Nathalie Ostrynski: »Danskernes loppemarkedsgalskab når mærkværdige højder, når vi byfolk i store mængder raserer sommerhusenes mindre byer«

jeve
Søndags loppemarked i Charlottenlund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jakob Dall

I den ene loppebod forsøgte en mand at sælge mig en plettet lampeskærm til 150 kroner. I et af sommerlandets mange andre vejsalg med brugte sager ville en dame have 70 kroner for et hårspænde, der var gået i stykker. »Den er altså lavet af meget sjælden plastik,« sagde hun uden til at blinke til mig.

Danskernes loppemarkedsgalskab når mærkværdige højder, når vi byfolk i store mængder raserer sommerhusenes mindre byer for samtlige nuttede vattæpper, designerstole fra 60erne og stemningsfulde rattan-møbler, der kan hives ud af lader, lagerbygninger eller opbevaringshaller. I timevis kører vi bevidstløse rundt fra det ene loppemarked til det andet for at finde blomstret keramik eller kønne vaser. De unge går i genbrugstøj, fordi det er deres fuckfinger til overproduktion og klimasyndere. Men der er sgu ikke meget bæredygtighed over os voksne byboere, der drøner rundt i benzinbilerne for at finde brugte Le Klint-lamper.

Loppetrenden gemmer på en stor kulturel løgn, som vi har så vanskeligt ved at se i øjnene. Fordi den ikke harmonerer med de pæne instagram-fotos. Vi tror i ramme alvor, at alle de brugte sager, vi støver op på hylderne, er livsstilsinteriør, der gør os helt særlige. Glem det! Ideen om, at lige netop du er unik, er stendød. Alle andre har også købt det vintage-skab i teaktræ, og de har også klikket rundt i flere hundreder af Den Blå Avis-annoncer for at finde den særligt stemningsfulde rattan-stol, som nu alligevel er blevet sat i produktion af store kæder som Jysk.

Det gyldne løfte

Vi moderne mennesker afleverer hjertens gerne det meste af vores fornuft på stedet, hvis nogen lokker os med løftet om, at vi vil blive betragtet som denne verdens ottende vidunder. Som blinde, små katte vælter vi derfor rundt på loppemarkeder for at finde netop det, der vil få vores hjem til at se helt anderledes og velkurateret ud end naboens. Selvom det aldrig bliver det.

Jeg er selv en af dem. Jeg har slæbt min familie landet rundt på den bekostning og hugger gerne bilens bremser i ved synet af et hjemmelavet skilt ved vejkanten, som om det var the promised land, der åbenbarede sig for mig.

Folkesjælen er blevet en gal, nærig loppemarked-entusiast, og hvis man ikke føler sig overbevist om den sag, skulle man have set de scener, der udspillede den lørdag juli-morgen, hvor jeg sammen med 50 mennesker i svedende sommervarme ventede på, at et lokalt, nordsjællandsk spejderloppemarked åbnede. Med nærmest feberhede, hektiske kinder løb folk ind i den lille hal og ragede alt fra defekte lamper til vakkelvorne stole til sig. En kvinde gav op efter ti minutter.

»De er jo vanvittige,« rystede hun på hovedet, imens hun gik ud.

Der må være en del mennesker i landdistrikterne, der er flade af grin over byidioter som mig, der er villige til at købe en kande med skår i kanten, blot fordi den er pæn. Det er nok derfor, at de forsøger at sælge et ødelagt hårspænde til 70 kroner. Nogen skal nok være dumme nok til at hoppe på salgsargumentet om »den sjældne plastic«.