Nyudsprunget konservativ var selvskader: »Det er et smertefuldt, men også lærerigt minde«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag den tidligere formand for Kristendemokraterne Isabella Arendt, der mandag bebudede, at hun nu stiller op for De Konservative. Her fortæller hun om at være selvskader og om de vigtigste ting i livet, som hverken er job eller status.

»Når man er sammen med et sygt menneske, så er det ikke vigtigt, hvordan man selv har det.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Da jeg i valgkampen i 2019 med kort varsel blev kastet for løverne i en partilederdebat på TV 2, fordi Kristendemokraternes partiformand var blevet syg. Jeg var vanvittig nervøs, inden jeg skulle på. Jeg har nogle gange tillagt det mere held end forstand, at det gik godt, men nogle gange er kombinationen af held og forstand jo også talent. Det var en svendeprøve, hvor jeg blev kastet ud på dybt vand, og der blev sagt »svøm«. Det kunne jeg heldigvis. Jeg kunne matche de andre. Jeg har altid været sikker på, hvad jeg mener, så det var jeg ikke bekymret for, men jeg var usikker på, om jeg kunne få budskabet ud over rampen, og bange for at komme til at lyde dummere eller mindre velformuleret end de andre partiledere. Først da debatten var slut, gik det op for mig, at jeg havde bestået.«

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

»Min farmor døde for to år siden af kræft. Inden da var hun i nogle år gennem et sygdomsforløb. På et tidspunkt skulle jeg på sommerferie hos hende og min farfar på Mors. Min kæreste, som nu er min mand, var med, og det var meningen, at han skulle rejse efter et par dage, og at jeg skulle blive en uges tid. Min farmor var svækket af kemo, og jeg var så bange for den sygdom og for at miste hende, at jeg ikke kunne finde ud af at tale med hende, og derfor tog jeg med en rigtig dårlig undskyldning hjem sammen med min kæreste. Det var så uværdigt, og min farmor var endda suverænt det menneske, jeg allerhelst ville være som voksen. Det nagede mig, og jeg endte med nogle år senere at skrive et brev til hende, hvor jeg skrev, at jeg godt vidste, at det var råddent gjort, og at jeg bad om tilgivelse. Hun skrev tilbage, at hun var enig i, at det var forkert gjort, men at hun tilgav mig. Det, at hun skrev, at det, jeg havde gjort, ikke var o.k., gjorde tilgivelsen mere ægte for mig. Det lærte mig, at når man er sammen med et sygt menneske, så er det ikke vigtigt, hvordan man selv har det. I den situation må man vise sig som den, der har overskuddet.«

»Jeg har lært, at man ikke kan planlægge livet. (...) at livet udfolder sig for en. Pensum for næste år bliver lære at trives med, at tingene er uden for ens kontrol,« siger Isabella Arendt Vlasman, der betegner sig selv som kontrolfreak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?

»Jeg vil ikke pege på en enkelt oplevelse, men på værdierne i min familie. Jeg er vokset op i et hjem med god fornemmelse for pligt og samfundsansvar. Min lillebror og jeg skulle være med i frivilligt arbejde. Vi fik en kærlig opdragelse, hvor det blev påpeget, at man har et ansvar for at bidrage. Det har formet mig, og det er nogle værdier, som jeg er meget taknemmelig for, og som jeg forsøger at praktisere og også vil give videre til mine egne børn en dag.«

»Du ser godt ud, som du er«

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?

»Åh, der kunne være så mange. Jeg var en kropumulig teenager. Hold op, hvor havde jeg mange krops-issues. Jeg fik former tidligt og syntes, at jeg var tyk. Jeg var rødhåret og derfor bleg. Jeg havde hele tiden fokus på det negative. I dag har jeg jo den samme krop. Men i stedet for at sige, at jeg er tyk, siger jeg, at jeg er kurvet, og det synes jeg er flot. I stedet for at være træt af min blege hud, er jeg glad for det røde hår. Som teenager havde jeg kun fokus på alt det, som ikke var godt nok, og alt det, som var forskelligt fra andre. Hvorfor gik jeg ikke i ekstra small? Hvorfor var hende der brunere end mig? Hvorfor var jeg ikke lige så høj, som hende der? Ahh, hvor brugte jeg meget tid og unødig energi på den slags. Så mit råd skulle være: »Du ser godt ud, som du er« – men det er der selvfølgelig ingen teenagere, der ville lytte til.«

