Ny kærlighedsroman: Forelskelsen er dødsforagt, hovmod og uovervindelighed – men også nøgenhed og hjælpeløshed

Madame Nielsen, der har blik for grusomheden og dens modsætning, folder indsigterne ud i kærlighedsromanen »Lamento«. Det er både sublimt, virtuost og skræmmende.

Forelskelse ifølge Madame Nielsen: Den lille ængstelse, den store bæven, to hjælpeløst nyfødte, nøgne, lige kommet til verden ...  August Rodins »Kysset«, Glyptoteket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fie Johansen

Et sted i Madame Nielsens tæt på perfekte nye kærlighedsroman, »Lamento«, er der en scene, hvor den elskende mand viser den elskende kvinde et sløret sort-hvidt fotografi, der efter sigende dokumenterer, hvad man i det gamle Kina udsatte mennesker for.

Sådan er han nemlig, den elskende mand, han dyrker i stigende grad det, der er langt ude, han er dramatiker og elsker dramaet, og det fotografi, han viser, viser noget, man helst ikke vil se og helst ikke vil vide, men her kommer det: Én for én, mens mennesket var ved fuld bevidsthed og uden nogen form for bedøvelse, trak man først dets negle ud, så håret med de blodige rødder, så det yderste led af en finger og så videre og så videre, indtil kun torsoen med hals og et hoved uden ører, næse og læber var tilbage og hang på en pæl, som en lille kompakt blodig pakke, der stadig trak vejret og stadig havde et hjerte, der slog og pumpede ...

Modbydeligheden og kærligheden

Historien om den elskende mand og fotografiet fortælles af den elskende mands elskede kvinde, der er forfatter og romanens jegfortæller, og i al sin modbydelighed er den både en kontrast til og en kommentar til den skildring af forelskelsens anatomi og den til vanvid grænsende betagelse af en anden, der er romanens hovedspor. I »Lamento«, hvis titel betyder »klagesang«, beskriver Madame Nielsen den helt almindelige og alligevel så ekstreme tilstand, forelskelsen er, og sandsynliggør, hvordan denne forelskelse, når den skal blive til dagligdags kærlighed uden forelskelse, alt for let ender med at blive til had eller til noget, der måske er endnu værre, nemlig ingenting. Forelskelsen har det med at erodere, men først når følelsen, den tilsyneladende evige, har slugt det hele og været over det hele. Som her, hvor de elskende stadig i den grad elsker:

»Indimellem åbner vi en bog, ikke hver sin, den risiko vil vi ikke løbe, aldrig nogensinde igen hver for sig lade sig opsluge og forsvinde ind i en anden verden, aldrig i livet, vi læser af den samme bog, på skift for hinanden, drikker af det samme glas, spiser af den samme tallerken, hver gang det samme brød i skiver fra posen ...«

Eller som her, hvor den uundgåelige angst også sniger sig ind:

»Sådan er den, forelskelsen: dødsforagt, hovmod, uovervindelighed, og i næste øjeblik faldet ud i det tomme, den lille ængstelse, den store bæven, to hjælpeløst nyfødte, nøgne, lige kommet til verden, jeg sværger, vi går aldrig mere ud.«

Og sådan kan hun blive ved, madammen, med at dissekere kærlighedens og forelskelsens natur, og hele tiden med katastrofen som en kun alt for nærliggende mulighed og risiko. Allerede i romanens/klagesangens begyndelse sker det frygtelige, da en ung kvinde brænder inde i et hus i Frankrig, parret har lejet, mens den elskende mand kun har blik for at redde sit manuskript. Allerede her aner vi, at noget andet end den rene glade forelskelse er i spil. Her går der noget op for den elskende kvinde:

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han allerede nu kender slutningen, han ved, hvordan det hele skal ende, han har skrevet historien, han nu iscenesætter, og som jeg står der, holdt frem i hans greb, er jeg ikke en person, men bare en figur ...«

20 år efter

Romanens skrivende jeg, den elskende kvinde, skriver 20 år efter, at det meste skete. Hun skriver til den datter, hun og den elskede mand fik, og hun fortæller, hvordan mandens liv på et tidspunkt begynder at tage form, men på en helt anden måde, end hun havde forestillet sig, at det skulle ske, og hun gør rede for, hvordan han kører sit selviscenesættende kunstnerjeg ud i ekstremer, der også, som i rædselsberetningen fra Kina, har noget med kroppen at gøre. Hvad skal hun stille op? At rejse ud i verden sammen (Afrika, Langeland ...)  som den elskende mand og den elskende kvinde begynder på, da de endelig tør forlade deres forelskelses frivillige isolation, er ikke en løsning, viser det sig, kun en udskydelse. Er kærlighedens forlis uundgåeligt?

Madam Nielsen dissekerer kærlighedens og forelskelsens natur, hele tiden med katastrofen som en kun alt for nærliggende mulighed og risiko. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget Grif.

Madame Nielsen svarer ikke, men skriver sig tæt ind på det hele, på det uhåndgribelige og på det konkrete, mærkede, sansede, menneskelige, hvad enten det er den skrækslagne forhutlede sorte dreng, parret samler op et sted på vejen i Afrika, den elskende kvindes elskede mor og hendes sølle storrygende eksistens i Pisserenden eller kærlighedens suveræne udfoldelse i den rene tosomhed.

Hele tiden bevæger Madame Nielsen sig sublimt, rørende og skræmmende fra plan til plan, fra abstraktion til konkrethed og tilbage igen, og »Lamento« demonstrerer et fornemt blik for grusomheden, men mest for grusomhedens modsætning, kærligheden. Også, og ikke mindst, den, der ikke er bestemt til at vare evigt.

Foto: Grif.

Lamento. En kærlighedsroman

Forfatter: Madame Nielsen. Sider: 176. Pris:  229,95. Forlag: Grif