Nathalie Ostrynski: »Peter Pan-syndromet er blevet en folkekær livsstil«

Foto: Søren Bidstrup

Hvornår er man voksen? Det spørgsmål har min generation af de slut 30-årige stadig svært ved svare på.

»Ej, se os lige, nu sidder vi rigtig her og er voksne,« griner vi sammen over rødvinsglassene til middagen. Vi er hver især iført arbejdstitel, forældrerolle og et ansvar. Alligevel påtager vi os en stærk selvironisk distance, når vi fortæller om de let uforståelige rudekuverter fra realkreditinstitutet og de endeløse sms-udvekslinger med ens elskede om valg af spartel og vådrumsmaling. Det kræver stadig et godt grin at dykke ned i de mere kedelige elementer af det voksenliv, vi helst vil makulere.

Det samme spørgsmål havde vi nemlig også problemer med at svare på i slutningen af 20erne, da vi udskød beslutningen om børn til den absolut sidste morgenfest, og det bliver formodentlig endnu mere vanskeligt at sige »ja, jeg er voksen« i løbet af vores 40ere, hvor livskrisen lurer på os, og vi vil søge tilflugt i det nærmeste fitness-center.

Vi er ikke de eneste. Vi lever i et samfund, hvor Peter Pan-syndromet er blevet en folkekær livsstil. Det pop-psykologiske begreb begyndte som en forklaring på de bøvede, unge mænd, der ikke har den fjerneste lyst til at forlade børnebordet. I dag kan man også bruge det om de voksne kvinder, der er klædt i det samme tøj som deres døtre og konsekvent omtaler sig selv som en »pige«, selv om de første rynker har indfundet sig.

Der er også noget Peter Pan-syndrom over hele selvrealiseringsbølgen, hvor vi er blevet afhængige af vores søgen mod vores helt egen private ønskeø.
En Peter Pan vil helst undgå konflikter, han forpligter sig ikke og er ikke til at stole på, fordi han hurtigt svæver rundt i jagten på et sjovere og mere meningsfuldt liv.

Jeg kender folk over 60 år, der kan opføre sig barnagtigt og stadig undgår at tage voksne, velovervejede beslutninger, og jeg har fået skældud af mennesker, der nægter at blive kaldt midaldrende, fordi de anser det som et brud på deres fundamentale menneskeret til at være evigt unge.

Ønskeøen

Peter Pan-syndromet stikker i alle aldre, og ingen kan se sig fri for at dagdrømme om at lette fra hverdagen som den lille dreng med vingerne. Bare se på Instagram, hvor voksne lægger stort set samme motiver op som ungdommen: Trutmund, festivaldrinks og bikininumse.

Det er ikke overraskende, når alt omkring os inviterer til en evig leg på børneværelset. På kontoret møder vi horderne af kreativitetskonsulenter, der med workshops, innovationsdage og seminarer fortæller, at vi skal glemme alt om at gøre tingene som i går. Det skal være nyt! Vildere! Anderledes! I reklamerne møder vi den evigt unge m/k og alle de kedelige hverdagspligter som rengøring og madlavning, der engang udgjorde grundkernen i det voksne liv, har vi udliciteret til andre.

En amerikansk psykolog har beskrevet, hvordan de voksne i arbejdslivet lider af Peter Pan-syndromet, når de ikke er villige til at acceptere rugbrødsopgaverne, undgår at tænke langsigtet, skyder skylden på alle andre og konstant tror, at livet vil blive markant bedre, hvis de blot får et mere spændende job.

Hvornår er man voksen? Den dag, man indser, at der er en grundforskel på et legesygt menneske med et levende glimt i ansigtet og et umodent, eskapistisk legebarn, der nægter at forlade ønskeøen.