Ny flystrid truer: Hvor langt tilbage må du læne dit ryglæn i et tætpakket fly?

To flypassagerers strid i luften er gået viralt på de sociale medier med et problem, de fleste rejsende kender til: Hvor langt må du læne dit ryglæn tilbage i en tætpakket økonomiklassekabine?

Det evige spørgsmål om, hvor langt tilbage man må læne sit flysæde tilbage, har endnu en gang ført til konflikt mellem to flypassagerer. Arkivfoto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

SAS' reklamer er ikke det eneste luftfartsrelaterede emne, der kan starte en hidsig diskussion. To American Airlines-passagerer kom voldsomt op at toppes over et spørgsmål, der er næsten lige så gammelt som menneskets trang til at flyve:

Hvor langt må man læne sit ryglæn tilbage på en tætpakket økonomiklasseflytur?

Optrinnet blev filmet af den ene part, Wendi Williams, der sad foran sin modpart på en flyrejse fra New Orleans til Charlotte den 31. januar. Efter at hun havde spist sit flymåltid lænede hun sit ryglæn så langt bagud, at det øjensynligt generede passageren, der sad lige bag hende.

I hvert fald begyndte han at bruge ryglænet som boksebold, så det på filmen ser ud, som om flyet er på vej gennem en heftig gang turbulens.  

På et tidspunkt i filmoptagelsen læner han sig frem og siger til kvinden, at det sandelig er en »turbulent flyvetur«. Flyets stewardesse var tilsyneladende på bokserens side, for ifølge Williams blev hun blot bedt om at stoppe med at filme og slette optagelsen, da det ifølge flyselskabets regulativer ikke var tilladt at filme i flykabinen.

Wendi Williams delte filmen på Twitter, efter at hun forgæves havde bedt om en tilfredsstillende undskyldning fra American Airlines. Blandt andet var hun utilfreds med, at stewardessen havde »belønnet« den boksende passager med en drink.

Hun vil nu søge politiets hjælp til at rejse anklager mod passageren, der ifølge hende selv har kostet hende hovedpinesmerter, udgifter til læge og røntgenundersøgelser samt tabt arbejdsfortjeneste.

Episoden er blevet beskrevet af internationale medier, heriblandt The Independent, der lod sine læsere på Twitter stemme om, hvem de følte havde mest ret i konflikten.

Afstemningen afslører, at det tilbagelænede sæde i den grad deler vandene. 38 pct. mener, det er »en smule uhøfligt, men tilladt«, mens 33 pct. synes, det er helt i orden, og 29 pct. kalder det »uacceptabelt«.