Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I den anmelderroste amerikanske tv-serie »The Wire« følger man politiet i Baltimores evige kamp mod østkystbyens omfattende narkohandel.
Jagten på pusherne og deres bagmænd bliver i høj grad besværliggjort, da de kriminelle i deres kommunikation benytter sig af såkaldte burner-telefoner – midlertidige telefoner, der ikke kan aflyttes af politiet.
Sammenhængen mellem gaderne i Baltimore og pisterne ved det kommende vinter-OL i den kinesiske hovedstad Beijing kan synes svær at få øje på.
Men alligevel ikke helt.
Ifølge britiske BBC opfordrer cybersikkerhedsfirmaet Internet 2.0 således deltagerne ved de kommende vinterlege til at medbringe midlertidige telefoner i forbindelse med turen til Kina.
BBC skriver tillige, at teknologivirksomhed Citizen Lab har opdaget sikkerhedsbrister ved den officielle app, som alle atleter, tilskuere og pressefolk skal bruge i forbindelse med legene.
Fra kinesisk side bliver beskyldningerne dog afvist.
Det statslige medie Global Times bedyrede således tirsdag ifølge BBC, at »alle personlige oplysninger vil blive krypteret for at sikre privatlivets fred«.
»De skal tænke over, hvad de har på deres enheder«
Flere lande, herunder USA, har allerede opfordret deres atleter til at lade telefoner blive hjemme eller medbringe midlertidige telefoner som supplement.
Fra dansk side går man dog indtil videre ikke så drastisk til værks.
Til DR har formanden for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, tidligere forklaret, at man ikke vil opfordre den danske delegation til at lade telefoner og computere blive hjemme.
»Vi har en løbende dialog med Politiets Efterretningstjeneste, PET, om sikkerhedsspørgsmålet hver gang, vi er afsted til store events. Og ud fra de snakke, vi har haft med PET, har vi vurderet, at vi ikke vil rådgive vores delegation til, at de skal lade deres mobiltelefoner og computer blive hjemme,« sagde Hans Natorp tidligere på måneden.
»Vi gør atleterne opmærksomme på, at de skal tænke over, hvad de har på deres enheder, og hvad de downloader, når de kommer til Beijing. Der er ingen grund til at fylde enhederne med oplysninger, som ikke er nødvendige at tage med til Kina,« forklarede DIF-formanden dog også i samme ombæring.
Vinterlegene i Beijing begynder 4. februar og slutter 20. februar.