Nissen, der blev kritiseret af FN, og andre hedenske historier

Nisser er i dag til glæde for børnene. Men julefigurer har ikke altid været lykkelige glædespredere.

Foto: EPA/BAS CZERWINSKI. Fold sammen
Læs mere

Vi kender dem som små alfelignende julemandshjælpere, men tidligere har de været jagtet og forhadt og givet anledning til hekseafbrændinger. Nisser og julefigurers historie og nutid i både ind- og udland har været en omtumlet en af slagsen.

Hollandske Zwarte Piet – Sorte Per – er »Sinterklaas’« – altså julemandens eller Sankt Nikolaus’ – hjælper. I dagene op til 6. december, hvor Sankt Nikolaus’ Dag bliver fejret, bliver hjælperen set i hollandske byer, hvor han deler pebernødder, gaver og andre godter ud til børn, og børnene klæder sig også selv ud som den sorte nisse.

Men han er også meget andet. Zwarte Piet er en racistisk, nederdrægtig figur, der fastholder Holland i kolonialtiden. Sådan lød det i 2014, da den hollandske julemandshjælper for alvor kom i mediemøllen. »Shitstormen« virkede allermest som vores egen frikadelledebat, hvor stærke følelser om etik og moral, racisme og blødsødenhed pludselig bliver sat i spil. Et spørgsmål om nationalfølelse. Det er måske ikke sådan, de fleste nisser bliver beskrevet, men Zwarte Piets skæbne er en anden.

Nogle hollændere mener, at Zwarte Piet er sort, fordi han kravler ned gennem diverse skorstene, og at soden sværter ham til. På den anden side lyder det, at han er en slave af kolonialtiden, hvor hollænderne særligt i Sydafrika ikke var overbevisende flinke i deres adfærd. De fleste hollændere mener, at Zwarte Piet opstod i 1850 i børnebogen »Sankt Nikolaus og hans tjener« af Jan Schenkman, mens andre mener, at han har rødder tilbage i middelalderen.

Forbud mod Sorte Per

Sidste år valgte den hollandske regeringsby, Haag, at forbyde alle børn at klæde sig ud som Zwarte Piet. Det skete efter, at traditionen blandt andet var blevet kritiseret af selveste FN. I september sidste år berettede Berlingske om, at »det ville påvirke 160 skoler med 10.000 børn,« som pludselig ikke ville få lov til at se eller selv klæde sig ud som Zwarte Piet. Det er altså en særdeles udskældt nisse, vi har med at gøre.

Sinterklaas, som Sankt Nikolaus hedder på hollandsk, og hans hjælper, Zwarte Piet, der fik en tur i mediemøllen i 2014. Her fra et optog i Gouda samme år. Foto: Lex van Lieshout. Fold sammen
Læs mere

Men måske falder det i god jord hos Zwarte Piet selv. For nisser har ikke altid været til for at skabe glæde.

Egentlig var nissen, længe før han var en nisse, gårdbo, og havde ikke meget med julen at gøre. Ifølge juleinspektør emeritus, Benno Blæsild – der desuden er arkæolog, historiker og kunsthistoriker og tidligere museumsdirektør for Den Gamle By – var gårdboen en samling af gårdens afdøde beboere. Og man skulle leve op til de afdødes forventninger, ellers kunne gårdboen bedrive syg- og dårligdom mod beboerne. Han var en fyr, man skulle holde sig på god fod med.

»Men så skete der det, da skoleloven blev skrevet i starten af 1800-tallet, at overtroen forsvandt fra samfundet. Og gårdboen ændrede lige så stille navn til »Nis«, som var et meget almindeligt navn på det tidspunkt. Det blev så til »Nissen«,« siger Benno Blæsild. Han siger, at nissen – dog under andre navne – altid har været en del af dansk myte.

Julenissen er fra 1862

Første gang, nissen bliver koblet til julen, er ifølge Benno Blæsild i 1862, da dr.theol. Henrik Scharling skriver romanen »Ved Nyt-aarstid i Nøddebo Præstegaard«, som teaterstykket »Nøddebo Præstegård« er baseret på. Her kalder han ikke nissen for kun en nisse, men giver den navnet »julenissen«.

