Nu kan du købe rekvisitter fra »Matador« på auktion – og den ene er fra mødet mellem to af de mest populære karakterer

Hos auktionshuset Bruun Rasmussen kan man nu byde på klenodier fra den ikoniske tv-serie.

Jesper Langberg og Helle Virkners karakterer i »Matador«, Kristen Skjern og Elisabeth Friis, mødes første gang over et operainduceret grineflip. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Holmberg
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre dokumenter fra alle danske dramaers moder, »Matador«, er på auktion hos Bruun Rasmussen. Det skriver B.T., og det kan man læse i en pressemeddelelse.

Desværre er det ikke, som man måske kunne håbe, hverken møbler, Maudes tegninger eller den grå atlaskes, der er til salg, men derimod tre forskellige dokumenter. Ikke desto mindre glæder Bruun Rasmussen sig til at sælge rekvisitterne.

»Det hører til sjældenhederne, at vi sætter rekvisitter fra film- og tv-verdenen på auktion, og vi er derfor glade for at kunne præsentere de tre klenodier fra »Matador«,« siger Peter Broe, vurderingssagkyndig i antikviteter hos Bruun Rasmussen i pressemeddelelsen og fortsætter: »Med de tre udbudte dokumenter får man mulighed for at dykke ned i forskellige aspekter af tv-serien.«

Filmfortællingen »Matador« blev skabt af forfatter og journalist Lise Nørgaard i samarbejde med filminstruktør Erik Balling og blev første gang sendt på DR i 24 afsnit i 1978. Siden er den blevet vist adskillige gange på kanalen og blev i 2006 optaget i den danske filmkanon.

Det ene dokument er en indkaldelse til et socialistisk møde, uden at auktionshuset dog specificerer, hvilken scene det indgår i. Indkaldelsen indledes med følgende sætning og ubehjælpelig kommatering:

»Kammerater! Nu er Tiden inde til, med fornyede Kræfter, at gøre et stykke Arbejde, for den Socialistiske Idé, til at ruste os til Kamp, mod Udbytterne og Kapitalisterne (…)«

Det andet dokument er et stykke brevpapir med logo fra Omegnsbanken, hvor Kristen Skjern, Mads Skjerns bror, er bankdirektør. Omegnsbanken er konkurrent til den i byen veletablerede Korsbæk Bank.

Det tredje – og måske mest interessante – er fra scenen, hvor det senere så ulykkeligt forelskede par, Elisabeth Friis og Kristen Skjern, mødes første gang. De mødes til en operakoncert og indleder deres komplicerede forhold med et grineflip over den sopran, der synger. Dokumentet er et program fra koncerten, der afholdes i Korsbæk Musikforening, og som kan ses i seriens fjerde afsnit »Skyggetanten«, hvis man spoler frem til 23. minut.

Dokumenterne er vurderet til 2.000-3.000 kr. af Bruun Rasmussen, men den vurdering holder vist ikke. I skrivende stund det højeste bud nemlig 13.000 kroner. Auktionen slutter 26. april.