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Nu føler jeg ikke, at jeg er så »ældre«, men jeg synes, at jeg har lært, at man ikke kan planlægge livet. Jeg er kontrolfreak, min bryllupsplanlægning var sat i kolonner, og jeg kan godt lide at have styr på tingene. Men det var ikke planlagt, at jeg skulle være formand for Kristendemokraterne, det var et job som bare dumpede ned i hovedet på mig, og mit exit fra partiet var heller ikke planlagt. Jeg havde heller ikke forudset, at jeg skulle blive medlem af Det Konservative Folkeparti, det blev bare nødvendigt. Som teenager havde jeg en idé om, at jeg skulle læse på universitetet i det og det tidsrum, så skulle jeg finde en sød mand og giftes på det og det tidspunkt og så videre. Det kan man bare ikke bestemme. Jeg har lært, at livet udfolder sig for én. Pensum for næste år bliver at lære at trives med, at tingene er uden for ens kontrol.«

»Jeg har nogle gange tillagt det mere held end forstand, at det gik godt, men nogle gange er kombinationen af held og forstand jo også talent«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jobbet er ikke det vigtigste

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

»At jobbet ikke er det vigtigste, vi har. Jeg har altid haft en ro i at kunne være i politik og på valg hvert fjerde år, fordi jeg har en fantastisk ægtemand derhjemme. Jeg er først og fremmest hustru, veninde, datter og søster. Da jeg sagde op som partiformand, vidste jeg, at de sidste fire titler var langt vigtigere og mere dyrebare. Det giver mig ro at vide det. Skulle jeg blive fyret som politiker i morgen og aldrig få lov til at lave politik igen, så er 80 procent af alt det, der gør mig lykkelig i livet, uændret.«

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Det er måske ikke en dyd, men jeg synes, at stræben efter prestige og status er stærkt overvurderet. Jeg kan godt se det besnærende i at opnå status, men jeg har tit undret mig over artikler i medier som Euroman, som rosende omtaler mennesker, som har satset alt på karrieren. Den slags kræver ofre. Man ser ikke sine børn og sine venner, og man bliver måske skilt. Det er en helt afsporet prioritering i livet. For mig er det er en falliterklæring at ofre alt det vigtige i livet for at opnå status og prestige. Folk bliver imponeret over, hvor dedikerede disse mennesker er. Problemet er, at de ofrer deres børns og ægtefælles menneskelige relationer. Det er et gamble, man ikke kan tillade sig.«

Hvad er dit livs største fortrydelse?

»Jeg har begået masser af fejl, men jeg er ikke typen, som går og fortryder dem. Jeg er introvert og skulle have rakt mere ud mod mine gymnasiekammerater, så kunne jeg have fået nogle gode venner, men det gjorde jeg ikke. Jeg kunne have været en langt bedre universitetsstuderende, men jeg var for doven. Men jeg kan ikke lave det om, så lader jeg det ligge.«

Hvis du kunne bytte liv med en nutidig eller historisk person, hvem skulle det så være?

»Der er mange liv, jeg godt kunne tænke mig at prøve at leve. Hvis jeg skulle vælge ét, skulle det være en topatlet, for jeg er selv dårlig til sport. Det skulle være en person, som dyrker en individuel sport, en svømmer, en hækkeløber eller en cykelrytter. De lever så struktureret og er vanvittig gode til det, de gør. Deres indsats er så målbar. Sådan er det ikke i politik. Hvis jeg i en måned kunne bytte liv med en eller anden, så skulle det være med cykelrytteren Jonas Vingegaard, så jeg kunne opleve, hvordan det er at være med i Tour de France og være sindssygt fokuseret på at performe helt ud i de små marginaler. Det kunne være sjovt.«

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

»Jeg forsøger at holde mit materielle forbrug nede, men jeg kan virkelig godt lide dyr mad. Jeg benytter enhver lejlighed til at komme ud og spise på dyre restauranter. Da min mand fyldte 30, var vi ude at spise på Formel B i København. Det var, må jeg indrømme, absolut mig, der pressede på, og mine behov, der blev opfyldt. Det var fantastisk. Jeg nød det. Tjenerne var dygtige, og maden var fantastisk. Man glemmer tid og sted under sådan et måltid. Man bliver forkælet med den ene ret efter den anden og får lækker vin. Det er skønt, selvom der også kommer en regning på et firecifret beløb.«

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?

