Nu vil de ældre også tatoveres

Den første tatovering er ikke længere noget, der hører den rebelske ungdom til. En del midaldrende og ældre overtager ungdommens vaner og vælger også at lægge sig under nålen.

Foto: Anders Debel Hansen

Tatoveringer fylder stadigt mere i by- og mediebilledet. De breder sig ud over alle samfundslag og aldersgrupper, og ifølge Dansk Tatovørlaug har der aldrig været så mange danskere med tatoveringer som nu. Tal fra Miljøstyrelsen viser, at omkring 15 pct. af danskerne er tatoveret. Det svarer til mere end 800.000 danskere.

Ifølge livsstilsekspert Henrik Byager er det et godt eksempel på en tendens, der er sivet opad i samfundet.

»Det er gået fra at være de unges og de udstødtes lidt rebelske, billige kendemærke til nu at være ren æstetik, hygge og filosofi. Der bliver ikke i samme grad rynket på næsen af det, heller ikke hvis den søde gamle skolelærerinde eller bankdame, som pludselig får en lille rose på skulderen. Så synes vi egentlig, det er meget sødt, og så er der sådan lidt liv i hende,« siger han.

Ifølge Lars Winther Kristensen, der er formand i Dansk Tatovørlaug og indehaver af Smiling Tattoo i Sorø, er det da heller ikke usædvanligt, at kunder i 50-60-års-alderen kommer for at blive tatoveret.

»Den ældste debuterende kunde, jeg har haft, var en kvinde på 84. Hun skulle bare have lavet en helt simpel, blå kornblomst, det havde hun drømt om hele sit liv, og nu sad hun nede på ældrecentret, hvor de andre blev med at stikke til hende og sige, at det turde hun ikke, så nu skulle hun bare have den,« fortæller han.

Han mener, at det generelt gælder for de ældre kunder, at de har drømt om en tatovering i mange år, måske endda siden de var unge, men nok har undladt at tage springet, fordi de var bange for at blive dømt og sat i bås.

De ældre har skiftet holdning

Hans kollega, Majbritt Petersen, bedre kendt som Lille Ole og indehaver af Tattoo Ole i Nyhavn, har også en del modne kunder. Hun siger, at mange af de ældre kunder kommer, efter at de har skiftet holdning til tatoveringer.

»Jeg har tit oplevet at tatovere ældre mennesker, der fortæller, at de altid har været dybe modstandere af tatoveringer og har sagt til deres børn, at de aldrig skal have nogen, men pludselig sidder de alligevel nede hos mig. De har typisk ikke fortalt det til børnene, fordi de ikke ved, hvordan de skal forklare, at de lige pludselig står i en situation, hvor de bare har lyst til at hygge sig og leve og gøre det, de synes er sjovt.«

Men det er faktisk slet ikke atypisk, at man ændrer holdninger sent i livet, fortæller lektor og ph.d. Karen Munk, der er tidligere leder af Center for Alderdomspsykologi ved Aarhus Universitet.

»Fordi man bliver gammel, er det jo ikke sådan, at man ikke flytter sig og ikke er fleksibel længere. Det er en fordom i samfundet, som ikke har noget på sig. Der er også en tilbøjelighed til, at ældre bliver yngre, fordi de ikke vil være gamle, og derfor selvfølgelig også tilpasser sig skiftende mode blandt yngre. Og det er jo en stærk trend i tiden, at man lader sig tatovere.«

Aktive og eventyrlystne ældre

Ifølge livsstilsekspert Henrik Byager er en aktiv og eventyrlysten livsstil meget karakteristisk for nutidens ældre.

»Denne gruppe bliver af mange defineret som »det grå guld«, men det passer slet ikke på dem, for de ser ikke sig selv som grå. Det er folk, som er superaktive og overskudsagtige og har ressourcer både mentalt og økonomisk. De kaster sig ud i alt muligt, de rejser og løber maraton,« forklarer han.

