Ny bog om »Jutlandia« fortæller sygeplejerskernes uhyggelige historier: »Rundt omkring ligger mange stakkels fyre med benene skudt af«

Kim Larsen sang om hospitalsskibet »Jutlandia« under Koreakrigen, og bøger og film har siden berettet om den heltemodige indsats. Ny bog fortæller om sygeplejerskerne på skibet. Indsatsen var beundringsværdig, men var det nok?

»Jutlandia«-sygeplejersker i havfruepositur. Yderst til venstre ses dagbogsskribenten Gyde Kjestine Rudbeck. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

En ny bog om det danske hospitalsskib »Jutlandia« skrevet af Helle Juhl skildrer sygeplejerskerne, der var med på skibet, og som under Koreakrigen 1951-53 hjalp tusindvis af sårede. Mange har sikkert set den amerikanske tv-serie »M*A*S*H« med Alan Alda i hovedrollen som læge under Koreakrigen, hvor sårede soldater flyves ind med helikopter. Scenerne fra »M*A*S*H« svarer meget godt til, hvad der skete på »Jutlandia«.

Koreakrigen var den varme del af Den Kolde Krig

Koreakrigen var den varme del af Den Kolde Krig, hvor tre-fire millioner døde, heraf cirka to millioner civile. Krigen var udløst af nordkoreansk og kinesisk aggression, og i disse tider, hvor verden ser en voksende kinesisk magtkynisme, er det relevant at gøre opmærksom på, at kineserne allerede i 1950erne førte sig frem med brutalitet og var parat til at ofre civilbefolkninger. Da Nordkorea angreb Sydkorea, sluttede de vestlige nationer og FN sig bag amerikanernes krigsindsats, og Danmark sendte hospitalsskibet »Jutlandia« af sted.

Gyde Kjestine Rudbeck skrev dagbog ombord på »Jutlandia«. Som ung var hun forkvinde for Konservativ Ungdom i Haderslev. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

I alt deltog 16 lande med tropper, og heraf bidrog USA med 480.000 soldater. Foruden Danmark sendte Norge, Sverige, Indien og Italien lægeligt personale. Våbenhvilen mellem Nord- og Sydkorea fra 1953 blev aldrig fulgt op med en fredsaftale, og derfor er Koreakrigen stadig et sår fra Den Kolde Krig, og Nordkoreas kommunistiske regime stadig en trussel.

Edith Nybo Jacobsen skrev dagbog ombord på »Jutlandia«. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

I år er det 70 år siden, at »Jutlandia« sejlede ud på sin mission, og man behandlede i de to år, skibet var aktivt, cirka 11.000 sårede FN-soldater og civile koreanere. I alt nåede cirka 100 sygeplejersker at gøre tjeneste på »Jutlandia«, og flere af dem skrev dagbøger, som Helle Juhl har anvendt i sin beskrivelse.

Hun skriver, hvilket er korrekt, at de kvindelige sygeplejerskers indsats har stået i skyggen af de mandlige lægers. Helle Juhl trækker i sin beskrivelse særlig på sygeplejerskerne Edith Nybo Jacobsens (1922-2001) og Gyde Kjestine Rudbecks (1918-2004) dagbøger.

»Jutlandia« sejler til Sydkorea

»Jutlandia« foretog tre togter. Under de to første lå skibet ved Pusan ved sydspidsen af Sydkorea og modtog sårede soldater, der kom med tog fra fronten 300 kilometer mod nord. På det tredje togt havde skibet fået helikopterdæk monteret og lå kun få kilometer fra fronten. Det vil sige, at skibet under dette togt risikerede at blive beskudt af fjenden, hvilket også skete.

Foruden det danske skib var tre amerikanske hospitalsskibe virksomme. »Jutlandia« blev under hele indsatsen styret fra det militære hovedkvarter i Japan og ikke fra Danmark. Togtets chef var Kai Hammerich, der samarbejdede tæt med skibets kaptajn, Christen Kondrup.

