årig uden børn og bare have levet sit liv solo og brugt pengene på sig selv. Den har jeg luret. Hvis du først tager en kvinde ind i dit liv, når du er 40, og hun sætter fedtede fingre på dit megalækre B&O-anlæg og bagefter overskider dit japanske toilet… Det er ikke sundt at bygge sådan et imperium op. Der har jeg altid vidst, at børn og kvinder og venner er min rigdom her i livet. Men ellers har jeg haft svært ved at forholde mig til livet herhjemme.

Hvad er problemet i Danmark?
- Den har jeg heller aldrig rigtig luret. Vejret måske. Når det er mørkt, og man sidder i sin lejlighed og resumerer ens liv og tænker »Skal jeg blive her og se mine børn vokse fra reden? 36 år. Var det virkelig det?« Der ville jeg gerne have haft nogle forældre, der havde forklaret mig det med at lægge æggene i kurven, så man har noget, der vokser, og så man måske peaker, når man er lidt ældre. I stedet for at have haft en megavildt tumult liv, som jeg er ved at give slip på nu.

Hvad overvejer du?
- På en klar dag kan jeg se sådan noget som at spille musik. Jeg har jo spillet bas, siden jeg var 13 og har altid elsket det, men det er ikke seriøst nu. I stedet for at mødes klokken otte om aftenen til en øver og nogle bajere, mødes mit band nu, når ungerne er afleveret og sidder på skift i hinandens sofaer og laver musik på computeren i halvanden time. Men rock på kommando fungerer ikke, og man begynder at tænke »Er det skib mon sejlet?« Samtidig kan jeg se, hvor fedt det er, at mange af mine gamle homies satsede på musikken. Jeg voksede op med Den Gale Pose og Mew-drengene og spillede sammen med dem ude i Hellerup. De har fået lavet nogle fede ting. Så der ligger en skam der. Jeg føler, jeg har bollet mig selv ved ikke at have gået imod strømmen, ved at have lyttet for meget på talen om, at det ikke er seriøst at være musiker. At man skal have en uddannelse. Jeg har ikke kunnet stå ved mig selv i den side af livet.

Er det, fordi du er opdraget til uddannelse og fast job?
- Jeg bærer i hvert fald den der småborgerlige drøm om et ordenligt liv i et hus med en lille græsplæne og en fed bil. Og egentlig er jeg pisseligeglad. Men noget i mig tror, at så ville det hele være fint. Så kunne man diskutere, hvilken farve plankeværket skulle være. Eller konen kunne blive sur over, at man ikke havde slået græs. Samtidig ved jeg, at det er no-go. Hvor forfærdeligt ville det ikke være, hvis jeg sad i en eller anden villa for nogle penge, jeg havde fået af min stedfar eller arvet fra min far? Og havde et middelmådigt job? Men når vennerne kommer i deres store BMW med de fede barnesæder, kan jeg godt blive lidt misundelig. Det kører for dem. Jeg har min gamle Renault Clio. Der er grønne hår under sæderne, for jeg har spildt så meget caffe latte, og jeg ved ikke, om det er pizza, der vokser af sig selv nede ved sikkerhedsselerne. Men jeg elsker den bil.

Der er vel også noget fedt ved at være rock’n’roll?
- Det er fedt ikke at have et 9-16-job. Jeg kan tage et job eller lave et tv-show og så hive stikket i to måneder og være sammen med mine unger. Men når der er gået 14 dage i den frihed, tænker jeg tit »Hvad nu?« og går i panik.

NEW YORK, 1997

Oliver Bjerrehuus tjener stadig godt som fotomodel, men karrieren varer ikke evigt. Selv om der stadig er vaskebræt, lårtykke biceps og et perfekt tandsæt, er håret blevet gråt og har ikke længere visum til USA, medmindre det bliver farvet først. De problemer var der ingen af, da han flyttede til New York i 1997 og boede der frem til 2003.

Som en af verdens højst betalte mandlige modeller lavede han kampagner for blandt andet Giorgio Armani og Calvin Klein. Han har haft kontrakter på 60.000 dollar, da kursen stod i 8,50, og har været på photo- shoots, hvor fotografen måske fik det dobbelte og den kvindelige model, som kunne være Kate Moss, fik fem gange så meget.

Er det en fordel i modelverdenen at være rock’n’roll?
- Ja, 100 procent. Men det er også derfor, jeg er blevet rock’n’roll. Jeg kunne jo se, at det virkede godt.

