Nathalie Ostrynski: "Flyt Strøget til Rødovre og find på noget nyt!«

Strøget er en af de værste skampletter i byen. Der eksisterer handelsgader i mindre jyske byer, der er langt mere charmerende og unikke bekendtskaber

Souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion, Nathalie Ostrynski Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg har altid ondt af turisterne af København, når jeg ser dem vandre ned ad Strøget i håb om at finde en storslået oplevelse. Vi andre, der bor i byen, kan heldigvis cykle videre, så vi slipper for at bruge overflødige sekunder på gaden. Men de stakkels besøgende slæber sig frem og tilbage mellem uduelige gademusikanter og ivrige gøglere importeret udefra – blot for at lande i en butik, hvor service er noget, ekspedienten betragter som en udsolgt specialvare fra en fjern fortid.

Den oplevelse er lysår fra den stemning, man finder ude i brokvartererne eller andre dele af byen, hvor København hver dag folder sig smukt ud. Jeg kender ikke en eneste sjæl, der af egen fri vilje bevæger sig ind på Strøget en lørdag formiddag. Jeg har heller aldrig hørt nogen ytre sætningen: »Strøget? Ja, det er fanme et fedt sted. Lad os tage derind og spise.«

Vi, der lever i København, elsker som regel at hade strækningen fra Rådhuspladsen ned til Kongens Nytorv. Det er der også al mulig grund til.

Lokalerne langs pulsåren i København er den ene kædebutik efter den anden, hvor der kører en endeløs ligegyldig playliste. De luksuriøse flagshipsstores står mastodontisk og utilnærmeligt lukket om sig selv nede i enden ved Kongens Nytorv, og de få specialbutikker er næsten ikke til at finde for al støjen.

Strøget er en af de værste skampletter i byen. Flyt gaden ud til Rødovre og find på noget nyt! Eller ryk den til Lolland og lav den om til et alternativt frilandsmuseum, så fremtidige generationer kan se, hvor uopfindsom detailhandlen og kommunalpolitikerne var, dengang mor var barn.

Strøget ved Magasin i København Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Halvdårlig mellemvare

Man finder i dag storcentre rundt om i landet, der er pænere indrettet end Strøget, og der eksisterer handelsgader i mindre jyske byer, der er langt mere charmerende og unikke bekendtskaber. Skal København virkelig være en så ugæstfri by, der serverer en halvdårlig mellemvare for de tusindvis af mennesker, der kommer hertil?

Måske er det bare skæbnen for hovedstæderne i Europa, at fordums glans er gået af deres hovedstrøg, og at de nu står med et tilsyneladende uløseligt problem. Enhver rejsende til eksempelvis Berlin eller Paris ved, at de særlige oplevelser, man tager med hjem sammen med indkøbene i kufferten, altid kommer til én, når man bevæger sig ud i sidegaderne eller ud til bydele langt væk fra hovedgaden. Dén byder som regel kun på internationale detailformater, der er omtrent lige så spændende at bevæge sig ind i som at besøge en tandlægeklinik.

Kritikken af Strøget i København har været fremme et par gange, og spørgsmålet er blevet stillet før: »Kan Strøget nogensinde blive pænt og attraktivt?« Lad os gentage det igen i denne varme tid, hvor turisterne i store strømme tilflyder byen: Giv gaden en gevaldig ansigtsløftning, så den skinner mere end Ole Henriksens hud.