Det lægelige korps bestod af nogle af Danmarks dygtigste læger, og sygeplejerskerne var veluddannede. Således var Edith Nybo Jacobsen uddannet som sygeplejerske fra Bispebjerg Hospital og var i 1951 rejst til England, hvor hun arbejdede som sygeplejerske. Gyde Kjestine Rudbeck var ligeledes uddannet som sygeplejerske på Bispebjerg og var rejst til Skotland for at arbejde som sygeplejerske for siden at vende tilbage til Bispebjerg for at videreuddanne sig som operationssygeplejerske. Altså to meget kvalificerede kvinder.

Det var et dansk ønske at behandle civile sydkoreanere, herunder børn. Sygeplejerskerne blev tæt knyttet til disse børn, som de måtte se forlade skibet til en usikker fremtid. Bemærk æsken med Milky Way på drengens bord. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Danske medier bragte løbende artikler om skibets aktiviteter. For Danmark var det vigtigt at vise flaget efter den passive indsats under Anden Verdenskrig. Dette motiv besjælede både Kai Hammerich, der havde mistet en søn under frihedskampen, og Gyde Kjestine Rudbeck, der i Haderslev havde oplevet danske soldater blive dræbt 9. april 1940.

Flere besætningsmedlemmer var folk fra frihedskampen, blandt andre kahytsjomfru Agnes Maria Ahm, som under dæknavnet Marie havde været en nøgleperson i modstandskampen i Vejle.

Sygeplejeopgaven var ikke for sarte sjæle. Ud over at skulle tage sig af de sårede, indgik der rengøring af skibet, og lønnen var lav. Det var også gnidninger mellem sygeplejerskerne, og afdelingssygeplejersken var åbenbart en skrap dame, der havde krigserfaringer fra sin tid i England under Anden Verdenskrig.

Helle Juhl skriver: »Det psykiske arbejdsmiljø i sygeplejen kunne være benhårdt, og noget tyder på, at aben var fulgt med til »Jutlandia«.«

Men der var, skriver Juhl, en ånd af »Dengang jeg drog afsted, som aldrig forlod skibet«.

Det var sygeplejerskerne, der havde til opgave at pleje blandt andre civile koreanere, og blandt dem var børn som Non Lee: »Non Lee på 3 år. Han var meget dårlig, og ham havde jeg travlt med i mange timer. Det er vist nyresvigt, han har, og tilstanden er dårlig. Han er fuld af lus og frygtelig snavset. Jeg trak sorte klumper ud af næsen på ham, som helt havde tilstoppet hans luftveje,« skrev Edith Nybo Jacobsen.

Initiativet med at pleje civile havde vakt modstand hos FN-kommandoen i Japan, men efter støtte fra danske myndigheder og Kai Hammerichs indsats blev tilladelsen givet.

»Jutlandia«-sygeplejersker i havfruepositur. Yderst til venstre ses dagbogsskribenten Gyde Kjestine Rudbeck. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Det var frygteligt lemlæstede soldater, som man skulle tage sig af, og Edith Nybo Jacobsen skrev i sin dagbog: »De er så lemlæstede, de arme soldater. En hel afdeling er fyldt med unge mænd, som havde helt eller delvist mistet deres lemmer.«

Skibet skulle behandle FN-soldater, mens de lokale sydkoreanske soldater skulle behandles på egne hospitaler, hvilket i realiteten, skriver Helle Juhl, var det samme som ingen behandling, for hospitalerne lå i ruiner. »Jutlandia« fik siden lov til at behandle 100 sydkoreanske soldater, men det var en dråbe i havet.

