Natur-TV vil vise verden, når den er allerflottest – i håb om at redde den

Det er natur-TV af den mest imponerende og gribende slags, når Netflix lancerer sin nye store serie »Our Planet«. Men samtidig et forsøg på at få et budskab igennem sammen med Verdensnaturfonden. Berlingske var med til optagelserne af isbjørne på Svalbard.

Isbjørn3
Isbjørn i sine naturlige omgivelser på Svalbard. Hvor den stadigt varmere natur dog er på vej til at give isbjørnene kortere vintre og dårligere livsvilkår. Foto fra Netflix-serien »Our Planet«: David Reid / Silverback/Netflix Fold sammen
Læs mere

Der har altid været noget mytisk over Svalbard. Den arktiske øgruppe fjernt fra almindelig civilisation, storslåede vidder og natur, der har fået lov at passe sig selv bortset fra nogle få afsondrede bebyggelser.

Det er naturen, der råder her, hvor alt er is og sne, og snescootere standardtransportmiddel, hvis man skal nogen steder. Her kan man hilse på en polarræv, passere solbadende sæler ved huller i isen og møde en flok rener. Men den største attraktion er, at man har en chance for at se en isbjørn.

Og sådan en ser vi på lige nu. Et par hundrede meter fremme ved kanten af den tilfrosne sø vi står på, lunter en velvoksen hanisbjørn rundt og spiser frostvarer – nærmere bestemt frosne fisk, der er blevet fanget i isen 20-30 centimeter nede, og som bjørnen nu graver op med et par tunge slag fra labben.

Det hele bliver filmet af det overdimensionerede gyroskopkamera, som fotograf Jamie McPherson selv har designet og monteret på sit lille polarkøretøj på larvefødder. To små kassevogne, hvor det ene er helliget fotostyringen og det andet er opholds- og soverum for fotografen og hans medhjælper.

»Jeg indretter mig efter isbjørnene – vi flytter os med dem og sover, når de sover,« fortæller Jamie McPherson, der i ti dage har boet i sin polarvogn midt i Svalbard for at opstøve isbjørne. Det kronedes med held et par dage før, vi ankom, hvor fotoholdet på god afstand kunne følge en isbjørnemor og hendes to unger, der tumlede rundt nær en åben vandstrøm i den ellers frosne sø.

Den lille familie er nu forsvundet over den hvidklædte bjergryg og efterfulgt af hanisbjørnen, der er blevet trukket til af færten af hunnen, men altså foreløbigt må nøjes med frosne fisk.

En kold og truet skønhed

Og måske også en rolle i en ny stort anlagt dokumentarserie hos Netflix, »Our Planet«, der er baggrunden for, at vi er her. Vi er fire inviterede journalister og to producere fra Verdensnaturfonden WWF og filmselskabet Silverback, der står bag produktionen, som er skrumplet fem timer med speederen i bund på snescootere hen over isen fra Svalbards ene by, Longyearbyen, til optagelserne. En tur, der både er kold og enestående flot – som at være med i en westernfilm med de store vidder og bjergformationer, bortset fra at det hele er hvidt, også bjørnene.

Men som bekendt har den globale opvarmning ekstra fart på omkring polerne – faktisk ingen steder så meget som på Svalbard – så det er en skønhed og en biodiversitet, der mærker truslen fra klimaforandringerne, og netop det er kernen i den nye naturserie: At vise nogle af de skønneste naturscener fra jordens fjerneste afkroge, men samtidig vise forandringerne, truslerne mod naturens balance og biodiversitet – og meget gerne medvirke til at pege på nogle løsninger.

Det fortæller »Our Planet«s ene showrunner, den 58-årige brite Alastair Fothergill, da han har fået krænget polardragten af tilbage i en af Longyearbyens træhuse. Fothergill har produceret naturprogrammer i over 30 år, dels for BBC og dels for sit eget selskab, Silverback, som han oprettede sammen med seriens anden showrunner, Keith Scholey. De står bag serier som »Planet Earth«, »Den Blå Planet« og »Den Frosne Planet« – anerkendt som værende i en klasse for sig selv blandt naturprogrammer i de senere år.

Nye standarder for natur-TV

Alastair Fothergill mener alligevel, at »Our Planet«, hvor 600 mennesker har været i gang med optagelser i fire år i 50 lande, sætter nye standarder for naturprogrammer på TV. Dels på grund af den teknologiske udvikling, hvor nye kamerastandarder og droner har skabt nye muligheder for at komme endnu tættere på dyrene. Og dels fordi serien har en højere ambition end blot at vise og fortælle om den fantastiske natur.

»Naturprogrammer er ofte slik for øjet, for naturens verden er helt ubeskrivelig smuk, og historierne er gribende, men vi vil gerne sætte det ind i en større sammenhæng. Det er den første store serie, der for alvor kombinerer de fascinerende naturprogrammer med naturbevarelsesproblematikken. Som Verdensnaturfonden har gjort op, så har vi de seneste 40 år ødelagt halvdelen af naturens verden, og når vi ser fremad, er vi nødt til at have øje for de afgørende »must saves«,« siger Fothergill.

