Nu græder den unge »Generation sart« over en lidende regnorm: Det kan potentielt blive livsfarligt

Kulturkommentar: Samtiden står i regnormens tegn. Særligt foruroligende er et aktuelt opslag på Facebook, hvor en medicinstuderende prøver at stoppe forsøg på det primitive bløddyr. Det peger mod en fremtid, hvor helt essentielle kvalifikationer må vige for sarte mavefornemmelser, skriver Berlingskes litteraturredaktør i denne kulturkommentar.

Søren Jacobsen Damm er litteraturredaktør, kommentator og anmelder på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folketeatret har netop annonceret, at det fra februar 2022 vil opføre Per Olov Enquists klassiske forestilling »Fra regnormenes liv«.

Sammen med blandt andre H.C. Andersen optræder 1800-tallets mest feterede skuespillerinde, Johanne Luise Heiberg, i stykket. Heiberg afslører, at hun som barn indsamlede regnorme, som hun vaskede mudderet og slimen af, så de blev helt rene og skinnende. Desværre døde regnormene af den velmente behandling i menneskehånd.

Der er noget zeitgeist i den orm! Noget tyder på, at det primitive bløddyr lige nu kropsliggør samtidens valne tidsånd.

For nylig talte jeg med en landskendt kok og restauratør, som fortalte, at han havde haft 24 unge kokkeelever gennem sin restaurant i indre København siden august.

»De kan simpelthen ikke klare hårdt fysisk arbejde,« sagde kokken opgivende, da jeg besøgte ham i sidste måned. Ikke én af dem havde rygraden til at holde ved. De unge mennesker havde i flæng beklaget sig over migræne, ømme ben, stress, etc. Alle havde de sagt op efter få uger.

Ormen på Golgata

Endnu mere foruroligende end de kapitulerende kokkelever er, at kort inden Folketeatret annoncerede den kommende forestilling om regnormenes liv, skrev en rystet og angrende førsteårsstuderende på den store Facebook-gruppe »Medicin – Københavns Universitets«, der p.t. har 6.500 medlemmer:

»Forsvar for en regnorm
Jeg skrev mig altså ikke op til at tage liv, da jeg blev medicinstuderende. Men jeg har dårlig samvittighed. Det har jeg haft siden øvelse 2 om nerveimpulsen i faget Excitable celler, hvor jeg sendte strøm gennem en regnorm og så den vride sig i smerte hjælpeløst spændt fast af nåle for til sidst at dø.«

Den unge studerende opfordrer herefter sine medstuderende til at skrive under på, at man fremover skal droppe forsøg med levende dyr, som man lige så godt kunne se en video af.

Det skal understreges, at mange af de medstuderende ikke kan se det store problem i, at medicinstuderende øver sig på en primitiv regnorm. Ormen bliver endda bedøvet i metanol inden forsøget. Men der er samtidig også foruroligende mange, der støtter opfordringen til at skåne regnormen og droppe forsøgene.

Det ultrasensible opråb, hvor regnormens endeligt beskrives som en genopførsel af Jesus' lidelse og død på Golgata, fremmaner foruroligende konsekvenser for ikke bare fremtidens medicinstuderende, og særligt deres kommende patienter, men også for fremtidige generationers evne til at navigere og fungere i vores fælles virkelighed.

Luftkasteller

Uanset hvad den unge mediciner på opslaget må forestille sig, så kan livet ikke udelukkende leves gennem klinisk teori og YouTube-videoer. Særligt for en stor procentdel af landets læger er deres profession særdeles »hands on«, og virkeligheden er indimellem barsk, rå og nådesløs, uanset hvor mange socialkonstruktivistiske luftkasteller vi forsøger at hive ned over den. Alle skal dø. Selv regnorme.

Når en medicinstuderende ikke kan tåle forsøg på en så primitiv organisme som en regnorm, så bør hun overveje en ganske anden profession, om ikke andet så for vores andres fremtidige sikkerhed.

Lige såvel som, at vi som samfund konstant sætter grænser for den tilladelige mængde af aggression i det fælles rum, er vi også snart nødt til at overveje en nedre grænse for hensyntagen til den omsiggribende hypersensibilitet, når det handler om at definere, hvad der er gangbart i det fælles rum.

Det bør særligt gælde for professioner, hvor den nedre grænse for sarthed ikke kun handler om etik, men høj i grad om livsnødvendige, kvalificerede kompetencer, rå praksis og dermed i sidste instans liv og død.

Den rolige hånd

Som samfund er vi nødt til at stå fast på, at man ikke, hver gang man ikke kan eller ønsker at indpasse sig de gældende normer og regler, i stedet forventer, at den fælles virkelighed skal tilpasses ens egne mere eller mindre særegne personlige holdninger og sarte mave.

Hvis ingen har råheden og ekspertisen til at trække den smadrede krop ud af bilvraget, modet til at skyde fjenden i en krigszone, eller kunne operere på patientens hjerte med rolig, kynisk hånd, hvem skal så løse disse opgaver i fremtiden? Hvem tager konsekvensen?

Nogle professioner kræver en hårdhed og en beslutsomhed. Det kan nok så meget Foucault, RUC og Queer-danseteori ikke ændre på.

Man kan frygte, at der skal en voldsom reel tragedie til, før vi anerkender, at tidens pietistiske og konstante forsøg på at modellere verden i eget sensible og selvforelskede billede kan få tragiske konsekvenser ude i den virkelige verden, hvor de fleste af os andre opholder os.