Netbud sætter gang i bolighandel

Boligkøberne har åbenbart taget godt imod ejendomsmæglerkædens Homes nye klik-en-pris. Den har trukket flere købere til og sat mere fart i boligsalget.

Danskerne er vilde med at byde på boliger på nettet. Landets største ejendomsmæglerkæde Home har stor succes med deres nye klik-en-pris, som giver boligkøberne chance for at lægge et uforpligtende bud på deres ønskebolig med et enkelt klik med musen.

Home lancerede det nye redskab lige før nytår i håb om, at det kunne sætte fart i det noget stillestående boligmarked i København og Århus. Og allerede nu melder kæden om øget salg og voksende interesse.

- Vi har allerede nu afsluttet et tocifret antal handler, som kan kædes direkte sammen med klik-en-pris. Og der er også boliger i København og Århus iblandt. Effekten har været overvældende, og det her er kun begyndelsen, siger kommunikationschef i Home, Niels H. Carstensen, til Ritzau.

/ritzau/