Det er også nogle helt andre ældre, som tatovør Majbritt Petersen oplever i dag, end da hun selv var barn.

»Bedsteforældre er ikke bedsteforældre, som de var, da jeg var lille. Mine forældre sidder ikke derhjemme og strikker og får en kop te og nogle småkager. Bedstemor-generationen er jo faktisk passé, og ens forældre er unge stadigvæk. Det er nok det, man også ser i forhold til tatoveringer: at det er med til at holde dem unge,« siger hun.

Det bekræfter Karen Munk, som fortæller, at forskellene mellem nutidens ældre og deres forældres generation er meget stor.

»Hvis man er født efter Anden Verdenskrig, har man jo været en del af hele opturen med den enorme frigørelse, og det tager man selvfølgelig med ind i alderdommen. De forrige generationer havde et meget mere nøjsomt forhold til verden og var mere indstillet på at blive gamle end nutidens ældre, som efter at have passeret pensionsalderen skal ud at opleve friheden og har mange pensionspenge. De vil være frie og rejse med det gode vejr som trækfugle og prøve ting, som de ikke fik prøvet af som unge,« fortæller hun.

Også Dansk Tatovørlaugs formand, Lars Winther Kristensen, oplever nogle lidt mere fandenivoldske ældre kunder med et ønske om at udleve deres drømme og opfylde egne behov fremfor andres.

»Ligesom de i hvert fald ikke vil passe børnebørnene, fordi de skal på ferie, og vil have lov til at spille golf og være aktive lige indtil de bliver puttet i graven, så er der heller ingen, der skal nægte dem at blive tatoveret. De over 60, der kommer i min butik, fortæller, at deres børn siger, at de er tossede, fordi de bruger arven på tatoveringer, men det er de da ligeglade med. De vil have lov til at te sig, som de vil,« siger han.

De ældre er beslutsomme kunder

Et andet væsentligt træk ved de ældre kunder, er, at de som regel har taget alle beslutninger, når de møder op hos tatovøren

»De har tænkt mere over det end de yngre kunder. De er meget determinerede, de ved, hvad de vil have, og de betaler, hvad det koster,« fortæller Lars Winther Kristensen, og hans kollega i Nyhavn er enig.

»Typisk har de nok mere en agenda for, hvordan de gerne vil have, at deres kropsudsmykning skal udformes. Jeg kan godt lide at have de voksne kunder, for de har en plan,« siger Majbritt Petersen.

Hun fortæller, at de ældre kunder primært holder sig til mindre, symbolske tatoveringer, der er søde og diskrete. Det kan f.eks. være navne eller forbogstaver på børnebørnene eller små symboler, hvis de har gennemført noget stort – eksempelvis en sportspræstation.

Lars Winther Kristensen oplever også, at symbolværdien er vigtig for netop disse kunder.

»Når de når den alder, er det ikke så vigtigt for dem at få noget, som skal være med til at udsmykke deres krop, men mere noget, som skal udtrykke et eller andet for dem,« fortæller han. Han har bl.a. tatoveret en del hunde på ældre mennesker.

»Jeg tatoverede f.eks. en ældre kvinde i 60’erne, som ville have lavet et portræt af sin irske ulvehund. Hun blev så grebet af det, at hun ville have flere, så derfra begyndte vi at lave alverdens blomster, orkideer og liljer, og sommerfugle. Hun ville gerne have nogle søde feminine ting.«

Ifølge Henrik Byager er netop motivet vigtigt for de ældre. Det er ikke bare en udsmykning, det fortæller også en historie.

»Det er et projekt og en udvælgelse. Noget, hvor man virkelig bruger meget krudt på at finde ud af, hvad det skal være, og måske stadig synes, at det er lidt farligt. Men det er samtidig sjovt og spændende, en god historie at fortælle om sig selv og noget, man kan vise frem. Det er en social kapital og et samtaleemne, når man er sammen med andre mennesker.«