Neel Rønholt: - Jeg er meget mere sej, end folk tror

Skuespilleren Neel Rønholt bryder ud. Ud af barndommens tryghedsnarkomani. Ud af Teaterskolens mure. Og ud af den søde storesøsterrolle, hun fik i »Min søsters børn«. Fra fredag er hun Julie i Folketeatrets »Romeo og Julie«.

Skuespiller Neel Rønholt. Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det brede smil fylder ansigtet. Hvad der kunne have lignet en påtaget grimasse, er hos den 27-årige Neel Rønholt en naturlig del af hendes væsen. Hun er ikke en pige, man overser, trods sin spinkle balletdanser-statur, der understreges af hændernes elegante bevægelser og den stramme knold, håret er samlet i.

Ansigtet fanger med store blå øjne. Og så er der smilet. Varemærket, der har fulgt hende i storesøsterrollen i familiefilmene »Min søsters børn«, har klassificeret hende som den yndefulde, ved siden af de to veninder, Julie Ølgaard og Laura Christensen i teatertrioen N.I.P.S. og som tilføjer lidt ekstra sødme til »Den store Bagedyst«, når hun på DR 1 for tiden præsenterer Danmarks nye amatørbagere.

- Jeg ved, jeg udstråler en poetisk yndefuldhed, siger Neel Rønholt.

Billedserie: 

Den udstråling deler hun med sin karakter Julie, som hun på fredag spiller i Folketeatrets opsætning af Shakespeares store kærlighedshistorie »Romeo og Julie«.

- Derfor fokuserer jeg på at spille Julies andre sider. Hun er også en modig pige, en kriger, der kæmper for kærligheden, siger Neel Rønholt og spænder sin overarm op og indtager positur til kamp.

- Jeg er bevidst om, hvem jeg er, og hvad jeg udstråler, og arbejder ud fra det.

Det lærte hun, da hun for fem år siden startede på Statens Teaterskole i København. Her fik den slanke, 1,67 meter høje pige at vide, at hun skulle fylde mere på scenen, og at stemmen skulle længere i bund.

- Det tog hele mit fokus. Jeg følte, jeg ikke kunne bruge det, jeg kom med. Og jeg bevægede mig væk fra den, jeg var, fortæller Neel Rønholt.

Men det var kun til den dag, hvor hendes talelærer sagde:

- Det, du kommer ind på skolen med, er ligeså vigtigt som det, du kommer ud med.

Der lærte hun at bygge videre på det fundament, hun allerede havde.

- Det var så befriende at høre, at det skulle komme fra mig selv, og at jeg ikke skulle tale med en andens stemme. Jeg skulle arbejde med nogle ting, men gøre det med udgangspunkt i mig selv, siger hun.

Så i stedet for at smide sin redskabskasse ud og ønske sig en anden, udbyggede hun den, hun havde, og fyldte den op. I løbet af de fire år på Teaterskolen slap hun sine gamle skuespillervaner som den søde storesøster fra debutfilmen »Min søsters børn«, og der blev plads til den rigtige Neel – også på scenen.

For bag scenen med resten af holdet på Teaterskolen havde Neel Rønholt ingen problemer med at fylde. Hun var den, der slog i bordet, når noget var for dårligt.

- Jeg er meget mere sej, end folk tror, siger Neel Rønholt.

Hun mener selv, det hænger sammen med, at hun har været i branchen i 11 år:

- Det bliver man sej af. Jeg er ikke sådan lige at løbe om hjørner med. Jeg kæmper for det, jeg tror på, og vil gå langt for at nå det.

Den del kan hun genkende i sin rolle som Julie.

- Hun er jo enormt modig. Hun er villig til at ofre rigtig mange ting for det, hun tror på. Det synes jeg er et vigtigt budskab, selv om det i dette tilfælde ender grusomt.

Det budskab glæder hun sig til at give videre, når hun skal spille stykket for en masse unge mennesker.

- Det med at mærke efter, hvad man gerne vil, i stedet for bare at gøre det, andre forventer. At turde tro på det, man brænder for, det er vigtigt.