Flot på TV – klogt på nettet

Netop Verdensnaturfonden er medproducer på serien og har medvirket til, at Netflix-serien underbygges af en internetdel, hvor man kan gå i dybden med problemstillingerne inden for de enkelte habitater og få svar på spørgsmål om, hvad der skal til for at redde de enkelte økosystemer.

De politiske indspark skal ligge på internettet, understreger Alastair Fothergill; på TV satser man på det helt store publikum, og her skal det være smukt og underholdende. Men alligevel er der udvalgt historier med særlig stor gennemslagskraft til at bringe budskabet om klodens behov igennem.

»Vi har for eksempel filmet gennem fire år med fjernstyrede kameraer i Tjernobyl, hvor naturen har fået lov at have fred, ulvene er kommet tilbage, og den udvikling, området har gennemgået, er helt utrolig. Og ved Sydafrika filmede vi over 200 pukkelhvaler, der svømmede sammen – det ville have været umuligt for ti år siden, men indgreb mod hvalfangsten har gjort, at naturen har slået tilbage,« fortæller Alastair Fothergill med et par af seriens positive eksempler.

Hvalrosser under pres

En af klimaforandringernes grumme konsekvenser, hvor hvalrosser kastede sig ud fra klipper, oplevede holdet bag polarafsnittet ved den russiske nordkyst, fortæller producer Sophie Lanfear, der også er på Svalbard.

»Vi havde en optagehytte på en strand ved nogle klipper, hvor en russisk hvalrosforsker mente, at hvalrosserne ville samle sig. Og i løbet af en nat var hele stranden totalt fyldt med hvalrosser. Forskeren vurderede det til omkring 100.000 – eller ca 80 procent af den samlede bestand på Stillehavssiden – der masede sig sammen i flere lag her.«

Ud over at være spærret inde af de store dyr i tre dage, optog holdet uhyggelige billeder af de to ton tunge havdyr, der arbejder sig op af ganske høje klipper og på stribe ender med at kaste sig i døden fra klipperne.

»Vi ved ikke, hvorfor de gør det. Måske er de bare desperate og udmattede, og tror de kan komme til havet på den måde. Men grundlæggende er hvalrosserne klimaflygtninge fra Arktis. De har altid kommet til det her område med deres unger, som har brug for at være mere på land, når de er små, og da hvalrosser er meget sociale, følger de øvrige med. Men tidligere var der store isdækkede områder, de kunne være på – nu klumper de sig sammen på det lille stykke strand. Det var en situation, der tidligere opstod i dårlige isår – hvert 20. eller 50. år. Nu er det sådan hvert år,« fortæller Sophie Lanfear.

Et budskab til verden

De voldsomme billeder får deres plads i afsnittet om den kolde verden, men det er ikke skræmmebillederne, der fylder mest. Det er naturens store skønhed, der præger billedsiden af »Our Planet« – de første billeder af den uhyre sjældne sibiriske tiger, dramatiske undervandsoptrin med havfugle på ansjosjagt under vandet side om side med delfiner, og forunderlige billeder af pjuskede flamingounger på lange vandringer ad udtørrede områder for at finde vand.

Netop balancen mellem det underholdende, det begejstrende og det at formidle et budskab har været seriens store udfordring, understreger Alastair Fothergill. For budskabets skyld var det også vigtigt at komme bredt ud, og her fremhæver han samarbejdet med Netflix som en måde at komme ud til hele verden. Og at det handler om at se mulighederne i verden.

»Der er løsninger. Se hvordan hvalerne er kommet tilbage.Og der er en vidunderlig film om Palau, en lille ø i Stillehavet, hvor vi for ti år siden filmede, at korallerne var helt hvide og ødelagte. Men siden blev de beskyttet, fiskene vendte tilbage, og i dag er korallerne så farvestrålende som nogensinde. Naturen kan slå tilbage, hvis den får en chance. Hvis vi fredede bare ti procent af havene som marineparker, så ville oceanbiodiversiteten genoprettes. Og denne serie handler først og fremmest om den biodiversitet, vi skal beskytte,« siger Alastair Fothergill.

Uden for træhytterne på Svalbard er løsningerne dog noget længere væk, erkender TV-manden. Her er nøgleordet for arternes overlevelse is, og det er der kun udsigt til, at der bliver mindre af. Det har også fået betydning for TV-optagelserne af isbjørnene.

Planen var at optage isbjørnenes angreb på sælernes ishuler, som sælerne laver for at føde og beskytte ungerne under en lang isvinter. Men den kortere og mildere vinter på Svalbard betyder, at sælerne har droppet hulerne og føder unger direkte på isen – så er der også bedre udsigt, hvis der skulle være en sulten isbjørn i farvandet.

Så vores store lodne ven i Jamie McPhersons søger må nøjes med at grave sine fisk op af isen, inden han genoptager færten fra hunisbjørnen med ungerne og lunter videre over de hvidklædte bakkedrag.