Navle (latin: Umbilicus)

Du hang engang sammen med din mor. Og hvis du er under 30, så har din far nok klippet navlestrengen, og dermed fik han også lidt ejerskab. Han skabte din navle. Dette sære hul, som samler fnuller. Eller er piercet. Vil du se min smukke navle? Eller vil du hellere pille i din egen?

Navle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup, (c) Scanpix Denmark
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Navlen er så undseelig, anonym, og netop det gør den beundringsværdig. Den er essentiel og alligevel diskret. Navlestrengen er en livline, en elastik, en fødsel og et bungee-jump. Og selv om det er sjældent, at vi straks trækkes tilbage, sker det en gang imellem. Det kunne forklare, hvorfor nogle mænd aldrig helt forlader deres mor.

Engang så jeg en noget naiv, surrealistisk tegning af en mave med en navle, hvorfra der voksede de yndigste ranker med blomster og blade. En smuk symbolik, der handlede om det livgivende og frodige liv. Det var en navle, der var alt andet end navlebeskuende, da den symboliserede livet og alt det, der gror.

Kroppens centrum og svimle balancepunkt, den sidste rest af føtal fortid. Navler kan trænge sig på eller synke indad i mørket. Nogle vil lege, andre vender mopset vrangen ud. Man kan fylde navlen med havvand og så let som ingenting lade tungen fare vild. Navlen binder knude på kroppen. Holder glæden indenbords.