Prøv at uddybe det.
- Hvis du ikke er rock’n’roll og, lad os sige, laver et job for Euroman, så møder du en halv time før, fordi du gerne vil være et godt eksempel. Sætter dig ned og snakker Fanden et øre af på kunden, lugter lidt for meget af parfume og har sat håret med lidt for meget gelé, så de kan faktisk ikke skabe den person, de gerne vil have. Hurtigt prøver alle at slippe væk fra dig, fordi du klemmer dig så meget til det job. Bagefter går du hjem og ringer til din agent og spørger, om kunden var tilfreds, om det var godt og spørger om det næste job.

Men hvis du er rock’n’roll…
- Ja, så kan du skabe en atmosfære omkring dig selv, hvor du ikke er så vigtig. Altså »Who gives a fuck?« Du er bare en model, der skal møde op og holde din kæft. Lav de billeder og gør det godt, så bliver du booket igen. Der kan det tit godt betale sig at møde op med tømmermænd og bare passe sig selv, for så tænker kunden »Det er i orden! Han ligner lort, og det er skønt, for vi vil faktisk gerne have ham med skæg. Skønt, han ikke har barberet sig, og skønt med det fedtede hår, for han skal faktisk ligne noget fra det virkelige liv.« Når du så skal lave billederne, vågner du op, gør det godt og er enormt tilstedeværende. Men ellers er det skidegodt at holde dig væk, når du er model. Bagefter går du hjem. Hvis du er single, har du måske scoret en af tøserne fra jobbet. I bliver set sammen i byen, du drikker dig enormt fuld, og så er der en idiot, der står og bager på hende, så du laver en slåskamp og bliver smidt ud af diskoteket… Og så har du fanme lavet en hole in one! Du har lavet kampagnen, du har scoret pigen, og du har lavet et oprør, da du tyrede en flaske ind i baren, så der er masser at skrive om, der er masser af kød på historien. Næste morgen vågner du op, og din booker forklarer den næste kunde »Jamen, han er faktisk en fin fyr«, og når du så ankommer til jobbet, er der helt stille. Når du så sætter dig helt roligt, tænker de »Han er sgu da en meget sød fyr.« På den måde får du hele bølgen til at rulle.

Det lyder mere som New York end Brande?
- Ja, ja. I New York går modeller og musik enormt godt sammen. Danmark er ikke helt det samme. I New York er musikere stolte, de har et par fede læderbukser, en fed spade og en superfed forstærker. De går ud de rigtige steder, fordi modelchicks elsker musikere. Modelchicksene har hængt hele dagen med glaserede fyre og fine kunder, og så kommer de ud i byen og møder en, der kan spille megafed guitar, og som ikke gider gå i bad. Det, synes de, er skidespændende. Og musikeren synes, hun er lækker, fordi han sidder hjemme i sit nossesved og øver sig hver dag otte timer om dagen. Rock’n’roll fungerer også godt, hvis du er drengemodel. Jeg lavede engang Tommy Hilfiger, og broren, Andy Hilfiger, hænger med Rolling Stones-drengene. Engang kom jeg for sent til en casting, fordi jeg netop havde været ude og fyre den af aftenen før, og de åbnede døren og sagde: »Den her casting er lukket«. Men jeg ville have det show. Så jeg kastede mig ind af døren, så en guitar og råbte: »Eeeei, hvad er det?« Andy spurgte, om jeg vidste, hvem han var. »Er du stylisten eller sådan noget,« spurgte jeg – meget fedt at sige til kunden! Han spurgte, om jeg kan spille på den guitar? »Det kommer an på, om det er en original, for hvis det er en kopi, gider jeg ikke røre det lort, det har jeg ingen respekt for.« Så sagde han: »Nå, men det er Keith Richards.« Allerede der var samtalen i gang, og vi havde begge en skidegod oplevelse, for han kunne se, jeg syntes, det var vildt at sidde med Keith Richards’ guitar. Så kiggede han på mig og sagde: »You’re in. Giv ham noget tøj på.«

Vildt...
- Ja, de historier er skidesjove, fordi du ikke rigtig skal kunne andet end at være rock’n’roll og fed at hænge ud med. Som model skal du bare være easy going og finde noget, du kan more dig med. Om det så er to kokosnødder eller en flintsten, du kan lave ild med. Det er helt tilbage til reptilhjernen. Det handler om, hvorvidt du kan være social. Det er kloge mennesker ikke gode til, for de vil lave noget med deres liv, ellers føler de stilstand. Så det var perfekt for mig – jeg kunne sidde der og knække nødder under en palmegren. Det var også derfor, det fungerede godt for mig i New York. Men modelbranchen har også ændret sig. Der er ikke de samme fester og det samme overskud. Alle produktioner er skåret totalt ned.

