Nej, ikke alle kan lide dig!

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor:

Når man har brugt 30 år på at prøve at få alle til at kunne lide en, synes jeg godt, at man må bruge de næste 30 på at slappe af i puddelhunde-genet og være ligeglad. Derefter kan man vurdere, hvad man havde det bedst med ...

I gymnasiet gjorde jeg det første år et stort nummer ud af at huske alles fødselsdage, og troppe op med kage eller flag eller balloner, og da det blev min tur, var der ... ingen, der havde husket det. Den dag gik det op for mig, at hvis man vil gøre noget godt for andre, så skal man gøre det for ens egen skyld. Og at det er ekstremt anstrengende at tro, at udgangspunktet er, at alle skal kunne lide én. Man kan jo ikke selv lide alt og alle.

Det sjoveste er, når folk ikke kan lide dig, uden at have talt med dig. Der er bare noget ved din næse eller dit hår, eller den åndssvage måde du ser ud på, når du slapper af i ansigtet, der gør dem helt sikre på, at du er en kæmpestor idiot. Sådan har jeg det f.eks. med Diane Keaton: Jeg kan ikke holde ud at se en film med hende, hun spiller så skidedårligt, og så tag dog den hat af! Hvordan kan du få lov til at have jakkesæt og herrevest på i hver rolle, du spiller?!

Jeg synes også, at Joachim B. Olsen har en irriterende hovedform, Henrik Dahl har noget selvoptaget hår, jeg synes, jeg kan høre Sebastians savl, når han synger, og jeg er bange for Ghita Nørby. Der er en på nabovejen, der altid smider sin Audi skævt på fortovet, og det provokerer mig at være så nonchalant med en halv million. Folk, der slingrer, fordi de sms’er, mens de cykler, provokerer mig, og mænd med hvide cykelbukser med frit udsyn til behårede baller burde få en bøde. Leonardo DiCaprio har onde øjne, Søren Ryges taletempo giver mig lyst til at skrige, og Andie MacDowell burde aldrig have haft rollen i »Fire bryllupper og en begravelse« fordi hun ligner typen, der ville sladre om dig til læreren.

Alt dette stammer naturligvis fra det sted, jeg selv kommer fra, og har egentlig ikke noget med dem at gøre – og jeg er ret sikker på, at de er fløjtende ligeglade med min mening. Sådan er det bare – det er naturligvis ikke alle, der kan lide dig. Som da en fuld bordherre sagde til mig, at jeg mindede om en hveps. »På grund af taljen?« spurgte jeg koket. »Nææ, jeg synes bare, at du er helt vildt irriterende.«

 

Hassan Preisler:

Da jeg var tre år kunne jeg bedre lide mor, sagde hun kort efter skilsmissen. Så vendte hun tilbage til tusserne.

»Hvad mener du, skat?« spurgte jeg og så på hende. Hun gengældte ikke mit blik. Vi sad ved det runde spisebord i stuen.

»Jeg kunne bare bedre lide mor,« svarede hun.

Jeg havde lyst til at smide mig skrigende ned på mine knæ. »Om forladelse! Undskyld! Tilgiv mig!« ville jeg trygle. Men det gjorde jeg naturligvis ikke. I stedet smilede jeg det bedste, jeg havde lært.

»Sådan kan man godt have det ind imellem, skat,« sagde jeg. Og i andre perioder kunne du sikkert bedre lide far, ikke?« spurgte jeg. »Ikke?« »Jo,« sagde hun endelig.

»Hey, rolig, Hassan Preisler!« tænker du nu, kære læser. Ikke sandt? »Det er helt normalt, at børn siger sådan noget,« ønsker du at sige. Men når lige præcis denne sætning trænger ind gennem mit voksenpanser og finder den lange vej ind til mit skyldens hjertekammer, så er det faktisk ikke kun, fordi den pirker til min frygt. Det er, fordi den bekræfter en mistanke, jeg altid har haft.

Før jeg blev skilt, kørte jeg på følelsesmæssigt frihjul. Jeg var weekendlegeonkel og hverdagspolitibetjent. Hun fik frit valg på alle hylder nede i legetøjsbutikken og lærte ikke at frygte det kolde, dybe vand i svømmehallen. Og når det blev mandag, krævede jeg, at min husorden blev fulgt til punkt og prikke. Jeg skulle fredes i klasse 1, for min karriere var universets centrum.

Da skilsmissen ramte, lagde jeg mig fladt ned. De turkis rullegardiner lukkede alt lys ude, og i mørket så jeg genudsendelser af »Kender Du Typen« og lyttede til Paul Simons »50 Ways to Leave your Lover« på repeat.

»Det er smerten over bruddet,« sagde jeg til enhver, der gad høre på det. Men det var det ikke! Jeg lå dér, fordi jeg vidste, at når jeg rejste mig igen, så måtte det nødvendigvis være som følelsesmæssig fuldtidsfar. Og det frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne leve op til.

Vi sidder i bilen på vej på påsketur til Sejerø.

»Da jeg var tre år, kunne jeg bedre lide mor,« siger hun og ser ud over en græsmark.

»Sådan har jeg det ikke længere,« tilføjer hun. »I dag kan jeg lide mor og far lige godt.«