I Julies tilfælde er det kærligheden. For Neel Rønholt var det, da hun valgte skuespillet som levevej.

Skuespillerlivet havde ikke været en lillepigedrøm for Neel Rønholt. Med en far, der er læge, en mor, der er pædagog, og ikke skyggen af en skuespiller i familien tog det lidt tid for hende at finde ud af, at skuespillet reelt kunne blive en levevej.

- Når der er så mange uddannelsesmuligheder, er det nemmest bare at følge folks forventninger, forklarer Neel Rønholt.

I gymnasietiden var den boglige pige med interesse for sprog og litteratur mere eller mindre tilfældigt blevet revet med ind i skuespillerverdenen. Hun var i 9. klasse med i en reklamefilm, hvor hun skulle slå en bøvs. Det blev bemærket i gymnasiet, hvor hun gik i klasse med filmproducenten Regnar Grastens datter.

Da han manglede en til at spille en gymnasiepige i »Anja og Viktor«, nævnte hans datter, at Neel Rønholt måske havde lidt erfaring med skuespil fra reklamefilmen. Hun kom til casting og fik rollen, og kort efter blev hun castet til rollen som storesøster i »Min søsters børn«-filmene.

Så inden studenterhuen blev sat på hovedet, var hun pludselig en 16-årig skuespiller med erfaring.

Men efter gymnasiet fulgte en tid, hvor telefonen ikke ringede. Tomheden fik Neel Rønholt til at stoppe op og mærke efter.

- Jeg kunne mærke, at skuespillet var noget, jeg ville – mere end bare for sjov, fortæller hun.

Og det var en stor ting at få sagt højt.

- Hver gang, man træffer et valg, er der også et fravalg, og hver gang, man går efter noget, er der jo også den mulighed, at man ikke når det, siger hun.

For Neel Rønholt var skuespillet blevet den eneste mulighed, og andre muligheder som psykologi, litteratur eller teologi blev kun flygtigt overvejet.

- Jeg har altid godt kunnet lide at gå i skole og fordybe mig, men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skulle vælge. Når jeg tænker tilbage på det, er det nok fordi, jeg ubevidst holdt fast i skuespillet og derfor ikke kunne fokusere 100 procent på noget andet, siger hun.

- Skuespillet gav mig muligheden for at leve mig ind i andre menneskers historier, forsøge at forstå dem og deres handlinger. Det fascinerer mig. Samtidig er det et fag, hvor jeg får lov at kombinere det kreative og tekniske.

Billedserie: 

Der var ikke nogen anden vej for hende.

- Man skal kun blive skuespiller, hvis man ikke kan lade være, og det kunne jeg ikke. Det gav mig et sug i maven, som jeg ikke havde prøvet før, forklarer hun.

- Hvis man finder noget i livet, som man vil så meget, så skal man gøre det. Tænk, at jeg får lov til at arbejde med det, jeg brænder for. Så selv om det var et stort valg, gav det en enorm ro at vide, hvad jeg skulle gå efter. Også selv om vejen var usikker, siger hun.

Men det var stadigvæk småt med rollerne, og samtidig fik hun sit første afslag fra Teaterskolen. På indspilningerne af en film i Himmerland mødte hun Julie Ølgaard, og de to piger faldt i hak med det samme. Tilbage i København begyndte de at ses privat, og en dag sad de og snakkede om, hvor irriterende det som var skuespiller at være så afhængig af andre.

- Så må vi jo bare selv give os jobs, blev de to igangsættere enige om.

De ville begge gerne lave teater, så de startede deres eget. En tredje ung skuespiller, Laura Christensen, kom med i projektet, og det blev til teatret N.I.P.S. (Nye Impulser På Scenen), der skulle få unge til at se mere teater.

- Det var et stort projekt, hvor vi flere gange måtte stoppe op og tage stilling til, om det virkelig var det, vi ville. Vi havde jo et ansvar for hinanden, så vi kunne ikke lige pludselig bare bakke ud, forklarer Neel Rønholt.

