Nej, Line Baun Danielsen, det er ikke en abe

Ugen på kanten: Er det en abe? Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

Der er ikke noget som en midaldrende kvinde, der tør lægge hovedet på bloggen. Med ben i næsen og en kæk frisure. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tak til Line Baun Danielsen.

Ih, tak for alle de mennesker, der er kommet i tanke om mig, en woman of color, da de i ugens løb har set denne overskrift i Ekstra Bladet om Berlingske Medias koncernchef og udgiver, Anders Krab-Johansen: »Efter lækket møde: Kalder medarbejder for ‘abe’«.

Og lad os bare starte dér, for det er jo ingen hemmelighed, at der på nuværende tidspunkt er et virvar af bølgeskvulp i Mediedanmark og i Berlingske Media.

Nye og gamle sager om krænkelser, en dokumentar, der satte ild til det hele, og håndteringer af det ene og det andet og det tredje. Det hele kalder på en gentagelse af det gode, gamle Morten Østergaard-igangsatte motto: Det er ikke hånden, det er håndteringen.

Og det viser sig, at Line Baun Danielsen potentielt kan være nøglen til det hele. Hun har trofast stået ved Jes Dorph-Petersens side under hele hans grimme #metoo-forløb og på sin blog flere gange understreget, at alle de her kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd, bare skal stoppe med at… ja… stoppe med at opleve den slags.

»Nu må krænkerhysteriet stoppe!« skrev hun på sin blog, der bærer navnet »På bloggen med Line«.

Skønt.

Der er ikke noget som en midaldrende kvinde, der tør lægge hovedet på bloggen. Med ben i næsen og en kæk frisure.

Og ih, altså, hvor er det bare modigt sådan at turde sige fra over for alle de kvinder. Nu må det snart stoppe med alle de kvinder, der bliver udsat for chikane og overgreb og alt muligt andet. Hvad bilder de sig dog ind. Stakkels mænd.

Men Line Baun Danielsen er simpelthen fyldt 60 år. Og hun er møgtræt af aldersdiskrimination. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvornår hun er begyndt at ride på den kæphest, men hvis man kigger hendes blog igennem, virker det som en mærkesag.

Og det er en mærkesag, jeg gerne vil bakke op om. Mest fordi jeg ikke aner, hvor aldersdiskrimination kommer i spil. Personligt har jeg nok mest følt mig aldersdiskrimineret i situationer, hvor jeg har haft den forkerte alder til at komme ind på en natklub. Og for nylig, da en kollega, som er i starten af 20erne, følte sig nødsaget til at forklare mig, at nattelivet altså var »noget andet, når man er ung«.

Det vækkede et behov i mig til på den ene side at skrige »der findes ikke en fest i København, jeg ikke har været til!« og »respekter de ældre!«, og på den anden side at forklare, at ungdommen først ophører, når man selv ikke længere føler sig ung.

Men jeg kan godt mærke helt nede i maven, at aldersdiskrimination er noget, jeg vil gå enormt meget op i, når jeg fylder 60 år. Jeg tænker, det er lidt ligesom kvinder på barsel. De går enormt meget op i rettigheder og fejl og mangler for mor og baby, som er samfundets skyld, men et par måneder efter har de glemt det igen. Så er baby blevet ældre, og hvor vigtigt er det problem egentlig, hvis man ikke selv står i det længere.

Alle nybagte mødre er aktivister, indtil deres baby vokser sig ud af problemet. Og sådan bliver det også, når jeg fylder 60. Det er bare omvendt et problem, man vokser sig ind i og ikke ud af. Altså alderdommen. Og i sidste ende døden.

Om 30 år vil I se mig på en badestrand med sangria i begge hænder, alt for store solbriller og et entourage af unge, dansende mænd som i filmen »Mamma Mia«. Det bliver nok også noget med en stor hat.

Jeg vil brokke mig over for lange køer på apoteket, over at skulle betale negative renter af min gigantiske formue, at mine guldsko strammer, og at der ikke altid er sol på terrassen i mit sommerhus ved Amalfikysten.

Og nu er jeg ved at løbe tør for tegn. Jeg er slet ikke nået forbi ugens pressemøde med vigtige budskaber, såsom at denne nedlukning altså ikke er en nedlukning, fordi sidste års nedlukning var en langt værre nedlukning end denne nedlukning.

Og at der altså ikke er tale om en lukning af skolerne, fordi det i virkeligheden bare er en lukning af skolerne lige op til jul.

Og at man altså HAR forstået Ekstra Bladets Joachim B. Olsens spørgsmål, man kan bare ikke svare på det, for man har ikke lige forstået spørgsmålet.

Men jeg skal nok også undlade at kommentere for meget på det. Jeg bærer rundt på et indædt had, fordi julefrokosten på Berlingske Media blev aflyst. Men altså… som det ser ud lige nu, havde det måske heller ikke været helt kønt med sådan en julefrokost i et medieklima, der ser ud, som det gør efter dokumentaren om TV 2. Og hvad går den store fascination af trekanter med praktikanter i øvrigt ud på? 1980erne har ringet, og de vil have deres studentikose begynderfantasi tilbage.