Nej, helligfrans, du må ikke udøve hærværk mod såkaldte »racisters« valgplakater

Ugen på kanten: Et sms-regime, en antiracistisk helligfrans og en gammel kending råber »hold kæft« til ytringsfriheden. Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

Morten Messerschmidt er én af dem, der har oplevet at få ødelagt sine valgplakater. Det skete med Hitler-overskæg, nazi-inskriptioner og navnet Dansk Folkeparti malet over. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte med de slettede sms’er.

Altså de sms'er, der ikke eksisterer på statsminister Mette Frederiksens, departementschef Barbara Bertelsens, departementsråd Pelle Papes og stabschef Martin Justesens telefoner, da de alle er indstillet til at slette sms'er efter 30 dage.

Det er jo svært ikke at sammenligne med ækle regimer, hvor retssamfundet er sat ud af spil. Hvor magthaverne er pinligt klar over, at det, de har gang i, ikke tåler, at befolkningen bliver vidende om det, hvorfor det mørklægges. For folkets eget bedste, selvfølgelig.

Men man kan jo ikke sige den slags uden at lyde som en historie- og proportionsløs hystade, der for eksempel tror, at et forbud mod crop tops på en tilfældig jysk folkeskole er sammenligneligt med Taleban.

Sandheden er jo bare, at man meget nemt kan overbevise sig selv om, at regler ikke gælder én selv, hvis man er tilstrækkeligt overbevist om, at man er én af de gode, og at ens handlinger tjener et højere formål. Det har vi set masser eksempler på. Også i denne uge.

Ikke mindst da undervisningsassistent ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, cand.mag. i filosofi og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet Magnus Møller Ziegler luftede sine tanker på Twitter:

»Jeg forstår ikke argumentet om, at man ikke må udøve »hærværk« på racisters valgplakater, for så legitimerer man, at de også gør det på »vores«. Gu’ gør man ej. Det er i orden at ødelægge deres, fordi de er racister, og at være racist er ikke en legitim position.«

Hvem 'racisters' præcis refererer til, fremgår ikke, men det bliver ikke mindre pinligt herfra. Han fortsætter nemlig ved at anfægte sin egen påstand hypotetisk: »Jamen, Magnus, så kan de jo bare sige det samme om dig!« og svarer sig selv: »Nej, for jeg har ret, og de tager fejl.«

Og der vil jeg sige, at samtalen strander lidt for mig. Eller, altså, budskabet var jo i selv dybt grotesk, men på en eller anden måde tager det fart, når argumentationen lyder »Jeg har ret«.

Omvendt har Magnus Møller Ziegler muligvis fundet nøglen til at eksistere under simple koder i en kompleks verden: Beslut at alle andre er idioter.

Må jeg gerne stjæle? Ja, for jeg har lyst. Må jeg gerne slå på folk, jeg ikke kan lide? Ja, for jeg har ret. Må jeg gerne?

Næ næ næ næ næ, det må vi ikke. Fy fy fy fy ah ah … I kender den.

Vi kan jo ikke alle bare lægge alle argumenter på hylden fra nu af og skrige »LALALALALALA«, hvis nogle siger noget, vi på individbasis ikke er enige i. »Jeg har ret, og de tager fejl«. Helligfrans.

»Men Aminata, må man ikke længere råbe ad folk, at de skal klappe kaje? Hvad med ytringsfriheden?« Hvor er jeg glad for, du spørger.

Det er nemlig helt samme spørgsmål, vi står overfor i sagen om Katrine Dirckinck-Holmfeld, tidligere institutleder på kunstakademiet i København, der smed en gipsafstøbning af Frederik 5. i Københavns havn.

Hun er nu tiltalt i sagen, og i anklageskriftet står der,  at der er sket skade for 44.350 kroner, uden at det fremgår, om anklagerne går efter bøde- eller fængselsstraf.

Den tidligere institutleder på Kunstakademiet i København, Katrine Dirckinck-Holmfeld, er nu blevet tiltalt i buste-sagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Ludvigsen.

Katrine Dirckinck-Holmfelds advokat, Tyge Trier, udtaler til DR, at Katrine Dirckinck-Holmfeld vil påstå frifindelse i straffesagen:

»Vi vurderer, at sagen er principiel og vigtig med flere principielle spørgsmål både i juraens verden og i forhold til beskyttelse af det kunstneriske virke. Sagen er også væsentlig i forhold til beskyttelsen i Danmark og i international sammenhæng af den kunstneriske ytringsfrihed.«

Og der er jo egentlig  validt nok, at kunstnerisk ytringsfrihed skal beskyttes. Men … det er også en argumentation, der æder sig selv. Det var jo nemlig en underkendelse af kunstnerisk ytringsfrihed, da Katrine Dirckinck-Holmfeld destruerede en anden kunstners værk for at lave sin »happening«.

Altså hviler argumentationen på, at Katrine Dirckinck-Holmfelds kunstneriske ytringsfrihed er vigtigere end andres kunstneriske ytringsfrihed. »Jeg har ret, og de tager fejl,« kunne man sige.

Man kunne sikkert også sige noget andet. »Hold kæft, ytringsfrihed, når jeg snakker« eller »der er som sagt tale om en kunstnerisk happening og ikke om ødelæggelse,« som hun sagde engang, og det udstiller endnu en interessant logik: At noget ikke kan være én ting, da det er en anden ting. Havet er ikke blåt, det er vådt. I dag er det ikke søndag, for i morgen er det mandag.