Natmændene tømte byens latriner og var dybt frygtede: »Hvem skulle ellers udføre alle de uhumske opgaver?«

Berlingskes historiemedarbejder, Bent Blüdnikow, går med på historiske byvandringer i København. Denne gang handler det om natmændene, der i det gamle København tømte byens latriner. Men de havde også magt, fordi man mente, at de stod i forbindelse med overnaturlige kræfter.

Byvandring om natmændene. Nynne Vidgren guider på turen og fortæller om natmændenes liv og virke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Natmændene var datidens stakler i bunden af samfundet. Det var dem, der måtte tømme folks lokummer i gamle dage og gøre andet urent arbejde.

I 1500-tallet og helt frem til 1800-tallets anden halvdel tømte natmændene byens latriner, hjalp bødlen med hans blodige erhverv og flåede skindet af selvdøde dyr. De var dybt foragtede af byens borgere, men også frygtede, fordi man mente, at de stod i ledtog med dæmoniske kræfter. De giftede sig inden for deres eget miljø, og det var næsten umuligt for disse mennesker at bryde ud af den sociale stigmatisering. De blev anset for uærlige og æresløse mennesker, som pæne borgere ikke omgikkes.

Jeg er taget med på en byvandring i København, hvor turister får historien om natmændene. Fortælleren er Nynne Vidgren, og hun er uddannet som historiker og arbejder nu i IT-branchen med kommunikation. I sin fritid tager hun på byvandring og fortæller blandt andet om natmændene og deres familier. Hun har taget en mørk kappe på, som natmændene nok ikke gik med i 1600-tallet, men som giver fornemmelse af det gamle København.

Byvandring: Natmænd. Nynne Vidgren guider på natmandstur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

Byvandringen starter på Højbro Plads ved Absalons statue, og derfra vandrer vi med Nynne Vidgren til den gamle brolagte Magstræde, hvor første stop er. Nynne Vidgren fortæller:

»Natmændene sørgede for natrenovationen. Når de kom for at tømme latrinerne, som var huller i jorden, så øsede de afføringen fra hullerne op i deres træspande. Og den slags spande var jo ikke lige tætte, så når de gik igennem forhusene her i stræde, så sivede det ud af tønderne. Så stillede de spandene på trækvogene, som i folkemunde blev kaldt for chokoladevogne.«

Meget af byens renovation blev bragt ud til Amager, hvor vognene blev læsset af og ifølge Nynne Vidgren, så var det årsagen til, at Amager fik tilnavnet Lorteøen. Vognens komme blev markeret ved, at kusken svingede med en skralde, så man var advaret, og derfor hedder det den dag i dag en skraldemand.

I det snævre 1600-tals Magstræde kan jeg godt fornemme, hvordan det må have lugtet af møg og afføring i tiden op til 1850erne, hvor koleraepidimien tvang myndighederne til at lave egentlig kloakering.

Byvandring: Natmænd. Nynne Vidgren guider på natmandstur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

Rakkerkulen med døde dyr

Fra Magstræde går vi videre til Gammeltorv, hvor byens kag stod, altså dér hvor kriminelle blev straffet med pisk og dødsdømte henrettet. Mange af natmændene og deres familier var i byens gråzone og risikerede selv at få pisk ved kagen. Men de var også behjælpelige med afstraffelsen, som Nynne Vidgren beretter:

»Natmændene bistod bødlen. Det var natmændene, der hentede forbryderne ud af fangehullet og bragte dem til kagen. Hvis der var en forbryder, der skulle henrettes, så var det natmændenes opgave at knibe forbryderen med glødende tænger ved byens torve, sådan til almen underholdning. Så der var en lugt at svedent kød og brændt tøj, der hang i luften. Det var datidens underholdning, og man flokkedes ved kagen ved Gammeltorv for at se henrettelser og pisk.«

Natmændene havde endnu er væsentlig opgave, som ingen andre ville påtage sig; nemlig at flå skindet af selvdøde dyr.

»Arbejdet var hårdt og ubehageligt, og stanken var ulidelig. De selvdøde dyr blev derefter bragt ud på rakkerkulen, som også lå på Amager,« fortæller Nynne  Vidgren. Selv om det er en smuk københavnsk sommeraften, kan man godt forestille sig de uhumske forhold, stanken og fattigdommen i det gamle København.

Fra Gammeltorv går turen videre til Helligåndskirken ved Strøget – en af byens ældste kirker. Kirken åbnede kun dørene på klem for natmændene og deres familier, da man mente, at de stod i kontakt med djævlen.

»Det var ikke let at få natmændenes børn døbt, for ærlige borgere vovede ikke at deltage i ceremonien. Men det var afgørende vigtigt for natmændene at få deres børn døbt, for så blev de skrevet ind i kirkebogen, og så erhvervede de visse rettigheder som for eksempel at vende tilbage til sit fødesogn og modtage fattighjælp. Natmændenes hustruer var forment adgang til kirkerne, så de var virklig afsondret fra ærlige borgere,« siger Nynne Vidgren.

Det hele var ikke elendighed, for natmændene havde også en vis magt:

»Man havde brug for natmændene, for hvem skulle ellers udføre alle de uhumske opgaver?« fortæller Nynne Vidgren.

I løbet af 1600- og 1700-tallet opstod en omvandrende grupper af natmænd, der ernærede sig ved tiggeri, men også arbejdede som kedelflikkere og skorstensfejere. Disse grupper var en blanding af sigøjnere, kriminelle og underklassefolk. De havde deres eget sprog, som blev kaldt rotvælsk, og som havde blandingsord fra sigøjnersprog samt tyske og jødiske låneord. Forfatteren Steen Steensen Blicher har skildret disse omrejsende folk i sine noveller og debatindlæg.

Med renovationens indtog i 1850erne og med sociale love forsvandt natmændene næsten fra København. Nynne Vidgren afslutter byvandringen med at synge en skillingsvise på natmændenes eget sprog, som hun har fundet på Folkemindesamlingen. Sangen er svær at forstå, og Nynne Vidgren oversætter ordene til nudansk. Vi er vandret af gader i midten af København, som jeg ofte har gået i, men historien om natmændene og deres triste historie giver et andet syn på byen.