Nathalie Ostrynski: »Jeg fortryder ingenting« er et svar, der afslører et stædigt menneske

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: GAB photography

Det har altid været et moderigtigt svar fra magtmennesker og andet godtfolk med en velvoksen selvforståelse. Når de bliver spurgt, om de fortryder noget, eller hvad deres største fortrydelse mon har været igennem karrieren, deres virke og livet, lyder det ofte fnysende stolt fra dem:

»Jeg fortryder ingenting. Jeg ser kun fremad.«

Senest er det Jens Kramer Mikkelsen, der har taget replikken i brug i et nyligt fratrædelsesinterview til Politiken. Den tidligere borgmester i København og nu også tidligere direktør for By & Havn fortryder ikke Ørestads udformning. Han fortryder heller ikke, hvordan Kalvebod Brygge er endt med at tage sig ud, lyder det. Selvom hvert eneste indholdstomme domicil langs den havnekant skriger af fejlagtig beliggenhed.

Jeg har en dybtliggende aversion mod den replik. Den er affejende og glat - en slags verbal slettelak. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man insisterer på at fremstå som en menneskelig firkant, der kun ser ind i livets forrude.

»Jeg fortryder ingenting« er et svar, der som regel afslører et stædigt menneske, der har vanskeligt ved at sige undskyld eller tage ansvar for dumme beslutninger.

Der eksisterer også en anden variant af svaret. Den lyder sådan: »Jeg ville ikke have gjort noget anderledes«. Virkelig? Jeg kan komme i tanke om de første hundrede ting, jeg givetvis ville have forholdt mig til på en anden måde, hvis jeg i dag fik chancen.

Se i bakspejlet

Et klogt menneske har engang sagt, at det er et selvbedrag, hvis man tror, det er godt aldrig at fortryde noget. Hvis man ikke fortryder, giver man aldrig sig selv muligheden for at blive et bedre, klogere menneske, der lærer af sine egne handlinger.

Det må være en mærkværdig, endimensionel følelse. Sådan at gå igennem livet og karrieren helt uden vægelsind og eftertanke. Vi andre kan nærmest ikke komme igennem en grå mandag uden at fortryde alt fra valg af kø i supermarkedet til lidt for meget Netflix-dessert.

På de store livslinjer fortryder jeg eksempelvis selv, at jeg spildte to år af mit liv på en lallende humanistisk basisuddannelse på Roskilde Universitet. Jeg fortryder, at jeg ikke holdt min farmor lidt mere i hånden. Og jeg fortryder, at jeg droppede klaverundervisningen efter kun et år.

Den særlige, kontante mennesketype af i dag synes til gengæld slet ikke at være mærket af den slags kvababbelser over fortiden. De ser jo kun fremad, må man forstå. Det kunne være forløsende, hvis de bare én gang kunne svare anderledes.
Ville der virkelig blevet slået et stort skår af deres ego, hvis de turde sige: »Ja, jeg fortryder sgu«?

Fremdrift og ambitioner behøver ikke at stå alene. Refleksion og evnen til at træde et skridt tilbage og tænke det hele igennem klæder alle. Selv dem i øverste magtlag, der rent faktisk har en jobbeskrivelse, der indebærer et konstant blik rettet mod næste kvartal eller en ny vision.

Hvad fortryder du mest? Det spørgsmål burde give et afkast i form af et ordentlig svar fyldt med større tanker om livet end blot det helt igennem banale: »Ingenting«.