Fem forestillinger fik de tre skuespillerinder stablet på benene, inden N.I.P.S. i maj i år skiftede navn til Teater Alpha. Dermed er teatertrioen ligesom de tre piger gået hen og blevet voksen. Teater Alphas første forestilling »Hjælp« har premiere til foråret.

Det skulle tage Neel Rønholt tre år at komme ind på Teaterskolen.

- Det var hårdt arbejde hver gang, jeg søgte ind, og så specielt, når det ikke lykkedes, for skal man så bruge et år mere på det? Men jeg tror, at det var godt, at jeg skulle kæmpe mere aktivt for drømmen, siger Neel Rønholt.

Dermed blev hun mere afklaret i sit valg og kunne også bedre tage stilling til den undervisning, hun fik på skolen.

- Jeg er god til at mærke efter og finde ud af, hvad der fungerer for mig, siger hun.

På et dramahold før Teaterskolen blev hun engang bedt om at finde nogle følelser frem gennem sine egne relationer. Hun skulle forestille sig én hun kunne blive vred på, bruge personens navn og få følelsen frem den vej.

- Jeg skulle være sur på min søster og skælde hende ud og svine hende til, husker Neel Rønholt.

Men det blev for privat for hende. Hun ville ikke stå over for de andre og skælde sin søster ud, når søsteren ingenting havde gjort og i øvrigt slet ikke var til stede.

- Som skuespiller skal man bruge sig selv, men ikke udstille sig selv. Jeg tror det er vigtigt at omforme tingene, så det ikke er en privat historie, for så bliver det også intimiderende for publikum, siger hun.

Neel Rønholt udtrykker sig gennem sin kreativitet. Skuespillet er en del af det, men når rollerne er få eller ikke passer til de følelser, hun gerne vil ud med, søger hun tilflugt i sit atelier på Østerbro. På malerlærredet er der plads til alle følelser.

- Når jeg maler, kan jeg gøre lige, hvad jeg vil, uden at stå til regnskab for nogen. Man behøver ikke at formulere sig præcist, når man maler. Her kan man bare komme ud med det.

Lige siden, hun var helt lille, er hun blevet slæbt med til adskillige kunstudstillinger og koncerter, og troppede altid op til fastelavn i hjemmesyede kostumer. Det byggede hun selv videre på efter gymnasiet, hvor hun tog et halvt år på kunsthøjskole, og hun har malet lige siden. Men måden, hun maler på, har ændret sig gennem årene.

- Før var jeg mere velovervejet. Jeg prøvede at forestille mig den blå prik, inden jeg malede den. Nu er det bare op med maling på lærredet. Man kan jo altid male det over igen. Jeg er ikke længere så bange for at fejle.

Det samme gælder i forhold til skuespillet, hvor den resultatfokuserede Neel Rønholt er blevet sat på prøve. For når man for eksempel har seks ugers prøveforløb til at finde sin rolle som Julie, nytter det ikke noget, at man er færdig efter tre dage.

- Jeg har altid gerne bare villet være dygtig fra start, men når man har så lange prøveforløb, bliver man nødt til også at turde prøve nogle ting af. At turde gå på gulvet med noget, som man ikke har tænkt til ende, siger Neel Rønholt.

Det har været en øjenåbner for hende:

- Jeg kan mærke befrielsen i at give slip og bare tage tingene som de kommer, siger hun.

På det personlige plan har hun også turdet give slip.

- Jeg har altid været glad for at vokse op i al den tryghed. Derfor har det nogle gange undret mig, at jeg søgte hen et sted, hvor tryghed ikke ligefrem er overskriften. For ti år siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville befinde mig så godt i sådan en flyvsk tilværelse, siger Neel Rønholt.

Hun ved, at skuespillerlivet kommer til at byde på perioder, hvor arbejdet fylder alt og modsat perioder, hvor hun har masser af tid, men til gengæld ingen penge.

- Selvfølgelig ville jeg ønske, at det var mindre usikkert, men jeg befinder mig ret godt i det, siger hun.

- Jeg kan godt lide, at jeg ikke kender min fremtid. At det kræver is i maven, siger hun.