Natklubchef: 1. september bliver en festdag i hele Danmark

Rekom Groups mange barer og natklubber ser frem til genåbningen 1. september, og på Rust på Nørrebro glæder musikchefen sig til igen at kunne stå tæt og få nye venner.

1. september må natklubber åbne igen, men med krav om coronapas. Allerede fredag må barer holde åbent til kl. 24 og fra 15. juli bliver åbningstider for barer og restauranter udvidet til kl. 02. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claudio Peri/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Hele byen er ved at eksplodere over ikke at kunne gå i byen. Det mener Robin Ungermann, der er medejer af Frederiksberg-natklubben Haven, som Berlingske har talt med i anledningen af den genåbningsaftale, der blev indgået natten til torsdag.

»Jeg glæder mig helt vildt. Man kan mærke, at verden er ved at eksplodere, og at der er en storm på vej. Nu skal folk ud at fyre den af,« siger Robin Ungermann.

Han indrømmer dog, at det også har været lidt rart med den lange nedlukning.

»Det har også været lidt af en øjenåbner ikke at være så træt hele tiden, fordi man arbejder om natten. Men jeg glæder mig alligevel til 1. september,« siger han.

Robin Ungermann driver natklubben Haven, der er tiltænkt folk over 40. Han har arbejdet i nattelivet i 20 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen (arkivfoto).

Mikkel Glenstrup, musikchef på Rust på Nørrebro, kan heller ikke få armene ned over genåbningsaftalen.

»Jeg vågnede i morges til beskeder fra venner, bekendte og familie om, at vi må åbne natklubben 1. september. Jeg jublede, og jeg jubler stadig. Det er så dejligt,« siger Mikkel Glenstrup, da Berlingske får fat i ham torsdag morgen.

Rust består af en bar, et spillested og en natklub. Natklubben har været lukket siden marts 2020, og det har været hårdt, at Rust i så lang tid ikke har kunnet drive forretning på normal vis, siger Glenstrup.

På det personlige plan glæder musikchefen sig til at stå tæt til koncerter igen og til frit at kunne socialisere med andre mennesker.

»Man har været meget gruppeopdelt ude i byen. Jeg glæder mig helt vildt til at mødes og tale med folk, jeg ikke kender i forvejen,« siger Mikael Glenstrup fra Rust.

Samtlige Rekom Groups barer og natklubber er kommet gennem krisen, og ingen ansatte er blevet opsagt, siger Lars Børsting, politisk chef i Rekom Group. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Frygter gadefester i hele byen

De 2.000 ansatte i Rekom Groups 79 barer og natklubber i Danmark glæder sig til at komme på arbejde igen, siger Lars Børsting, der er politisk chef i Rekom Group.

»De er jo sociale mennesker, der ikke nyder at være hjemme. Du kan nok regne med, at samtlige medarbejdere enten er på arbejde eller gæster på klubberne 1. september. Jeg er helt sikker på, at 1. september bliver en festdag i hele Danmark,« siger Lars Børsting.

Han ved dog ikke endnu, hvilke planer for genåbningsfester der er i støbeskeerne rundt omkring, men Rekom er i det hele taget glade for, at der nu er kommet vished om, hvornår natklubberne må åbne efter over et års uvished.

»Rekom sætter også stor pris på, at der er blevet lyttet til natklubberne, når vi har sagt, at vi ikke kan åbne med restriktioner. Det eneste lille hår i suppen er, at vi er nervøse for, at vi bliver de sidste, der skal tjekke coronapas – og at antallet af teststeder til den tid bliver for lavt,« siger Lars Børsting.

36 af Rekoms barer og klubber ligger i København og tæller blandt andre Dandy, Hive, L.A. Bar samt Skaal på Kultorvet.

Med i genåbningsaftalen hører også, at barer allerede fra fredag kan holde åbent og servere alkohol til kl. 24. Ifølge Lars Børsting ville det have været bedre med en lidt længere åbningstid, men med en såkaldt sivetime, hvor gæsterne, i en time efter at alkoholsalget er stoppet, kan få lov til at drikke ud.

»Nu vil alle gæsterne i stedet strømme ud på gaden klokken 24 – så når studenter, EM-gæster og andre festglade kommer ud på én gang, kan man frygte fest i gaderne. Der ville det måske have været smartere at beholde sivetimen,« siger han.