»Hvis vi ser bort fra Bibelen, som er en grundsten, så vil jeg pege på »Harry Potter«, som min far læste højt for mig, da jeg var lille, og som jeg senere selv læste. Det er en sindssygt god fortælling. Jeg identificerede mig med den kvindelige hovedperson, Hermione, men hele Potter-universet tiltalte mig. Fantasien havde ingen grænser. Der var trylleformularer, fabeldyr, planter, der kunne sindssyge ting, og en bundløs sø med onde havfruer. Jeg læser stadig meget fantasy. Lige nu er jeg i gang med »Game of Thrones«.«

Isabella Arendt Vlasman i nærheden af sit hjem i Vanløse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Insekter. De er sindssygt ulækre. Jeg er slet ikke til friluftsliv med shelter og camping. Jeg får ikke lukket et øje, og det eneste, jeg ligger og tænker på, er, at edderkopperne, bierne, myggene og myrerne kan nå mig.«

Selvskader fra 15 til 22

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg var på grund af ensomhed selvskader fra jeg var 15 til jeg blev 22. Jeg var for stolt til at søge professionel hjælp, men venner, familie og netværk hjalp mig over det, og nu holder jeg foredrag om det. Det har givet mig relativt mange ar på arme, håndled og i lysken, som jeg aldrig har overvejet af skjule. Det er et smertefuldt, men også lærerigt minde. Jeg ville gerne have været det foruden, men når det nu skulle ske, er det rart at kunne lære noget af det. Når jeg nogle gange tænker, »at det her er det værste, der er sket«, og at nu skraber jeg bunden, så er det rart at have nogle ar, som minder mig om, at bunden er meget længere nede, og at jeg nu lever et lykkeligt liv og har det godt. Det minder mig om, at jeg skal være taknemmelig og lykkelig for det liv, jeg har.«

Hvad ville du skrive i et brev til dit yngre jeg?

»Jeg ville skrive: »Det skal nok gå.« Som teenager og helt ung er man så bange for, hvad fremtiden bringer. Jeg har aldrig været angst, men jeg har været »nysgerrigt nervøs« og tænkt på alt muligt. »Hvad skal der ske?« »Får jeg nogensinde min egen familie?« »Gad vide om jeg kan få børn?« »Hvor skal jeg bo?« Jeg havde på et tidspunkt, hvad jeg vil kalde eksistentiel stress. Jeg havde en følelse af, at alle omkring mig blev gift, at andre købte huse, og at jeg selv stod tilbage. I dag tager jeg tingene mere roligt. Tingene sker, når de sker.«

Kedelig og dårlig kærlighed

Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»At vi har kontrol over den. At vi kan bestemme, hvem vi forelsker os i. At vi kan bestemme, hvorfor vi forelsker os. Men den allerstørste løgn om kærligheden er, at den skal være lyserød hele tiden. Det tror jeg ikke på. Der behøver ikke være fyrværkeri, drama og høj passion hele tiden. Jeg har været sammen med min mand, siden jeg var 20, og det er et ægteskab som de fleste andres med en hverdag med Netflix og indkøb. Men det er kærligt, trygt og godt, og jeg vil ikke bytte det for noget. Jeg tror, at ideen om, at kedelig kærlighed er dårlig kærlighed, er roden til knuste drømme, skuffede forventninger og i sidste ende skilsmisser. Man tror fejlagtigt, at kærligheden skal være lyserød og teenageragtig hele tiden.«

Bortset fra din fødsel, hvad har så været dit livs mest afgørende øjeblik?

»Mit bryllup. Jeg blev gift 1. december 2018, og der lovede min mand og jeg at holde sammen i medgang og modgang til døden os skiller. Vi kiggede hinanden i øjnene, og vi mente, hvad vi sagde. Vi var 25 år, og det at love hinanden dét i den alder, betød noget. Det var en forpligtelse ud over alt andet. Man kan skifte job og alt muligt. Men beslutning om ægteskab er permanent, og den slags beslutninger er der ikke mange af i livet.«