ØSTERBRO, 1989

Som model er Oliver Bjerrehuus blevet verdensberømt, men herhjemme vil han altid være den frisindede Suzanne Bjerrehuus’ søn, og den seriøse finansmand Asger Aamunds utilpassede stedsøn. Han voksede ikke op med sin biologiske far, ingeniør Ole Brøndum-Nielsen, men sammen med sin mor og hendes tidligere kæreste, »Onkel Mogens«, som Oliver giver æren for, at mor og søn ikke slog hinanden ihjel i deres notorisk stormfulde forhold.

Hvordan så du på voksne som dreng?
- Hold da op… Jamen, det var enormt festligt. Jeg er vokset op i én stor fest – det var først, da jeg blev 14-15, at min mor var sammen med Asger. Før det boede vi på Trianglen. Det var meget hippieagtigt, hvis man kan sige det på den måde. Hash og stoffer og den slags var langt væk, men der var altid kæmpe fester. Altså Uffe Ellemann-Jensen og en masse andre af de der hoveder som unge stod og pissede i håndvasken og røg merskumspibe med deres skæg og grå flagrende hår. Suzanne Brøgger… De festede så sindssygt, de var nøgne, og der var bare bryster. Jeg sad under spisebordet med nogle af deres lidt ældre døtre, da jeg bare var en rod på 11 år. De spurgte, om jeg havde fået hår på tissemanden, og om jeg kunne begynde at lave noget. Jeg var bare helt rød i hovedet. Så det har altid været en fest. Enormt farverigt og åbent. Så mødte min mor Asger, og vi fik det der »normale« liv, som altid har været enormt unormalt for mig.

Han må have været den ultimative voksne. Seriøs forretningsmand, jakkesæt...
- Jeg syntes bare, han var enorm banal. Også fed, men det tog lang tid for mig at lære ham at kende, for han var enormt struktureret, meget hårdt arbejdende og autoritær. Du fuckede ikke med Asger. Han var Alfahannen. Jeg var jo vant til min mor og »Onkel Mogens«, og så kom Asger ind og var stejl og ham, der bestemte derhjemme. Vi steg et par socialklasser og blev rige. Pludselig blev jeg kørt i BMW, og der var tre fjernsyn – ikke bare det gamle Philips med træpanel på siden og en knap, der var faldet af, så vi brugte hætten fra en Penol tusch. Jeg skiftede Bravo og Vi Unge ud med MTV, som blev min nye bibel. Asger havde jo to børn, Martin og Malou Aamund, og Malou sås med mange musikere. Jeg fik tit lov til at komme med og havde det fint med, at mit gamle miljø forsvandt, for pludselig stod jeg på Sommersko i mine nye ruskindscowboystøvler og silkeskjorte fra Roger. Gel i håret og væk med pandebåndet, som min storesøster fortalte mig var yt. Det var i 7. klasse, og jeg holdt op med at lave lektier og vidste bare, at jeg ville være musiker. Jeg syntes, de var så seje.

Man skulle tro, Asger Aamund ville få dig på rette spor, men det virkede lige omvendt?
- Ja, jeg fik jo den perfekte undskyldning. Der havde jeg argumentet for at være pissed off teenager. Min familie, som jeg kendte den, var fucked, og vi var kommet ind i en konservativ familie. Men Malou hang ud med Helena Christensen, og pludselig var jeg ude med de tøser, fordi de syntes, det var synd for mig, lille Olle-Bolle, at jeg bare blev efterladt derhjemme, mens min mor sad og var fuldstændig blændet i Asger.

Var der fordele ved, at Asger Aamund kom ind i dit liv?
- Uden ham ville jeg have haft svært ved at gøre oprør mod noget. Det fede var også, at nu var der pludselig ressourcer, der var jo barskab, ik’? Men Asger var fed. Han sagde, at indtil et barn er 14, kan du opdrage, derefter kan du kun give gode råd. Han syntes, jeg skulle have lov til at drikke ved bordet i weekenden, det syntes min mor slet ikke, der kunne være tale om. Men »Snup du bare den bajer,« sagde han. Og jeg fik lov til at gå ud til fester. Jeg fik friere rammer, og min mor blev også mere large. Måske fordi hun havde dårlig samvittighed over, at tingene ikke var som før, og at der også skulle være plads til mig.