Tæt på fronten

Det var først på tredje togt, at skibets besætning oplevede fronten tæt på og fornemmede den egentlige krig. Edith noterede: »Rundt omkring ligger mange stakkels fyre med benene skudt af og kolostomier en masse.«

Sygeplejerskerne fik også set den nordlige del af Sydkorea, og det var et frygteligt syn: »Fattigt og ødelagt af bomber var det første indtryk af byen Inchon. Børnene var elendigt klædt og snavsede, drev rundt i flokke og tiggede, så snart de kunne se et »offer«. Der siges fra pålidelig kilde at være 11.0000 forældreløse og hjemløse børn.«

De sårede soldater blev slemt tilredt af landminer, og mange måtte have et ben eller begge amputeret. Mændene var hårdføre, og en amerikansk soldat, som var så slemt forbrændt af en flammekaster, at de regnede med, at han ville dø, var væk næste morgen, fordi hans kammerater havde taget ham med i biografen. Han sad indbundet over hele kroppen i Jeepen med sine venner. Mod al forventning overlevede han sine forbrændinger.

Den danske bevågenhed om hospitalsskibet »Jutlandia« var stor. Aviserne var fyldt med artikler om togterne, og tusindvis af mennesker var på kajen, når skibet ankom og afsejlede. Her ses skibet forlade Københavns havn i 1953. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

For sygeplejerskerne var det hårdt at skulle tage afsked med de små koreanske børn, men værst var det, da man måtte bære børn i land, fordi sårede soldater havde førsteret til at blive behandlet. Børnene blev efterladt til en hård skæbne, hvor kun de stærkeste overlevede.

Våbenhvile og hjemrejse

I sommeren 1953 indledte Nordkorea en storoffensiv, der bragte mange flere sårede soldater til »Jutlandia«. Offensiven var indledningen til en forhandling, der endte med våbenhvilen i juli 1953. Som et resultat blev krigsfanger udvekslet. I august 1953 lettede »Jutlandia« anker og stævnede mod Europa for at aflevere krigsfanger til deres hjemlande. Der var tale om 170 tyrkere, 25 grækere, 11 englændere, fire hollændere og syv belgiere.

Scenerne var hjerteskærende, som da en tyrkisk soldat blev afleveret i Smyrna (nu Izmir, red.). Nordkoreanerne havde hugget soldatens arme og ben af, og soldatens far hentede sønnen og bar ham i sine arme fra borde. Scenen var så stærk, at den forblev et minde hos sygeplejerskerne i mange år.

Den 16. oktober 1953 var »Jutlandia« tilbage ved Langelinie og blev modtaget af 10.000 danskere. Modtagelsen var overvældende, og det føltes nærmest som en genoprejsning for den svage indsats under Anden Verdenskrig.

Bogen slutter med personlige beretninger om Edith og Gyde. Edith forelskede sig i tredjestyrmanden John Kørner på »Jutlandia«, og de blev gift senere i 1953. Kæresteri ombord var egentlig forbudt, men man så mildt på det alligevel.

Bogen er et stykke fin kvindehistorie, der med god grund fremhæver, at den heltemodige indsats ikke var mulig uden kvindernes indsats – ganske som frihedskampen. Den er flot illustreret og velfortalt. »Jutlandia«-missionen er grundigt hyldet i Danmark. Kim Larsen har sunget om den, aviserne var fyldt med artikler om den danske mission, og der er lavet film og skrevet bøger om »Jutlandia«.

Også børn blev ramt af krigen, og det værste var napalmforbrændninger. Her ses en dansk sygeplejerske med børn på skibet. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Det er alt sammen meget prisværdigt og forståeligt, men skjuler dog den realitet, at »Jutlandia« var en ganske lille indsats i et vigtigt opgør med kommunismen under Den kolde Krig. Det var egentlig uforståeligt, at FN og Vestmagterne – efter Danmarks svage indsats mod nazismen, hvor vi havde lige så mange mænd i SS-uniform, som mænd og kvinder der kæmpede mod nazismen – ikke krævede, at Danmark stillede med soldater til krigsindsatsen.

»Måske er det den manglende danske villighed dengang til at stille med soldater til egentlig krig, som de mange film og bøger om »Jutlandia« skal dække over.«


Måske er det denne manglende danske villighed dengang til at stille med soldater til egentlig krig, som de mange film og bøger om »Jutlandia« dækkede over?

Forfatter: Helle Juhl Titel: Jutlandia. Krig, kald og kærlighed Sider: 288 sider Pris: 350 kroner Forlag: Lindhardt og Ringhof