Den tyske protestantiske reformator, Martin Luther (1483-1546), instruerede i samlingen »Tischshreden« præster i, at nisserne skulle fordrives. De var på lige fod med djævelen og skulle derfor ikke findes i husstande. Faktisk var den sidste heks i Danmark, Anne Palles, overbevist om, at der boede en nisse – en gårdbo – på hendes gård. Hun kaldte den »Niels Goddreng« og den viste sig i skikkelse af en hest. Det var en af flere grunde til, at hun blev henrettet for trolddom, som den allersidste i det danske rige, 4. april 1693.

Og helt generelt har nisser og mennesker altid haft et lidt besværligt forhold. Der var nemlig en udbredt holdning fra kirkens side om, at nisserne var hedenske afguder. En holdning og tro, som stadigvæk huserer flere steder i dag. Blandt andet hos præst og »Nissehaderen« fra Løkken Frikirke i Vendsyssel, Jon Knudsen, som flere år i træk har været i medierne op til jul på grund af sin udtalte skepsis mod de små væsner.

»Først og fremmest er nissen en husånd. Og vi skal som kristne forsage det onde, og nissen er en dæmon,« siger han.

1.000 års kamp mod nisserne

Som han påpeger, har kirken i 1.000 år prøvet at bekæmpe nissen. Jon Knudsen siger, at nissen kan bringe ulykke til dem, som har den boende. Når man stiller risengrød frem, så er det for at holde den i skak. Men den skal manes ud af husene. Og det kræver erfaring. En præst.

»Hvis ikke man har prøvet det før, så råder jeg ikke nogen til at give sig i kast med det. Folk kan blive syge eller komme til at tage ånden med sig hjem i stedet for at formane den helt. Jeg tager altid min bibel i hånden, og så læser jeg nogle citater op, hvor Jesus har sagt til sine efterfølgere, at de skal gå ud at uddrive onde ånder i hans navn,« siger frikirkepræsten og forklarer, at første skridt til at fjerne nissen er at fjerne alle slags figurer af den.

Han har også engang hængt en nisse. Nok om det.

Krampus er hoved-personen i et 1.500 år gammelt hedensk ritual i det vestlige Østrig. Foto: Dominic Ebenbichler. Fold sammen
Læs mere

Men nu vi er ved det, så er det faktisk ikke kun nisser, der er onde. Hele julen er på sin vis præget af hedensk dårligdom.

For selv om Sankt Nikolaus, der senere skulle blive til ham, som vi kender som julemanden, tidligere blev beskrevet som beskytter af børn, så havde han ifølge bl.a. østrigsk folklore en følgesvend, som opførte sig temmelig modsat.

Hvor Sankt Nikolaus ifølge myten reddede tre børn fra at blive spist levende af en ond kroejer, så er hans modstykke, »Krampus«, ham, der straffer børnene, hvis de har været uartige. Aftenen før Sankt Nikolaus’ Dag kan han i flere lande ses i gaderne. Han er behåret og mørk med horn i panden, klove og kløer. Han ligner mest af alt en djævelsk ged, og han har følgende afstraffelsesmetode:

Han slår de slemme børn med rustne jernkæder, før han slæber dem ned i helvede i en flettet kurv, han bærer på ryggen.

På den måde kan børnene ligesom lære, at det ikke kan betale sig at være uartig.

Benno Blæsild er dog af den opfattelse, at nissen i dag hverken er genstand for tugt eller sygdomsbedrivelser.

»I dag er han en slags julens Mickey Mouse eller Anders And. Der er jo ikke noget negativt over ham i dag. Men jeg synes, det er værd at nævne, at julenissen er af dansk oprindelse.«

Sankt Nikolaus’ onde modstykke, Krampus, i den tjekkiske by Kaplice. Foto: Filip Singer. Fold sammen
Læs mere