Han syntes vel også, der skulle være plads til dig?
- Jo, men jeg kan da godt forstå Asger. At han måske ikke syntes, det var så fedt, at der stod tre nøgne drenge og drak Tuborg og røg cigaretter ude på badeværelset og vaskede sig i røven med hans Alain Delon shampoo. Og sad og spillede den af til pornoblade, som man glemte derude. Eller når han stod op lørdag morgen, og der bare lå stive mennesker rundt omkring i sofaerne. Vi begyndte at ryge hash inde på værelset, så det har da også været noget af en omvæltning for ham. Vi drak tragt og spillede kort, hvor taberen skulle løbe nøgen ned af Malmøgade og rundt om Uppsalagade og tilbage igen.

Hvor kom alt den nøgenhed fra?
- Red Hot Chili Peppers lavede »socks on cocks« på deres andet album, hvor de kun havde sportssokker på tissemanden. Det så vi jo enormt meget op til! Hele mit fotoalbum, fra jeg var 13 til 17, det er nøgenbilleder det meste af det. Når de ikke var hjemme, var vi inde og tage nøgenbilleder i Asger og Suzannes seng. Dem lækkede vi så et halvt år efter.

Tror du, at du har lært Asger Aamund noget?
- Jeg har nok lært ham noget om at være cool. Når du bliver konfronteret med dine fobier, går du enten ned eller overlever.« Så han har overlevet dig? »Han har overlevet mig, og jeg har overlevet ham. Han har lært mig hele respekten omkring det med at tjene penge og være engageret, disciplinen. Da jeg blev ældre, kunne jeg godt se mit rock’n’roll lidt udefra. Og Asger har jo aldrig været dum. Manden er megaintelligent, og den måde han talte til os… »I ulækre… små… gangstere!« Han talte til os i sådan en nedladende tone, så vi sad og hylede af grin, fordi der var så meget afsky i den måde, han talte om os på. Og så kan jeg huske, at han altid sad en time for sig selv om aftenen uden at lave noget. Han samlede sine tanker til næste dag, og den model bruger jeg også. At det så tit bliver med et joint i hånden og min bas… Men det med lige at sidde lidt, inden man går i seng, og skrive en seddel med, hvad man vil på kort og lang sigt, få overblik over livet. Jeg har så ikke udført det, som han har gjort – men måske på min egen måde.

NØRREBRO, 2012

Oliver Bjerrehuus hilser på en ung mor, der går forbi ude på gaden.

- Det var en modeltøs, som jeg har kendt, siden hun var 17. Vi har lavet store kampagner sammen i Amerika. Nu går vi bare rundt her med vores barnevogne. Hmmm.

Han sidder udenfor caféen og sludrer med gadens marskandisere, der drikker kaffe sammen. Bommer cigaretpapir og tobak, ruller en smøg og kommer tilbage til en kop kaffe mere.

- Det handler meget om, hvordan jeg har det psykisk. Du kan stå op, kæresten kan kysse dig på den rigtige måde, og du tænker bare :»Hvor det kører godt.« Og så en anden dag kan du stå med to unger, der ikke vil stå op, og tænke: »Hvad har jeg gjort for at få sådan et fucking liv?« Sønnen er helt i sin egen verden og sidder og spiller iPhone, den lille er morgensur og vil ikke spise morgenmad, og de kommer i skole med snottet ud af næsen og fedtet hår, og man siger bare: »Tag dem, for helvede!« Man skal bare have dem afleveret i en fart, og når de så er afleveret, tænker man: »Hvad var det, jeg skulle, der var så vigtigt? Jeg har jo intet, jeg skal.« Jeg skal sætte mig ned hver dag og være min egen iværksætter, og den kan godt være hård. Den måde, jeg fik skovlen under det i New York på, har jeg aldrig rigtig oplevet herhjemme. Derovre holder de fast i, hvad de har og får det til at virke. De står ved det og arbejder sig op. Her i Danmark smider man de dårlige venner fra Christiania ud, lægger tingene bag sig, opgiver sin drøm – og så får man hovedet over vandet og får sin stilling. Når jeg tænker på tiden i New York, vil jeg aldrig smide den rock’n’roll, så vil jeg hellere gå ned, blive begravet med min bas i hånden og sige: »Det var det.« Simpelthen bare for at gøre det, fordi det er en lille sejr i sig selv. Men når jeg så kigger på mine unger og min kæreste, vil jeg fanme også bare gerne have, at det går. At vi kommer over på den anden side. Man er jo kommet i den alder, hvor man ikke vil gøre sine forældre stolte. Man vil gerne gøre sine børn stolte.