Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»I’m the Holiday Armadillo!«
Har du også altid drømt om at sige det? Nu er chancen her. Snart kan man nemlig få fingrene i en reproduktion af Ross’ bæltedyrskostume, og har man set »Venner« fra ende til anden, er man ikke i tvivl om, hvilket kostume der er tale om.
I anledningen af den ikoniske TV-series 25-års jubilæum sætter Warner Bros. Television i samarbejde med auktionshuset Prop Store en række originale og reproducerede rekvisitter og kostumer fra serien til salg på auktion.
Det skriver filmselskabet i en pressemeddelelse.
Det er første gang nogensinde, at fans får muligheden for at byde på originale dele fra TV-serien, som tog verden med storm i 90erne, og som den dag i dag stadig er elsket af mange.
Udover bæltedyrskostumet bliver blandt andet kanoen, som Joey og Chandler er efterladt med efter et tyveri deres lejlighed, Joeys pingvindyr, Hugsy – »Original Hugsy« vel at mærke – og Phoebes tvillingesøster, Ursulas, voksenfilm »Buffay The Vampire Layer« også sat til salg på auktionen.
Sidst, men ikke mindst, har man chancen for at få fingrene i en reproduktion af den måske mest særlige rekvisit fra kulisserne overhovedet: Sofaen fra Central Perk, der var samlingspunkt for de seks venner gennem ti år.
Auktionen starter tirsdag 3. december og løber til 17. december. Der er dog ikke tale om småpenge, hvis man håber på at få fat i en af delene. Bæltedyrskostumet er blandt andet vurderet til en pris på mellem 10.000 og 15.000 dollars, altså mellem 67.000 og 100.000 danske kroner, mens man i den »billige« ende af skalaen blandt andet finder pingvindyret Hugsy, der er vurderet til en pris på op til 10.000 danske kroner.
Overskuddet fra auktionen kommer til at gå til The Trevor Project, der blandt andet giver krisehjælp til unge LGBTQ-personer og arbejder med at forebygge selvmord.
Mon ikke inkarnerede fans er klar til at trække lidt på opsparingen for at få fingrene i en bid af deres yndlingsserie? Hermed inspiration til juleønskelisten.